Dorothee Sölle blev kaldt protestantismens dårlige samvittighed
Dorothee Sölle var en kontroversiel skikkelse i sin samtid. Hun kombinerede kristen mystik med venstreorienteret, politisk engagement og en god del feminisme. Og så byggede hun sin teologi på fortællingerne fra Auschwitz
Skal kirken være renset for politik? Skal præster og biskopper forholde sig politisk, og er næstekærlighed også et politisk budskab?
Vi diskuterer jævnligt forholdet mellem politik og kristen teologi, og én af de stemmer, der særligt har fokuseret på teologiens betydning for storpolitik, er teologen Dorothee Sölle, der blev født i Tyskland i 1929 (død 2003).
Hun er blevet kaldt protestantismens politiske og dårlige samvittighed, og hun blev én af de mest læste teologer i sin samtid. Hun brugte mystikken til at udarbejde en befrielsesteologi i efterkrigstidens Vesttyskland.
I sin bog ”Mystik og Modstand” fra 1997 peger hun på bønnens betydning for at kunne gøre åndelig modstand mod ondskab og lidelse. Hun skriver:
”At bede er at gøre oprør. Den, der beder, siger ikke, sådan er det. Den, der beder, siger, sådan er det, men skal det være sådan”.
Og videre:
”At deltage i åndelig modstand betyder at gå ind i et forhold til Gud gennem bøn, som vil udfordre, forandre og forstyrre os. Det betyder, at man vil høre evangeliets befriende budskab, som appellerer ikke bare til vort eget liv, men også til vore brødre og søstre overalt i verden”.
Inspireret af marxismen udarbejdede hun i 1960’erne og 1970’erne en befrielsesteologi, hvor det drejer sig om at gøre kristendommen konkret og praktisk. Begrebet befrielsesteologi stammer fra en katolsk bevægelse i Latinamerika mod social uretfærdighed med inspiration fra marxismen - støttet af mange præster i en række latinamerikanske lande.
Sölle hentede mange af sine ideer til en teologi, der ikke fokuserer på et Guds Rige efter døden, men i stedet tager udgangspunkt i menneskets situation her og nu.
Dorothee Sölle siger, at en ny teologi er nødvendig efter nazismens massemord. Hendes oplevelse af krig, nazisme og tysk efterkrigstid bliver afgørende for hendes vej til teologien.
Hun skriver: ”Har man først forstået, at uretten ikke regner ned fra himlen, men skabes af mennesker, må man tage konsekvensen. I Mat. 25 siger Jesus:
"Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise. Det vil sige, jeg er i ham, I ikke hjalp”. Og hun understreger, at Bibelen på hver side taler om de fattige. Man kan ifølge hende ikke læse Bibelen og se bort fra denne kendsgerning.
Ideen om en Gud, der er i himlen i al sin herlighed, medens Auschwitz bliver organiseret og gasser og nedskyder jøder, er ubærlig for hende. Hun udarbejder derfor en teologi, hvor almagtens Gud er død, og den levende Gud er lidelsens Gud. Hvor Gud solidariserer sig med den sårbare og viser sig i samlivet og relationerne mellem mennesker.
Dorothee Sölles politiske teologi
De fleste af Sölles mere end 30 bøger er essayistiske kommentarer eller behandlinger af enkeltproblemer. En af undtagelserne er ”Politische Theologie” eller ”Politisk teologi” fra 1971.
Bogen er et opgør med Sölles egen lærer Rudolf Bultmann (1884-1976).
Bultmann fik uhyre stor betydning i både Tyskland og Danmark med sin tese om afmytologisering. Bibelen forudsætter et mytisk verdensbillede, siger han. Men vi lever under et naturvidenskabeligt verdensbillede, og man kan ikke både have elektrisk lys og radio og samtidig tro på undere. Vi skal ikke bruge tid på at afvise dem, men i stedet fortolke dem med henblik på, hvad de har at sige om det moderne menneskes eksistens.
Det er Sölle enig i. Hun skriver et sted, at hun ikke kan indse, at man skal tro på jomfrufødsel for at forstå Bjergprædikenen. Men hun tænker videre og hævder, at efter den politiske bevidstgørelse kan man ikke blive stående ved den individualistiske, apolitiske eksistentialisme, som Bultmann repræsenterer.
Ligesom Bultmann ikke kunne have elektrisk lys og samtidig tro på undere, kan vi ikke have globaliseret kapitalisme og samtidig tro på individets apolitiske eksistens, siger hun.
Sölle tilføjer, at vores uundgåelige deltagelse i den globale vareudveksling på ulige vilkår er det samme som arvesynd. Synd, siger Sölle, er ikke kun, hvad jeg gør, men også hvad jeg billiger, at min regering, mit erhvervsliv og mine naboer gør.
Bogen ”Leiden”, på dansk ”Lidelse” fra 1973, står centralt i forfatterskabet. Her skriver Sölle, at hun gennem hele sit liv har bestræbt sig på ikke at skrive en linje teologi uden at huske Auschwitz. I denne bog refererer hun til nu afdøde forfatter og nobelpristager Elie Wiesels bog ”Natten” fra 1955, hvor han selv fange i dødslejren fortæller om en henrettelse.
En ung mand bliver hængt op på en krog mellem de andre fanger. Han er så udmarvet, at hans vægt kun trækker lidt i tovet, og der hænger han længe under store pinsler uden at kunne dø. En medfange råber: ”Hvor er Gud nu”. En anden svarer: ”Der hænger han”.
Sölle skriver, at Gud var meget lille i de år, og at Gud ikke altid er almægtig, men heller ikke kun tilskuer. Han er altid med på de lidendes side. Men, understreger hun, han er ikke ”den store instruktør”, nogle gerne vil se ham som, for så ville han også være sadist og ikke en, man kan elske.
"Gud har kun vore hænder" betyder et stort ansvar for mennesker
Sölle henviser til den spanske mystiker Teresa af Avila (1515-1582), der har sagt: ”Gud har kun vore hænder”, og hun tilføjer, at Gud i de år kun havde få venner og derfor få hænder.
Sölle mener, at den almægtige Gud selv er blevet en del af skaberværket og afgav en stor del af sig selv og sin egen magt, da han skabte verden. Derfor kan vi mennesker handle og gøre ondt.
Hendes radikalitet, der gjorde hende berømt, men også berygtet, fremgår af en tale, hun holdt i 1983 i Vancouver, USA, til et økumenisk møde. Hun sagde: ”Jeg taler til Dem som en kvinde fra et af jordens rigeste lande. Et land med en blodig historie, der lugter af gas”.
Talen er med til at belyse, hvorfor hun ikke fik tilbudt en fast lærestol i Vesttyskland, som hun var kvalificeret til.
Hun havde studeret klassisk filologi, filosofi, litteratur og teologi. Hendes doktordisputats fra 1973, ”Realisation”, handler om forholdet mellem teologi og litteratur.
Hertil kom, at hun støttede den politiske venstrefløj og deltog i modstanden mod Vietnamkrigen.
Men hun fik et professorat i systematisk teologi ved ”Union Theological Seminary” i New York, hvor hun mødte den feministiske teologi, som hun tog med sig tilbage til Tyskland.
Feministisk teologi er igen inspireret af befrielsesteologien og tager udgangspunkt i den begyndende kvindefrigørelse i USA og Vesteuropa. Feministisk teologi beskæftiger sig bl.a. med en kritik af kvindeundertrykkelse i bibelske tekster og mener at have fundet en forbundsfælle i Jesus, fordi han omgikkes frit med alle slags kvinder og hjalp dem til en stærkere selvbevidsthed.
Sammen med benediktinermunken Fulbert Steffensky, som hun senere blev gift med, grundlagde hun i 1968 det såkaldte ”Politisches Nachtgebet”, natlige fællesbønner i Köln med stopfyldte kirker. Det var første gang, at man behandlede konfliktfyldte politiske emner i forbindelse med bøn og liturgi.
Hendes fællesbøn lød: ”Jeg tror på den ånd, som med Jesus Kristus er kommet til verden. På alle folks fællesskab og vores ansvar for jorden. Jeg tror på retfærdig fred og på muligheden for et meningsfyldt liv for alle mennesker. Jeg tror på verdens fremtid som Guds fremtid”.
Følgende sætninger udtalt og skrevet af Sölle blev i hendes samtids teologiske verden betragtet som provokerende:
”Vietnam er Golgatha. Den 3. Verden er en fortsættelse af Auschwitz. Vi skal være som Kristus. Kirken kan ikke være troværdig uden at handle politisk og være på de svages side. Gud har kun vore hænder. Enhver teologisk udtalelse skal samtidig være en politisk udtalelse”.
Dorothee Sölle provokerede Tysklands største protestantiske kirke, den tyske evangeliske kirke, men alligevel udtalte kirkens overhoved i forbindelse med hendes død:
”Hendes synspunkter er ikke længere udtryk for en yderligtgående holdning. De er blevet en markant del af vores kirke og beskytter den mod from selvtilstrækkelighed”.