Synspunkt

Skabte Gud jorden som et naturskønt paradis?

"”Den lille anemone”, synger vi i begyndelsen af marts, men mon det giver mening for vores olde- og tipoldebørn at synge den? For vi bruger af jordens ressourcer, som kom de fra en uudtømmelig kilde."

Vores smukke salmer maler Guds skaberværk frem som farverige, blomstrende og romantiske naturbilleder og i kontrast med død og ødelæggelse. Men er sådanne billeder troværdige? Spørger ph.d. og cand.theol Jette Bendixen Rønkilde

”Den lille anemone”, synger vi i begyndelsen af marts, men mon det giver mening for vores olde- og tipoldebørn at synge den? Mon anemoner, erantis, vintergækker og perlehyacinter fortsat trodser nattefrost og byder foråret velkommen om 100 år, eller har den globale opvarmning og økologiske krise gjort, at vi ikke kan kende forskel på forår, sommer, efterår og vinter? Vi bruger af jordens ressourcer, som kom de fra en uudtømmelig kilde. Det har sat og sætter sine spor. 

2016 er klimaår og folk fra forskellige trossamfund mødtes en dag i marts for at diskutere: Kan religion redde klimaet? Religion alene kan næppe rede klimaet, men alligevel er det et væsentligt spørgsmål, fordi det minder om at tro ikke kun handler om ’vore synders nådige forladelse’, men også etik og ansvar. 

Derfor er det vigtigt, at de trossamfund, der bekender en tro på en Gud, som har skabt jorden og alt, som er derpå, også stiller spørgsmål til, hvordan mennesket kan tage (med)ansvar for det Guds skaberværk, som de er en del af? 

Det kan være udmærket, at der kommer nogle konkrete forslag til, hvordan fx menigheder i folkekirken kan sætte fokus på den økologiske krise med temagudstjenester eller Grøn Kirke projektet, som Det Mellemkirkelige Råd lancerede for nogle år siden. 

Ligesom en klimadiskussion mellem de forskellige trossamfund også kan være med til at sætte fokus på, hvordan menigheder i en kristen kontekst samles som skabelsens børn, bruger vandet fra den blå planet til at døbe mennesker med og spiser brødet bagt af korn og drikker vinen eller saften presset af druer, når der fejres gudstjeneste. Gudstjenesten kan være med til at forme de kristnes syn på skabelsen, hvis de ord, som lyder, den dåb, som fejres, og det måltid, som spises, inviterer til at se verden i et andet perspektiv end med konsumerismens briller.

Klimadiskussionen mellem de forskellige trossamfund fik mig også til at tænke på vores rige salmetradition. Kirkeåret står i festens tegn med forår, påske, himmelfart og pinse. 

De store festsalmer synges, og de er fulde af billeder fra naturen. Billeder, som skal være med til at udsmykke folks forestillingsevne i forhold til Gud og alt det, som følger i kølvandet på Jesu død og opstandelse: mod, håb, liv, evighed, paradis.

Naturbillederne er storslåede, farverige, blomstrende og romantiske. De males frem med ord i salmerne og efterlader et indtryk, som stemmer med skabelsesberetningens fortælling om, at Gud skabte jorden som et paradis, hvor død og ødelæggelse står i kontrast til Guds vilje. Men er sådanne billeder troværdige? 

I en økologisk krise er det nødvendigt inden for et hvilket som helst trossamfund, som bekender sig til en skabende Gud, at stille spørgsmålet: Hvad med al den uskønne natur, som den økologiske krise fører med sig? Hvad med tsunamier, hungersnød, smeltende indlandsis og knappe ressourcer?

Det begynder med det sprog, vi bruger og møder, og når det gælder skaberværket - er det ren idyl eller et sted, hvor livet konstant brydes med døden? 

Det, som har med Gud at gøre, kan ikke begrænses til skønne naturfloskler, som måske er ved at overleve sig selv på grund af den menneskeskabte økologiske krise – det er hverken i tråd med Bibel eller tradition. 

Særligt i dåben og nadveren bliver det tydeligt, at vi ikke kan nøjes med påskeblomsten og pinseliljen, men at kristent liv på jorden også omfatter udtørrede ørkener og smeltende iskapper – for også her døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, også her samles kristne om blod og legeme i de former, som kan lade sig gøre lokalt. 

Dette globale udblik skulle gerne give lokalt indblik – så vi måske også kan synge påskeblomst til påske om 100 år – og ikke til jul. 

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.