Sognepræst: Jesus havde det værre end mig

Sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard har om nogen forenet moderne kunst og folkekirke. – Foto: Mette Frandsen.

Vidste Jesus, hvorfor han skulle lide allerhelvedes smerter. Sluttede han ikke ligefrem med at sige: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard

Forleden havde jeg besøg af nogle konfirmander. Da jeg spurgte dem om grunden til, at vi holdt påske, tøvede de en stund. Så rakte en - kun én - af de cirka 50 konfirmander fingeren i vejret: Fordi Jesus blev korsfæstet, svarede han.

Hvorefter jeg naturligvis fortalte dem alle sammen om, at det var opstandelsen påskedag, det handlede om. Og at kristendommen ikke havde eksisteret uden denne opstandelse fra de døde.

For det var den, der gav os mennesker håb og skabe en kristen kirke. Det med korsfæstelsen var på en måde uvæsentlig. Den skulle bare til som den ultimative nedværdigelse og hån med døden til følge naturligvis! Der var masser af folk, der har lidt og er blevet vanæret og henrettet op igennem tiden, uden at det betød nogen forskel for os.

Jeg refererede konfirmandens svar om eftermiddagen i Davids kirkes kulturcafé som et udtryk for de unges uvidenhed. Da vi gik hver til sit, kom en gammel meget from dame hen til mig.

Hun sagde, at det først var, da hun begyndte at komme i kirke hos mig, at hun holdt op med at mene, at det var Jesu lidelse og korsfæstelse, der var essensen af påsken. Og tak for det! Sagde hun.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er påsken den vigtigste højtid?

Som man måske forstår, synes jeg ikke, at Jesu fysiske lidelser på korset betyder andet for mig, end at han måtte leve et menneskeliv og lide og dø som menneske oven i købet som det mest foragtede af den slags.

Vidste Jesus, hvorfor han skulle lide?
Selvom det er 36 år siden, jeg fik mit første barn, husker jeg situationen ganske godt. Det var på det daværende Sankt Josephs hospital på Nørrebro, det foregik.

Min mand var kørt ind med mig på hospitalet, da veerne begyndte, men mente ikke, at han som mand skulle være hos mig, medens jeg fødte. Og da hospitalet oprindeligt var katolsk, måtte der vel være en from søster til at stå mig bi undervejs.

Der var åbenbart ingen fromme søstre mere, for jeg lå i flere timer helt alene, medens veerne tog til, og jeg til sidst havde kvalme og kastede op af smerter. Så opdagede jeg midt i det hele, at der hang et krucifiks over døren. Ikke noget stort kors, men dog et kors med den lidende Jesus. Og så tænkte jeg, helt spontant, at jeg dog vidste, hvad jeg led for - at der om et begrænset stykke tid forhåbentlig ville ligge et lille nyt menneskebarn i mine arme så uforståeligt den end var.

LÆS OGSÅ: Krucifiksets historie

Men hvad med ham, Jesus? Hvad vidste han, om hvorfor han skulle lide allerhelvedes smerter. Sluttede han ikke ligefrem med at sige: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og så følte jeg pludselig et fantastisk overskud midt i smerterne. For her var én, der havde det værre end jeg.

Jeg tror, at det er den følelse, den engelske forfatter, John Osborne, kalder To mirror oneself in the misfortune of the others

Vores opfattelse af Kristus på korset har ændret sig
Korsfæstelse var en henrettelsesform, romerne indtil det 4. århundrede brugte mod slaver eller særligt kriminelle, der var farlige for samfundet. Og først i det 5. århundrede, da den umiddelbare association til forsmædelsen ved korsfæstelsen var mere eller mindre glemt, begynder man at fremstille Guds søn hængende på et kors. Og da er det langt mere som Kristus, den salvede konge, der med vidt åbne øjne ser udover sit rige, han afbildes end som det sårede og forhånede lidende menneske, Jesus.

Den første lidende menneskesøn, vi kender, er fra det 10. århundrede. Men det er denne opfattelse af den korsfæstede Jesus, der har overlevet helt op i vores tid.

Når netop dette korsfæstelsesmotiv er blevet så populært og er blevet i den grad anvendt op i gennem tiderne, må det være, fordi det kan fungere som et slags mentalhygiejnisk spejl for verdens lidelser og samtidig kan bruges til at forklare både sig selv og andre, at man, selv når man har det allerværst, altid vil have en kammerat og følgesvend i lidelsen og smerten.

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst og kunsthistoriker.