Sognepræst: Dødsmetal hører ikke til i kirken

Med sådan et arrangement ser den almindelige dansker ikke en kirke, der er åben mod verden, men en kirke, der ikke vil stå ved, hvad den er, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen om aftenens black metal-koncert i Langenæskirken i Aarhus

“Satan - satan - satan!” Råbene kommer taktfast i mørket fra tilskuerne, inden black metal-bandet Solbrud spiller deres sorte musik på Roskilde Festival i 2013.
 
Ingen vil forvente at se et sådant skue i en kirke, men det kan blive konsekvensen, når Solbrud i dag optræder i Langenæskirken i Aarhus. Arrangementet er en del af Aarhus Festuge, og i weekenden kunne direktøren for Festugen glad i TV2/Nyhederne fortælle, at en af byens kirker havde sagt ja til dødsmetal.

Festugen vil vende tingene på hovedet, men hvad tænker menighedsrådet på, når de går med til sådan et arrangement?

Solbrud er et black metal-band. En genre, hvis budskab kan ses som en opposition til kirken. Når man læser Solbruds tekster, er det et dystert univers med død og ødelæggelse, der ridses op. Som her i sangen Dødemandsbjerget:

"En voldgrav så dyb 
Omkranser slottets sorte mure 
Fyldt med sorgens salte tårer 
Tronsalen i det sorte slot 
Vidner kun om død 
Vægge beklædt med de dødes hud 
Af dine knogler og negle 
Han bygger sit sorte slot 
Ved dødemandsbjerget fod"

eller som det hedder i sangen Skyggeriget:

"But still, from my lonely towers in north 
I am watching and celebrating death"
 
(oversat: "Men jeg kigger stadig og fejrer døden fra mine ensomme tårne i nord") 
 
Musikken er mørk - sort - som genren antyder. Hvordan vil folk have det med at få deres kære begravet i kirken dagen efter at det skue har raseret kirken? Et sådant arrangement passer ganske enkelt ikke til kirkerummets særlige karakter. Og budskabet passer ikke med den kristne forkyndelse.

Hvis lov om kirkers brug tillader sådan musik i kirken, skal loven laves om.

“Vi glæder os over, at vores nyrestaurerede kirkerum med dets fine akustik kan facilitere en mangfoldighed af musik og koncerter,” skriver kirken på deres hjemmeside. Det giver ingen mening, når man ser på, hvilket band Solbrud er. En hurtig søgning på nettet ville vise den før omtalte koncert på Roskilde Festival.
 
Der kører en glimrende trafikkampagne, der hedder “Kør bil, når du kører bil”. Når vi kører bil, skal vi ikke lave alt mulig andet, som kan tage fokus fra trafikken. Måske vi har brug for en kirkelig kampagne, der hedder “Vær kirke, når du er kirke”?
 
Formålet i kirkerne er at forkynde Kristus. Det må vi ikke tabe af sigte. Normalt blander jeg mig ikke i, hvilke arrangementer andre kirker afholder, men dette arrangement smitter af på hele folkekirkens omdømme.

Når den almindelige dansker ser sådan et arrangement, ser de ikke en kirke, der er åben mod verden. De ser en kirke, der ikke vil stå ved, hvad den er.

Arrangementet med Solbrud er en reminder til os alle om, at vi skal huske budskabet - forkyndelsen - når vi arbejder på at gøre kirken åben og relevant. For det er jo rart, når kirken kan få kontakt til nye mennesker. Især dem, der ikke normalt kommer hos os.

I forbindelse med tjenester bliver jeg som præst ofte spurgt, om der må spilles et stykke musik i kirken. Til vielser ofte en kærlighedssang. “Det kan vi sagtens finde ud af,” plejer jeg at sige, men tilføjer så med et glimt i øjet: “Det skal selvfølgelig passe til kirken, men jeg går heller ikke ud fra, at det er dødsmetal, I vil spille?” Så griner både brudepar og præst.

Fremover er der ikke noget at grine af.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift.