Tør øjnene, Indre Mission har ikke ændret kurs!

Indre mission har skiftet kurs lyder en af de store nyheder i Kristeligt Dagblad i dag (2. februar 2011, red.). Og det er næsten til at blive helt rørt af at lytte til det grædekor fra lederen i Kristeligt Dagblad til promente personligheder i det kirkelige etablissement der både bekymrer sig og beklager.

Jeg kan trøste med, at der er god grund til at tørre øjnene. Heldigvis er der ikke sket nogen kursændring i Indre Mission. I virkelighedens verden er kursændringen sket i folkekirken.

At den kursændring gør ondt langt ind i hjertet på mange missionsfolk er en anden sag. Og ikke blot en anden sag, den kursændring er også grunden til det forhold, at de svar, der i går blev givet på tidens udfordringer, lyder anderledes i dag.

Homofilidebat har flyttet folkekirken
Op igennem 1990erne og ind i det nye årtusind blev kursændringen i kirken tydelig i flere omgange, i manglende evne og vilje til at føre en læresag og ikke mindst i den homofilidebat, der tog fart med nedsættelsen af Thomsen-udvalget og den rapport, som udvalget efterfølgende lagde på bordet. En rigtig træls debat, fordi det også et eller andet sted handler om konkrete mennesker med samme behov for både respekt og tilgivelse som alle andre.

Men uanset hvad, så gør debatten tydelig, at der er et kurskifte på vej i kirken. Ikke alene skal kirken kunne velsigne uden noget bibelsk og teologisk mandat. Den skal også kunne gøre det imod det samme mandat.

Mon nogen for alvor har overvejet, hvad det gjorde ved nogle missionsfolks kærlighed til vores folkekirkeordning, hver gang man som ansvarlig i folkekirken ytrede ønske om denne nye kurs? Heldigvis betænkte man sig i første omgang. For enhedens skyld.

Diskussionen har været der før
I Indre Missions (IM) formandsberetning 2004 kan det ses, at problematikken har været drøftet på hovedbestyrelsens møde samme år i januar.

I beretningen hedder det: Bestyrelsen havde en længere drøftelse af problematikken. Det blev afsløret, at den selvfølgelighed, hvormed IM i dag er en bevægelse i folkekirken, ikke eksisterer længere, hvis en sådan ordning for homofiles vielse indføres.

I samme beretning angives også flere grunde til, at bestyrelsen alligevel ikke på daværende tidspunkt i påkommende tilfælde ønsker at arbejde for alternative kirkestrukturer. En af grundene er, at man ikke ønsker at sætte gang i noget, der kan virke som en selvopfyldende profeti.

Et lille årti senere er det tydeligt, at kirken helt uden Indre Missions hjælp og imod tydelige advarsler er i færd med at indfri de værste profetier. Kursændringen ser ud til at skulle konfirmeres ved et autoriseret ritual, der i den grad har klare bibelske udsagn og sammenhænge imod sig.

De, der er ansvarlige, må selvfølgelig vedgå, at de også bærer ansvaret for den splittelse og forvirring, det medfører og altså også ansvaret for, at selvfølgeligheden mellem folkekirken og Indre Mission brydes.

Nu rokkes der ved kirkens grundlag!
Selv om valgmenigheder i forlængelse af Indre Missions syn har været fuldt legitime menighedsordninger et synspunkt, som bestyrelsen vistnok ikke altid har haft held til at formidle, så har valg- og frimenigheder ikke hidtil været en del af Indre Missions strategi.

Som jeg ser det, af to lige vægtige grunde: dels fordi man har set på sognemenigheden som det selvfølgelige og bedste udgangspunkt for bevægelsens arbejde i øvrigt; missionshuset har ønsket og i mange tilfælde fået lov til at være kirkens dagligstue. Dels på grund af et kirkesyn, hvor kirke ikke er en forening af ligesindede, noget man vælger eller starter op, men en sammenhæng, man sættes ind i ved dåben og som etableres og opretholdes ved evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning.

Og missionsfolket har med tryghed været i og engageret sig i folkekirken, fordi dens grundlag har været identisk med bibel og bekendelse. Præcis det grundlag, som kirkens kursskifte er i begreb med at rokke ved.

Jo, og skal jeg være helt ærlig, så bekymrer jeg mig også en lille smule! Over alt det, som kirken med sit kursskifte sætter på spil, og også en lille smule for, hvorvidt det lykkes for Indre Mission i en brydningstid, hvor det hedder både folkekirke og frikirke, at holde fast i det kirkesyn, der altid har været Indre MIssions.

Her skal efter min menig ikke skiftes kurs.

Christian Poulsen er sognepræst og tidligere formand for Indre Mission i Danmark.