Vismændene var de første kristne pilgrimme

Det er som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Her ses en fresko af Giotto fra 1306 af de vise mænd, hvoraf en kysser Jesusbarnet. Foto: Wikimedia

En frimodig kirke har vandringen i hjertet. Vi bør som kirke søge væk fra det statiske, mener pilgrimspræst Elisabeth Lidell

På én af mine vandringer på den spanske camino, pilgrimsruten til Santiago de Compostela så jeg i en klosterkirke et pragtfuldt stenrelief af de hellige tre konger, som lå og sov!

Fredfyldte så de ud, og jeg forestiller mig, at middelalderkunstneren har ønsket at afbilde vismændenes drøm, åbenbaringen, som sætter dem i bevægelse. For med drømmen, længslen begynder enhver rejse: den åndelige rejse, rejsen med Gud, mod Gud.

På vores egen rejse ind i det nye år kan vi lade os inspirere af disse pilgrimmes eventyrlige rejse. Når vi inddrages i fortællingens univers, så er kaldet til os at gøre som de vise mænd. Vi må bryde op fra vort eget og søge dette nye, som stjernen viser hen på: barnet, som glædens og kærlighedens og tillidens fornemste udtryk.

Når vi hører om ham, som er lyset, så hører vi også om OS. Som de vise mænd gik fra barnet i krybben med lyset, som blev tændt i mødet med Ham, således kan lyset fra barnet også lyse for os og vores vandring i det nye år, som mange af os har sunget det med Grundtvig rundt om juletræet (DS 126,6):

Stjernen ledte vise mænd
Til vor Herre Kristus hen;
Vi har og en ledestjerne,
Og når vi den følger gerne,
Kommer vi til Jesus Krist.

Vi er også på vandring
For de vise mænd fra Østerland åbnede stjernen for en større dimension i livet. Når vi i vores åndelige søgen kommer med samme holdning, kan vi finde akkurat det samme som de vise mænd fandt. For Gud er der, hvor mennesker kommunikerer og praktiserer i tro og tillid til, at det kan lade sig gøre: Og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

Ligesom de vise mænd fra Østerland er vi på vandring fra vugge til grav. Igennem hele livet bevæger vi os både i bogstavelig forstand og billedligt talt: Vi fødes, vokser op, modnes. Vi bliver ældre - vi bevæger os ad vort livs vej. Vi begår fejltagelser, må gå omveje og kommer på afveje. Vi lykkes af og til - mislykkes til andre tider.

Vi bevæger os ud på vildveje, men finder måske også her noget af stor værdi. Vi kommer til korsveje og til T-kryds, hvor vi må vælge nye retninger for vort livs vandring. Milepæle, hvor vi tager hul på nye etaper.

Tag længslen alvorligt
Enhver rejser med en drøm, en længsel. Tages længslen alvorligt, kan det være begyndelsen på en eventyrlig rejse: Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde. (Jer 29,13).

Augustin skriver: Guds længsel er det levende menneske. Længslen er altså det sted, hvor Gud og menneske mødes. Vi må tage længslen alvorligt, for det er her, der er noget vigtigt på færde. Måske har vi ikke kontakt med den på grund af dagligdags ting, men så kan det være, at Gud åbenbarer sig for os i en drøm og sætter os i bevægelse.

Jeg tror, at det stærkeste gudsbevis er indeni os. Det er selve vores længsel. Mennesket har altid længtes, længes efter mere. En sådan grundlæggende længsel kan ikke være en illusion. Hvis vi er skabte med den, må det være, fordi der faktisk er noget uendeligt, som modsvarer den. Dette uendelige kalder vi Gud. (Wilfrid Stinissen)

Vi skal turde være sårbare
Og vi behøver ikke møde op hos Gud med de rette formuleringer, med de rigtige overbevisninger eller med særlige trospræstationer. Vi skal ikke have gennemskuet tilværelsens dybder eller have fundet nøglen til Gudsriget.

Vi kan råbe fra vores hjertes dyb, lade vor fortvivlelse skrige sin smerte ud og så kaste al vort håb og forventning på Gud. At turde begive sig ud på ørkenvandring, ud på Herrens mark er at turde være sårbare, græde og indrømme, at vi ikke er egne herrer over livet, men er nødt til at lægge det i Guds hånd.

Gud er hos dem, der bevæger sig
Det er en almenmenneskelig erfaring, at mennesket lærer ved at bevæge sig fra det kendte og ind i det ukendte, jf. Abraham, Moses (Exodus), eller Jesu kaldelse af fiskerne.

Det er som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk i form af en sky- eller ildstøtte (2 Mos 13,21), og mennesker føler sig tættere på ham, når de farer vild eller når de går i ørkenen.

Kirkehistorien viser, at når man slår teltpælene for dybt i, stagnerer kirken. Den skotske teolog Ian Bradley har formuleret det sådan: A way is to be walked and not lived on. The end of our way is our home!

Kirken bør ikke være statisk
Kirkens rolle er provisorisk ligesom menneskelivet. En frimodig kirke har vandringen i hjertet en rethaversk kirke har kontrol i hjertet. Som kirke bør vi derfor søge væk fra det statiske, det overorganiserede, sovende, stabile, stagnerede, fabriks- og rutineagtige, kontoragtige bureaukratiske og i stedet være klar til at rykke teltpælene op og følge stjernen, ligesom de bibelske personer gjorde det.

Dom Helder Camara udtrykker det fint i et digt:

Når din båd,
som længe har ligget for anker i havnen
giver dig det falske indtryk
at den er et hus,
når din båd
begynder at slå rødder
i kajens ubevægelighed,
let anker.
Det er nødvendigt for enhver pris
at redde din båds rejsende sjæl
og din egen pilgrimsånd.

Måske kan det være vores nytårsforsæt hver dag at bede med den hellige Birgitta af Vadstena: Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den!

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst.

Det er som om Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell.