Synspunkt

Vandrer: Den fælles retning på Caminoen bandt os sammen

Man delte gode råd og talte om, hvor på fødderne det gjorde ondt, og hvor dagens hårdeste eller smukkeste strækning havde været. Eller om livet derhjemme. Om drømme og store tanker eller små ubetydelige ting, fortæller folkeskolelærer og vandrer Ane Haahr Andersen. Foto: Privatfoto.

Naturen, kulturen og mødet med andre pilgrimme får, trods mindet om en hævet ankel, stadig folkeskolelærer Ane Haahr Andersen til at drømme sig tilbage til Caminoen

For mig var det at være pilgrim i udgangspunktet ikke andet end et blæret hashtag: #pilgrim. Der var ingen religiøse intentioner med vores vandring, for vi var bare to veninder, der gerne ville ud at gå et pænt sted. Derfor tog vi i juli til Irun i Spanien, hvor pilgrimsruten Camino del Norte begynder. Hele denne del af Caminoen strækker sig over omkring 825 kilometer, og vi håbede, at vi på vores to uger kunne nå et par hundrede kilometer af den.

Vi havde købt en bog om Camino del Norte, men ikke fået læst synderligt meget i den, inden vandringen begyndte. Aftalen var, at vi ville tage det en dag ad gangen og så se, hvad der skete. Den aftale kunne jeg godt lide, for den fik bekymringerne til at fylde meget lidt.

Vi havde en retning, en aftale og hinandens gode selskab, da vi begav os af sted som #pilgrimme. Nogle stræk var mere stejle og barske end andre, og nogle dage var varmere end andre, der var sågar regnfulde dage. Der var både skov, kyst, bjerge og flade strækninger, og der var simpelthen så pænt.

I en uges tid gik vi mellem knap 20 og 30 kilometer om dagen, mens vi snakkede om alt og ingenting, eller gik i stilhed. Hele tiden blev vi guidet af gule pile, og vores bog fortalte os, hvor der var små, hyggelige byer med herberger, som vi kunne overnatte på.

På de fleste herberger langs Caminoen donerer man et frivilligt beløb for at overnatte, man sover på sovesale og skal være hjemme inden klokken 22 om aftenen og ude igen mellem 7 og 8 næste morgen.

Alt, hvad vi oplevede, gjorde indtryk på mig. Jeg begyndte at gå og lytte til naturens mange lyde, mens jeg gik og forestillede mig, at den fortalte mig alt det, jeg gerne ville høre.

Jeg lå i herbergernes køjesenge og mærkede overboen vende og dreje sig, mens jeg tænkte over, hvornår jeg mon sidst var gået i seng før klokken 22 og stået op før klokken 7 i en ferie.

Og så sad jeg på hyggelige barer og restauranter i charmerende spanske byer i Baskerlandet og nød tapas, øl og vin over et spil yatzy, mens kulturen og stemningen sneg sig ind under huden af mig.

Allerstørst indtryk gjorde mødet med andre #pilgrimme. De kom fra hele verden og var ude at gå ligesom os. Vi havde forskellige forudsætninger, men som en af dem, vi mødte, så fint formulerede det, var vi jo alle sammen på vej i den samme retning. Og det bandt os på en eller anden måde sammen. Nogle nøjedes man med at hilse på, andre småsnakkede man med, og andre igen snakkede man længe med – gerne over tapas og vin.

Man delte gode råd og talte om, hvor på fødderne det gjorde ondt, og hvor dagens hårdeste eller smukkeste strækning havde været. Eller om livet derhjemme. Om drømme og store tanker eller små ubetydelige ting. Man vidste aldrig rigtigt, hvornår man havde mødt dem for sidste gang, for det kunne jo være, at de pludselig en dag afveg fra dagsruten ifølge bogen. Eller at man selv gjorde. Derfor blev man også altid desto gladere, når man alligevel så dem igen.

Men det var selvfølgelig også megahårdt. Som den uerfarne #pilgrim jeg var, var mine fødder hurtigt hårdt prøvede. For hver dag blev min gangart mere akavet, vablerne flere og større og fødderne mere og mere ømme. Efter den syvende dag begyndte min venstre ankel at hæve, og jeg indså, at jeg måtte stoppe med at gå.

Min #medpilgrim gik videre, mens jeg i et meget ankelvenligt tempo tog på eventyr i andre spanske byer. Det var lidt skræmmende at skulle undvære hinandens gode selskab, men det gjorde bare gensynsglæden større, da vi mødtes et par dage efter.

Syv dage og lidt mere, nåede jeg at være #pilgrim. Der går ikke en dag uden, at jeg drømmer mig tilbage eller drømmer om, hvornår jeg igen kan tage af sted og gå i en retning sammen med andre, der går i samme retning. Jeg synes i øvrigt stadig, at #pilgrim er et blæret hashtag.

Ane Haahr Andersen er folkeskolelærer og vandrer.