Ramsdalsagen afgjort

"Nej" i et spørgeskema bør ikke danne grundlag for teologisk debat

Det er muligt, at der sidder nogle kolleger rundt i landet, der synes, at det er vældig modigt at stå frem, som Ramsdal gør, men det er i den grad ødelæggende for troværdigheden, mener teolog og forfatter Ole Juul. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Man har lyst til som faren i ”Spørge-Jørgen” at give avisen og andre medier smæk, fordi de bliver ved med at spørge om det, der ikke kan svares enkelt på, skriver teolog Ole Juul efter debatten om Per Ramsdal

Før jul rundsendte Jyllands-Posten et spørgeskema til et bredt udsnit af landets præster, hvor de kunne svare ja eller nej til, om de troede på det grundlæggende af det, de søndag efter søndag i Trosbekendelsen fremsagde og i prædikenen forkyndte: Gud som den skabende Gud og Kristi opstandelse.

En lille håndfuld svarede benægtende, og så var Fanden løs. Ja, det var han faktisk allerede, da de mange præster satte sig for at svare, men det opdagede ingen, før de forsvindende få frisk og frejdigt havde svaret nej.

Læs også: Selvfølgelig "kan" man ikke tro på opstandelsen 
 
Jyllands-Posten brugte spørgeskemaet som platform for at få en debat i gang, men det viste sig tillige at være en særdeles plat form. Men nu kom det så frem, og siden da er der skrevet stort og småt om det i grunden dybt besynderlige: At en præst forkynder ét om søndagen for om mandagen at benægte det.
 
Nå, men så enkelt er det vel heller ikke, vil nogen sige. Dog, spørgeformen forenkler det til ulidelighed, og man har lyst til som faren i ”Spørge-Jørgen” at give avisen og andre medier smæk, fordi de bliver ved med at spørge om det, der ikke kan svares enkelt på. Og man har i lige så høj grad lyst til at smække de, der ikke alene svarer, men tillige ikke vælger anonymiteten som en mulighed efter besvarelsen, men for alt i verden vil frem i lyset med deres Erasmus Montanus teologi.

Således Per Ramsdal, der uden at kny er blevet gjort til talsmand for de fire-fem skråsikre præster, og som på det tidspunkt lod alle vide, at han ikke var bleg for at stikke pårørende, hvad han selv kalder en lille nødløgn, når disse i sorg og fortvivlelse over et tab spørger til, hvor langt dødsmagten rækker. For han udtalte på det tidspunkt, at han ikke selv tror på "en fysisk opstandelse".

Siden har han i en tjenstlig samtale med Københavns biskop trukket de udtalelser tilbage. Men inden da nåede debatten om præsters tro på de folkekirkelige dogmer at rulle.
 
Læs også: Jelved: Politikere har intet at skulle have sagt i Ramsdal-sag
 
Debatten er bestemt ikke ny. Vi fik den med P. G. Lindhardt og foredraget om ”det evige liv” og for få år siden med Grosbøll og ”stenen i skoen”. Men de havde dog hver for sig - og ikke at forglemme med forskellig teologisk tyngde – skrevet og sagt, hvad der lå dem på sinde, så det var til at forholde sig til. Det nye er, at debatten her begynder med et nej i et spørgeskema.
 
Tvivlen, som kan ramme enhver, og som man som præst i svære situationer rammes af, er slet ikke noget tema. Nej, når spørgeskemaet tydes, fremstår præsten som sikker på sit NEJ. Så meget for teologien – eller manglen på samme. Ramsdal har efterfølgende beklaget, at hans udsagn er taget ud af en sammenhæng, at man har overset konteksten. Men den gode Ramsdal burde vide, at når en avis udsender et spørgeskema, ja, så er den ligeglad med kontekst – eller sagt på en anden måde: Spørgeskemaet er konteksten.

Læs også: Per Ramsdal offentliggør ny trosbekendelse 
 
Nu har Ramsdal så stået skoleret for deres biskop – eller var der snarere tale om en hyggesnak i et par bløde stole på bispekontoret? Resultatet var, at Ramsdal sagde undskyld og nu skal indgå i et mentorforløb for at dygtiggøre sig inden for forkyndelsen.

Men forhåbentlig har biskoppen også benyttet en kærkommen lejlighed til at fortælle Ramsdal, hvilket tidsspilde, han og de øvrige præster har indladt sig på, og hvilken forsømmelse af deres arbejde som præster, de har gjort sig skyldige i.

Det er muligt, at der sidder nogle kolleger rundt i landet, der synes, at det er vældig modigt at stå frem, som Ramsdal gør, men det er i den grad ødelæggende for troværdigheden. Ikke alene det, men energier flyttes fra det arbejde, som man er kaldet til at gøre, til en mediebåren gang teologisk sniksnak, som på ingen måde er befordrende for folkekirken og for huset, hvorfra menigheden forventer at et livgivende ord forkyndes søndag efter søndag.

Det går ud over kirken, som man som præst så gerne vil det bedste. Eller vil man den alligevel ikke? I så fald: Hvorfor i alverden blive?

Ole Juul er teolog og forfatter