Skal vi fejre skæronsdag næste år?

Paven foreslog i 2007, at Jesus og disciplene fulgte en essensk kalender, som ville anbringe påsken en uge før den normale jødiske påske. Det er ikke noget, paven har fundet på, men er en teori som bl.a. omtales af en tysk, katolsk præst og forsker i Jerusalem, skriver international konsulent Iver Larsen.

Foretager man en grundig og uvildig analyse af evangelierne ud fra datidens kultur, sprog og baggrund, er der ingen problemer mellem evangeliernes beretninger, skriver international konsulent Iver Larsen

Kristeligt Dagblad bragte den 18. april 2011 en artikel om en forsker fra England, der mente, at den sidste nadver i virkeligheden fandt sted onsdag aften. Artiklen var et uddrag og en oversættelse fra en artikel i avisen the Guadian. Den pågældende forsker er professor i fysik og utvivlsomt ekspert inden for sit fagområde. Han har for nylig skrevet en bog om sine skæronsdagsteorier.

Hans påstand er, at Jesus hverken fulgte den gængse jødiske kalender eller den essenske kalender, men en tredje kalender, som går tilbage til en egyptisk kalender fra Moses tid. Avisartiklen giver ingen begrundelser for denne formodning ud over, at Jesus var en befrier, som Moses var det. Jeg har ikke selv læst hans bog.

Paven foreslog i 2007 (ifølge artiklen), at Jesus og disciplene fulgte en essensk kalender, som ville anbringe påsken en uge før den normale jødiske påske. Det er ikke noget, paven har fundet på, men er en teori som bl.a. omtales af en tysk, katolsk præst og forsker i Jerusalem, Bargil Pixner. Man kan læse om det i hans bog fra 1996: With Jesus in Jerusalem. Pixner selv foretrækker dog skærtirsdag, men han argumenter synes jeg ikke er overbevisende.

Den engelske artikel nævner, at disse forsøg på at flytte nadverens indstiftelse er motiveret af ønsket om at løse en problemstilling, som er god latin i teologiske kredse, nemlig at Johannes anbringer påskens indstiftelse en dag før de tre øvrige evangelier. I følge de tre evangelier fandt den sidste nadver sted samtidig med det jødiske påskemåltid, men ifølge Johannes, påstår man, fandt den sted dagen før.
Min pointe er, at denne problemstilling ikke er noget problem, men skyldes en misforståelse af, hvad Johannes skrev, ikke mindst i kapitel 19, vers 14.

I Mattæus 26,17, Markus 14,12 og Lukas 22,7 står der, at det var den første dag under de usyrede brøds fest, at disciplene forberedte påskemåltidet, som blev spist om aftenen efter solnedgang. Egentlig var der to fester, som hang sammen. Selve påskedagen, som faldt på den 14. nisan, hvor der var fuldmåne om aftenen, og de efterfølgende syv dage, hvor man kun måtte spise fladbrød, bagt uden surdej, til minde om udgangen af Egypten.

Påskedagen blev brugt til slagtning af et lam og tilberedelse af det første og vigtigste påskemåltid. De to fester blev under et beskrevet som de usyrede brøds fest, inklusive påskedagen. Påskemåltidet blev først spist efter solnedgang og faldt derfor egentlig på den første af de usyrede brøds dage. Jøderne begynder en dag ved solnedgang. Altså spiste man ikke-hævede fladbrød. Påskelammet blev udvalgt den 10. nisan og blev stillet til skue indtil slagtedagen, den 14. nisan, så alle kunne se, at der ikke var nogen skavanker ved det (2. Mosebog 12.).

Jesus blev udvalgt den 10. nisan, som var palmesøndag, med indtoget i Jerusalem, og han prædikede offentligt i templet i de efterfølgende dage, så alle kunne se og høre ham, indtil den 14. nisan, som var torsdag. Nogle fortolkere mener, at Jesus burde dø samtidig med at påskelammet blev slagtet, fordi han var det symbolske påskelam, men det er i modstrid med evangeliernes beretninger.

Det betyder naturligvis ikke, at Jesus ikke er det symbolske påskelam. Jesus havde længtes efter at spise dette sidste påskemåltid sammen med disciplene.

Matthæus 26,36 (plus Markus og Lukas) fortæller, hvordan Jesus og de 11 disciple efter påskemåltidet gik ud til Getsemane, hvor Jesus bad i en times tid (v. 40) omkring midnat. Derefter følger tilfangetagelsen. Jesus blev først ført til Annas, som var den tidligere ypperstepræst, og derfor stadig havde stor indflydelse og nød megen respekt.

Kort efter blev han sendt videre til svigersønnen, Kajfas, som var den officielle ypperstepræst. Forhøret fandt sted om natten, hvor de jødiske ledere blev hasteindkaldt. De havde jo i flere dage set frem til at få fat i Jesus. Og da de var bange for folks reaktioner, var det klogest at foretage både arrestation og forhør om natten, også selv om de egentlig ikke havde lov til natlige rådssamlinger.

For i en vis grad at overholde deres egne love, blev dommen først officelt afsagt lige efter solopgang (Matthæus 27,1), som på denne årstid i Israel var kl. 6 efter vores tidsregning. De havde således haft adskillige timer til at finde vidner og debattere sagen. Det er muligt, at de havde truffet deres beslutning et godt stykke tid før daggry, og at Jesus midlertidigt blev ført ud af forhørssalen og muligvis hånet.

I så fald blev han ført ind igen ved daggry (Lukas 22,66), så man kunne afsige den officielle dom (Matthæus 27,1 og Markus 15,1). Ifølge Lukas 22,66-71 fik Jesus nu en sidste gang muligheden for at benægte, at han var Messias, men i stedet bekræftede han det endnu en gang. Jesus blev derefter straks ført den korte afstand (godt en kilometer) til Pilatus. Dette første forhør tog ikke lang tid, men derefter blev han sendt til Herodes (ca. en halv kilometer), hvor der var et lidt længere forhør, måske en halv time.

Så blev han sendt tilbage til Pilatus, hvor forhøret fortsatte, måske en halv time ellere mere. Mange folk var efterhånden stimlet samlet, og folkemængden tvang Pilatus til at afsige dødsdommen. Pilatus havde troet, at det var nok at få Jesus pisket, men det var det ikke. Derefter blev Jesus yderligere hånet af soldaterne og ført uden for den daværende bymur (ca. en halv kilometer) for at blive korsfæstet. Klokken var nu blevet 9 om formiddagen (Markus 15,25). En del fortolkere har hævdet, at der ikke var tid til alle disse ting på tre timer, men det er en påstand, som ikke stemmer med de faktiske afstande og de beretninger, vi har i evangelierne.

Johannes skrev sit evangelium ca. 40-50 år efter Matthæus, som er det først nedskrevne evangelium (til trods for de moderne to-kilde hypoteser, der opstod omkring 1836 i Tyskland), og ca. 30 år efter Lukas, som er det sidst nedskrevne af de tre synoptiske evangelier. Han skrev i Efesus i Lilleasien for et publikum, som talte græsk, var kendt med romersk kultur, og som kendte de første tre evangelier.

Derfor gentager Johannes så lidt som muligt af, hvad folk allerede vidste fra de andre evangelier. Hans mål er at supplere. Det er Johannes, der fortæller os i detaljer om påskemåltidet, vandringen fra ovensalen til Getsemane og alt, hvad Jesus sagde i den forbindelse. Det begynder i kapitel 13,1, hvor han siger: Det var før påskefesten, altså den 14. nisan, før det store påskemåltid om aftenen. Han springer over forberedelserne i løbet af dagen, da de andre evangelier har fortalt nok om dem, og så går han direkte videre til, hvad der skete om aftenen under måltidet. De følgende kapitler beskriver, hvad der skete den nat.

I 18,28 hører vi, at Jesus tidligt om morgenen blev ført til Pilatus. Dette udtryk betyder omkring solopgang, som regel kort efter, men i Markus 1,35 og Johannes 20,1 er det stadig mørkt. De jødiske ledere ønskede ikke at gå ind i et romersk palads, for så ville de blive urene og kunne ikke spise påske, som der står på græsk. Det er et almindeligt udtryk for fejre påske. Det drejer sig ikke om det store påskemåltid, som var overstået nu, men det at fejre den ugelange påske, som har en række festmåltider. Når dette vers oversættes med holde påskemåltid er det en forvirrende fejl. Man kunne have sagt holde påske. Johannes udelader turen til Herodes, for det kan man læse om hos Lukas, og det interesserer ikke Johannes. Han fortæller heller ikke om drømmen, som Mattæus beskriver. (Jøder troede mere på drømmes betydning end grækere og romere gjordre, og Mattæus er jo skrevet til jøderne.)

Johannes 19,14 siger: Det var påskens fredag eller påskens forberedelsesdag som den græske tekst siger i en ordret gengivelse. Fredagen blev kaldt forbedelsesdagen, fordi det var den dag, man skulle forberede al mad til sabbaten, for på den hellige sabbat måtte man ikke tænde ild og kunne derfor ikke lave mad.

Nogle oversættelser siger fejlagtigt: Det var forberedelsedagen til påsken. Men dagen før påskemåltidet kaldes ikke en forberedelsesdag. Den dag er simpelthen påskedagen. Det specielle ord forberedelsesdag bruges kun om den dag, vi kalder fredag, dagen før sabbatten.(Den engelske Gods Word oversættelse siger: The time was about six o'clock in the morning on the Friday of the Passover festival.) (Det forekommer følgende steder: Mat 27,62; Mrk 15,42; Luk 23,54; Johs 19,14.31.42.)

Da påsken varede en uge, men startede på forskellig ugedag hvert år, ville der altid et eller andet sted i påskeugen være en sabbat, som skulle forberedes. Jesus blev lagt i en grav i nærheden, for at man kunne nå det inden solnedgang, hvor sabbatten begyndte. (Johannes 19;31.42). Det var en stor sabbat, fordi det både var sabbat og påskeuge.

Johannes 19,14 siger også: Det var omkring den sjette time. Johannes skrev som sagt i Lilleasien, hvor folk kendte til romersk kultur og tradition. Man var her begyndt at bruge den romerske tidsregning til officielle og historiske dokumenter. Den tidsregning begynder ved midnat, og det system har vi overtaget i Vesten.

Der var også en dagligdags tidsregning, som begyndte ved solopgang. Det var den almindelige hos jøderne, og det er den, vi finder i de tre andre evangelier og i Apostlenes Gerninger, som alle blev skrevet før Jerusalems ødelæggelse. Mange forskere har begrundet, hvorfor Johannes i sit evangelium konsekvent brugte romersk tidsregning (1,39; 4,6.52; 19,14). Den mest kendte er nok Alfred Edersheim, en jødisk lærd i det 19. århundrede, som blev kristen og skrev flere bøger.

Hans kommentar om tidsregning kan ses her. En anden kendt bibelforsker, som siger det samme, er den engelske biskop B. F. Westcott. Den berømte A. T. Robertson er en anden forsker, som mener det samme (læs her side 284-287). Der er stærke beviser for, at den sjette time her henviser til kl. 6 om morgenen. Det er ikke i første omgang for at harmonisere Johannes med de andre. Det er simpelthen et spørgsmål om en korrekt fortolkning af teksten. At de fleste moderne teologer mener noget andet end Edersheim, Robertson, Biskop Westcott og Bishop Skat-Rørdam, skyldes nok, at de ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i sagens akter.

En anden kulturel ting, som forvirrer nogle, er den inklusive måde at tælle dage på, som man brugte i oldtiden, og stadig bruger i Afrika og andre steder. Jesus genopstod ikke 3 dage efter sin død og begravelse. Han blev levende på tredjedagen, det vil sige 2 dage efter. Den først dag var fredag, den dag han blev korsfæstet, anden dag var lørdag, sabbatten, hvor alle forholdt sig i ro, bortset fra de jøder, der ville have graven forseglet. Den tredje dag var søndag, som egentlig begyndte ved solnedgang lørdag aften ifølge jødisk tidsregning. I Vesten tæller vi ikke den første dag som nummer 1. Det er hos os nummer 0, og dagen efter er nummer 1. Det er den samme forskel eller lighed - vi kender fra 3. etage og 2. sal.

Foretager man en grundig og uvildig analyse af evangelierne ud fra datidens kultur, sprog og baggrund, er der således ingen problemer mellem evangeliernes beretninger. Det er bibelfortolkerne, der lægger problemerne ind i teksten ud fra nogle moderne teorier og hypoteser, som man ynder at kalde videnskabelige.

Iver Larsen er cand. scient. M.A. og SIL International konsulent i bibeloversættelse Eldoret, Kenya.