"Vi har kun 52 søndage om året til at fejre Jesu opstandelse"

Et af de stærkeste kendetegn på den stille verdensrevolution, der tager sin begyndelse påskemorgen, er, hvordan den første dag i ugen overtrumfede sabbatten, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed. Foto: Privatfoto

Påskemorgen udspringer glædens og håbets og livets kildevæld. Det fejrer vi hver søndag, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

I 2011 udgav Esbjerg kommune en lommeguide med forslag til ture til alle kommunens hjørner med den tankevækkende titel "52 gode søndage."

"52 gode søndage" kunne være en glimrende overskrift til en påskeprædiken, fordi påskens betydning strækker sig ud over det hele, alle årets 52 uger og søndage.

LÆS OGSÅ: Søndag blev den kristne helligdag

Påskemorgen er den første dag i ugen
Jesu opstandelsesdag er kristendommens alfa og omega og har gjort den første dag i ugen til et kendetegn på kristne verden over. Kristi opstandelse er kristendommens centrum og har bestemt den kristne tidsregning -ikke erhvervslivets.

Fra 1973 gjorde den internationale standardisering desværre mandag til den første dag i ugen og gav ugerne numre. Men for kristne er der en afgørende pointe i at betragte søndagen som ugens første dag.

"Da sabbatten var forbi (...) Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen."

Tidsangivelsen i påskeevangeliet giver helt præcise oplysninger om tid og sted for Kristi opstandelse. "Da sabbatten var forbi" tog kvinderne ud for at se til Jesu grav, akkurat som vi efter begravelsen tager en tur på kirkegården og ser til blomsterne, mens de er friske. Det skete altså ikke en tirsdag eller torsdag, men en søndag morgen: "Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen"

Et af de stærkeste kendetegn på den stille verdensrevolution, der tager sin begyndelse påskemorgen, er, hvordan den første dag i ugen overtrumfede sabbatten. De første var ellers jøder, og for jøder er sabbatten noget helt fundamentalt. Men for de Jesus-troende blev sabbatten alligevel overgået af opstandelsens ugedag, den første dag i ugen.

Selv om de ingen magt havde til at indføre ændringer i samfundslivet, praktiserede de selv at komme sammen på den første dag i ugen, tidligt om morgen, inden arbejdet begyndte og fejrede nadveren sent søndag aften. Så vigtigt var det at markere, at påskemorgen, på ugens første dag, udspringer glædens og håbets og livets kildevæld.

Kristus er opstanden - hele året

52 gode søndage er ikke én for meget for meget til at takke for og fordybe sig i, hvad Jesu opstandelse indebærer.

Personligt glæder jeg mig altid til påskedag at synge med på Grundtvigs up-shinede brag af en oldkirkelig påskehymne: Herren af søvne opvågned, opsprang (Den Danske Salmebog nr. 223) med dens legitime triumf over, at Kristus trådte døden på nakke.

Hverdagen begynder

Efter søndag kommer mandag og alle hverdagene. Dem er der flest af. Også for Jesu første disciple kom hverdagen.

Selv om det ved første øjekast lyder som panik og kaos - "De gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv" så er reaktionen hos kvinderne også sund.

Jesu opstandelse skal ikke få os til at dvæle passivt ved graven. Vi kan i taknemlighed mindes dem, vi havde, men ikke har mere, men for kristne er håbet ikke knyttet til et gravsted.

Hver gang Jesus viste sig for sine disciple som den opstandne, sender han dem videre. Hans tilsynekomster var ikke en slags mentalhygiejnisk pleje af de mistrøstige disciple. Han møder dem for at sende dem af sted og sætte dem i gang.

Nu begynder en ny epoke uden den jordiske Jesus. Den kristne kirke begynder at tage form: Søndagskirke og hverdagskristendom. De nye gudsfolk sendes ud i verden for at sprede opstandelsens håb og glæde.

Vi skal ud i hverdagen og leve på det håb, at det nuværende liv ikke er det eneste, vi har det er tværtimod det eneste, vi ikke har men Jesu Kristi opstandelse har sprængt grænsen for dødens magt.

Hver søndag byder på samvær med Jesus

Derfor er 52 gode søndage, også når vi tager årets andre helligdage med, i underkanten af, hvad vi kan nøjes med. Hver eneste gudstjeneste er et koncentreret samvær med den opstandne Jesus.

Det bidrager til at forny os, oplive os, rodfæste os i troen, velsigne vort liv og gøre skridtene hen over jorden ikke mageligere og mere bekvemme, men i alt oplyst af troen.

Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst
i Zions Kirke i Esbjerg