"Tilgivelsen strømmer fra Jesu kors"

Den tilgivelse, som Jesus rækker os med sine blodige hænder, er frihed, skriver generalsekretær i Baptistkirken Lone Møller-Hanssen

Påskens budskab om evigt liv har gennem tiden gjort mere skade end gavn. Forstået på den måde, at mennesker har kunnet leve et helt liv i venten på dét, der skal komme efter. Og derfor har de aldrig rigtig levet.

LÆS OGSÅ: Jesu opstandelse er en fysisk opstandelse

Andre har altid undskyldt deres fejl med, at Jesus tilgav dem, og derfor behøvede de ikke gøre sig umage. Begge dele er store misforståelser af det kristne budskab, som har sin nøgle i påsken.

Faste og påske hører sammen
Påsken er for nogle bare fem fridage i rad. Den største af de gratis ferier i løbet af året. Nu arbejder jeg imidlertid oftest mindst to dage ud af de fem, så det gælder ikke for mig. Hvor andre har forbundet påsken med påskefrokoster, er det ikke en tradition, vi har haft i min familie. Men hvad betyder påsken så?

Påsken er på en måde det kristne liv skåret ind til benet. Den kunne godt være blevet ligegyldig, men det modsatte er sket. For mig får påsken større og større betydning som noget, der sætter spor i min tilværelse.

For det første handler det om forberedelse. Indtil for få år siden betød fasten ikke andet for mig end en katolsk tradition, som tiden var løbet fra.

Men ligesom så meget andet i min frikirkelige baggrund må jeg indse, at vi har smidt barnet ud med badevandet. Ligesom for flere og flere andre frikirkefolk har fasten fået en renæssance for mig. Jeg behøver ikke at gå sulten i seng, men vælger at faste fra noget andet, noget som jeg har genkendt som en last, og som det er meget sundt at undvære i 40 dage.

Og forberedelsen betyder, at jeg glæder mig mere og mere til påske år for år. Påsken bliver kulminationen på en ventetid, hvor jeg har læst mere og bedt mere, end jeg plejer.

Vi har brug for Guds tilgivelse
Og blandt påskens budskaber er tilgivelsen blevet central for mig. At Jesus døde på et kors for min skyld - har været svært at acceptere og forstå. Jeg har ikke syntes, at jeg var den store synder, som han virkelig måtte dø for, indtil jeg en dag indså, at han måske netop skulle dø, for at jeg kunne indrømme, at også jeg er en synder.

Jeg har lukket øjnene for alt det i mit liv, som nemt kunne ødelægge det og ruinere mine bedste personlige relationer. Jeg har ofte opført mig, som om jeg har ret til at få succes, også selvom det er på bekostning af andre.

Jeg har fortalt mig selv, at det er ubetænksomhed og derfor tilladt eller i hvert fald undskyldeligt når jeg tromler andre og ikke ser deres behov, fordi mit eget skygger for udsigten.

Når jeg har for travlt. Når jeg svigter dem, jeg elsker mest, og ikke elsker dem, der har en brændende længsel efter at blive set. Jo, jeg har også brug for tilgivelsen, som strømmer fra korset.

Det er samtidig blevet meget tydeligt for mig, at det evige liv starter her på jorden. At tilgivelsen sætter os fri til at leve i sandhed og kærlighed.

Hvis du i en periode har båret nag til et andet menneske, så ved du, at tilgivelsen først og fremmest sætter dig selv fri. Det er ikke engang sikkert, at den anden ved, hvordan du har det eller at du ikke har kunnet se den anden i øjnene. Du gik måske endda gået over på det andet fortov, hvis du så den, der havde såret dig, på gaden.

Den tilgivelse, som Jesus rækker os med sine blodige hænder, er frihed. En frihed, som jeg kun kan modtage, hvis jeg indser, at jeg har brug for den. En frihed, som sætter mig i stand til at tilgive den anden, som måske ikke selv er nået til en erkendelse af, hvordan hans eller hendes opførsel skader andre.

Det er nok rigtigt, at det evige liv, som Karl Marx beskrev det, var blevet til "opium for folket." I stedet bør vi med Folkekirkens Nødhjælp sige: "Vi tror på et liv før døden."

Glædelig påske!

Lone Møller-Hanssen
Baptistpræst og generalsekretær i Baptistkirken