"Jeg er medlem af folkekirken, men valgte min datters dåb fra"

Kristendommen er en stor del af den danske kultur og rummer mange fine værdier, mener ph.d. og civilingeniør Mette Assentoft. Alligevel foretrak hun at navngive sin datter frem for at døbe hende

Jeg har egentlig altid tænkt, at mine børn skulle døbes.

Kirken har ikke fyldt meget i mit liv, men nok alligevel mere end hos gennemsnitsdanskeren. Jeg har gået til kristen spejder, indtil jeg var 20 år, altid været i kirke til jul, og også af og til deltaget i almindelige gudstjenester, især med min mormor.

Alle i min familie er døbt og konfirmeret, og det lå i luften, at det skulle mine børn også. Alligevel har vi valgt ikke at få vores datter døbt.

Det skyldes især min kærestes holdning til dåb. Han synes ikke, vores børn skal døbes, men hvis det betyder meget for mig, vil han gerne være med til det. Den holdning tvang mig til virkelig at tænke over dåben og det, den og folkekirken repræsenterer. Jeg har deltaget i en del dåbshandlinger både som gudmor, fadder og almindelig kirkegænger. Jo mere jeg tænkte over disse oplevelser, jo mindre følte jeg, at jeg kunne få mit barn døbt - jeg tror jo ganske enkelt ikke på det.

Jeg tror ikke, at jeg med dåben sikrer mit barn det evige liv i himmelen, for jeg tror ikke, himmelen eksisterer. Jeg tror ikke, min datter får en ekstra far ved dåben; min datter er min kærestes og mit ansvar og ikke andres, hvor skræmmende det end virker.

Den holdning, tror jeg faktisk, bliver delt af mange, som får deres børn døbt. De tror heller ikke på det evige liv – i hvert fald ikke på den version, som står i Bibelen og prædikes i kirken. Dåben bliver i stedet for ”kun” en tradition, vi følger, fordi langt de fleste af os trods alt er vokset op med folkekirken som en del af vores liv.

Jeg føler heller ikke, at folkekirken følger med samfundet. Både ligestilling og homoseksuelles ret til at blive viet i kirken kom meget senere i folkekirken end i resten af samfundet, og der findes stadig modstand af begge dele i folkekirken. Dele af den danske befolkning er på denne måde blevet diskrimineret og ekskluderet igennem længere tid af folkekirken, og det kan jeg ikke gå ind for.

Jeg er ikke teolog, så jeg kan ikke udtale mig om, hvad der er belæg for, og hvad der ikke er belæg for at gøre i kirken (og ingen kan vel sige det med sikkerhed). Men jeg synes, at når vi har en folkekirke, bør den være for alle. Disse overvejelser var også med til at afgøre, at mit barn ikke skulle døbes – heller ikke bare som en fin tradition.

Jeg er stadig medlem af folkekirken, hvilket kan virke og sikkert er selvmodsigende. Jeg underkender dog ikke, at kristendommen er en stor del af vores kultur, og at kirken står for et stort humanitært arbejde og hjælper udsatte grupper, som jeg gerne vil støtte. Desuden er der mange fine værdier i kristendommen. Så selvom min datter ikke er døbt, skal hun stadig høre historier fra Bibelen.

Vi havde i stedet for dåben en dejlig navngivningsfest. Vi ville jo stadig gerne fejre, at vores lille pige var kommet til verdenen sund og rask.

Mette Assentoft er cand.polyt., ph.d. og ansat som post.doc. ved Københavns Universitet.