Svar fra Langenæskirken: Selvfølgelig skal vi ikke forkynde satanisme i kirken
Jeg har svært ved at se substansen i debatten om metal-genrens plads i kirken. Der var nærvær og fokus i den time, koncerten varede, og der var INGEN råb på satan, skriver sognepræst i Langenæskirken, Anne Ehlers, om gårsdagens koncert med black metal-bandet Solbrud
Som mange allerede har hørt om, var der koncert med Metal-gruppen Solbrud i Langenæskirken i aftes.
Koncerten var arrangeret i samarbejde med Aarhus Festuge og kommet i stand mellem Festugen og provstiets PR-ansvarlige, som indledte med at sikre sig, at Solbrud ikke er Satandyrkere. Havde det været tilfældet, ville historien allerede være stoppet dér, i de indledende forhandlinger, der begyndte for flere måneder siden.
Selvfølgelig skal der ikke forkyndes satanisme i kirken.
Da jeg kom til kirken i aftes ved 18.30-tiden, talte jeg med de tre unge mænd i bandet Solbrud. De er trætte af at blive slået i hardkorn med satanisme.
Jeg indvendte, at der er blevet råbt på den onde selv til deres koncerter – og ja, det er der. ”Men publikums reaktioner kan vi ikke forudsige – og det er kun et fåtal, der gør det”, sagde bandet og tilføjede: ”Det er ikke vores selvopfattelse og budskab”. Det vidste vi godt her i kirken, og derfor vil jeg spørge, om den debat, der kører nu, måske er lidt fordrejet?
De 300 personer i publikum var en mangfoldig skare. Lidt over halvdelen var klædt i sorte t-shirts og havde markante tatoveringer - resten var mennesker i alle aldre og af enhver støbning, som man vel overordnet kan kalde ”almindelige mennesker”. Alle opførte sig høfligt og opmærksomt. Der var nærvær og fokus i den time, koncerten varede, og der var INGEN råb på satan. Tværtimod var der helt stille i nogle sekunder mellem numrene…
Da kirketjeneren efter koncerten satte stole på plads sagde han, at der ikke er mere at rydde op end efter en af vores andre arrangementer eller koncerter.
Ja, jeg vil sige, at koncerten i aftes absolut var anderledes end de koncerter, vi ofte har, om end man ikke kan finde en klar fællesnævner for dem.
Men metal er en musikgenre som alle andre genrer. Metalmusik er generelt kendetegnet ved at være dystert og mørkt. Og der er død og ødelæggelse i nogle af teksterne (der dog ikke kan høres på grund af den særlige vokal-teknik). Også kristen metalmusik har dette præg.
Men den debat, der kører lige nu om det uberettigede i at lukke metal-musik i et kirkerum, har jeg svært ved at se substansen i.
For kirkerummet var et koncertrum i aftes. Som det har været så mange gange, ikke mindst efter restaureringen af kirken i 2013, hvor akustikken tiltrækker musikere og kor af mange slags.
I kirken er der konfirmander, der synger salmer og øver trosbekendelse og beder Fadervor, og der er babysalmesang i løbet af ugen. I dag er kirkens rum (igen) et andagtsrum, når jeg efter min sjælesorgssamtale går ind og holder nadver med det menneske, jeg har talt med.
Langenæskirken er først og fremmest rammen om at forkynde evangeliet, der ikke lader sig antaste eller forfladige af menneskers mangfoldige måder at tale, synge og udtrykke sig på. Og på søndag er der højmesse igen – 15. søndag efter Trinitatis, hvor vi skal høre om det ene fornødne – og om ikke at bekymre os.
Da folk roligt og ordentligt forlod kirken, sagde mange ”tak for i aften” til kirketjeneren ved udgangen.