"Vi har misforstået himlen"

Bibelen selv tegner et billede af himlen som meget verdensnær. Noget vi kan genkende. Med dyr, natur og genkendelige mennesker. Og ligesom Kristus opstod, sådan skal vi opstå, og sådan skal vores verden opstå, når den tid kommer, skriver pinsekirkepræst Mikael Wandt Laursen. Foto: Privatfoto

Himlen er hverken gader af guld med svævende sjæle, eller et abstrakt symbolsprog for svage sjæle. Den er et fysisk sted, der minder om vores egen jord, uden ondskab, mener pinsepræst Mikael Wandt Laursen

Gud skabte verden. Det er Bibelens påstand. Om de syv skabelsesdage så skal forstås bogstaveligt eller symbolsk, har der været meget diskussion om. Men i bibelens budskab om Guds skabelse af verden og mennesket, ligger der en bekendelse af, at det fysiske er godt og udtrykker noget af Guds væsen.

LÆS OGSÅ: Hvad siger Bibelen om skabelse?

Det er stik modsat den græsk filosofiske tænkning. Her er det fysiske mindreværdigt og en fejltagelse. Kroppen er begrænsende og det største øjeblik er, når sjælen, den rene, indre, åndelige kerne i mennesket, kan løsrive sig fra kroppen og hæve sig op til ideernes fuldkomne verden.

Forventede en genopstanden jord
De første jødiske kristne levede med det Gamle Testamentes vedkendelse til det fysiske. Gud havde skabt deres krop, og derfor ventede de også en fysisk opstandelse af kroppen på den yderste dag. De troede på en fælles opstandelse for alle.

Derfor var det en stor overraskelse, da de mødte den opstandne Kristus i en fysisk krop efter tre dage. Senere formulerede Paulus det sådan, at Kristi opstandelse var en forsmag på den opstandelse, som venter alle, som har sat deres tillid til ham.

Men på samme måde som kroppen skulle opstå fysisk, så forventede disse tidlige kristne også himlen som et fysisk sted. En genopstanden jord om man vil. En jord i en fuldkommen udgave, ligesom Jesu opstandelsekrop, hvor sygdom og død, ikke længere kunne gøre sig gældende.

Himlen blev til et abstrakt åndeligt sted
Grækerne havde meget svært ved at forstå at en fysisk opstandelse var noget godt. Kroppen var jo begrænsende, så en evighed med den, var en evighed i et fængsel. Nogle af de kristne teologer begyndte derfor at tale mere om sjælens opstandelse.

I Det Ny Testamente forstås sjælen i samspil med kroppen. Ikke løsrevet fra den. Sjælen er vores personlighed, den vi er. Men grækerne fik indført deres forståelse af sjælen i en del af kristentroen, som mit virkelige åndelige jeg.

Dermed kunne kroppen dø og rådne op, mens den udødelige sjæl hævede sig op til en skinnende kristen himmel, som egentlig lignede en del på Platons ideverden. Både krop og himmel mistede sin fysiske karakter, og blev åndeliggjort til en fjern abstrakt størrelse.

Mistede både krops- og himmel kontakten
Resultatet af den græske åndeliggørelse var et syn på kroppen, som værende syndig og besmittet. Dermed var vejen banet for en distancering og fremmedgørelse af kroppen.

Men også himlen røg ud i det fjerne, så den til sidst kun kunne anes gennem salmedigternes længselsfulde udtryk. Præcis som Platon havde ønsket sig det.

Dermed blev kristendommen gjort verdensfjern. Dens hjem var ikke længere noget, vi kunne genkende fra vores hverdag. Hvad vi gør her på jorden og ved jorden, har ikke den store betydning i sig selv, men kun i form af hvilken himmelsk løn det giver os.

Himmel på jord
Bibelen selv tegner et billede af himlen som meget verdensnær. Noget vi kan genkende. Med dyr, natur og genkendelige mennesker. Og ligesom Kristus opstod, sådan skal vi opstå, og sådan skal vores verden opstå, når den tid kommer.

"Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord
Ulven og lammet græsser sammen,
løven æder strå som oksen;
men slangens føde er støv.
Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg, siger Herren."
Esajas 65 vers 17 og 25.

Det giver jord under neglene. Gud vedkender sig vores krop og vores verden. Hvad vi gør her på jorden har evighedsbetydning. Bibelen kalder til konkret fysisk handling i en konkret fysisk verden, ikke kun abstrakte fjerne filosofiske overvejelser.

"Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren." Paulus i 1. Korinterbrev 15v58.

Mikael Wandt
Præst i pinsekirken og panelist på kristendom.dk