Synd skiller mennesket fra Gud
Et af de få tabuer, der findes i vore dage, er tanken om, at noget kunne være syndigt. En munk fra 1600-tallets Grækenland siger i sin bog "Syndernes frelse", at synd angår forholdet til Gud. Han beskriver otte hovedsynder og fortæller om vejen til frelse
Er det syndigt at spise kager? Det er det for den, der tilbeder afguden "den perfekte krop" - en hård og uforsonlig gud, som altid pisker den arme synder med evindelig dårlig samvittighed.
Syndsbegrebet i kristen forstand har ikke noget med kager at gøre. Synd er, at vi er kommet på afstand af Gud. Ordet er beslægtet med "sund" (som i Guldborgsund) og går dermed på det, der skiller et stykke fast land fra et andet. At leve i synd vil i kristendommen sige at leve bortvendt fra Gud og søge sit eget. Synd manifesterer ønsket om at sætte noget andet højere end Gud og det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud, alt hvad du kan, og elsk din næste som dig selv.
Det afgørende ved synden er ikke så meget handlingen som hensigten bag den. Det er rigtignok syndigt at lyve, men der kan også være situationer, hvor det umiddelbart kan skade en anden mere at fortælle sandheden. Omvendt kan en tilsyneladende kærlig handling for eksempel bryde et ægteskabsløfte.
Synd er et forkætret begreb, måske allermest fordi det indebærer forhindringer for det individuelle jegs frie handlen. "Så længe jeg ikke skader andre, så vil jeg gøre, hvad jeg vil" eller "Gud ønsker, at vi skal have det godt" er formuleringer, som måske dækker over, at Gud lige må vente til en anden dag. I takt med at syndsbegrebet er blevet tabuiseret, er synd blevet acceptabel. Biskop Jan Lindhardt har i sin bog, "De syv dødssynder" (Rosinante, 2001), sat tingene på spidsen ved at sige, at det, der i gamle dage var dødssynder, er i det moderne samfund blevet dyder. Misundelse er for eksempel en dyd, når det er drivkraften bag personlige ambitioner.
Munken Agapios "Kretenseren" skrev i 1641 bogen "Syndernes frelse", som var populær på sin tid. Bogen udkom i over 40 oplag og blev oversat til mange sprog blandt andet russisk, arabisk og tyrkisk. I sin bog beskriver Agapios på en jævn og enkel måde syndens fremtrædelsesformer og konsekvenser og med mange referencer til Bibelen. Hensigten er at hjælpe den kristne til anger og til at søge syndsforladelse.
Agapios opregner 8 hovedsynder: Stolthed, forfængelighed, nærighed, utugt, vrede, grådighed, misundelse og sløvhed. De er hovedsynder, fordi alle andre synder kan siges at være afledte former af hovedsynderne.
Roden og kilden til enhver synd og ødelægger af enhver dyd er stoltheden. "Enhver som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes" står der i Lukasevangeliet 14,11. Ydmyghed er den største nådegave, og som eksempel fremhæver Agapios blandt andet lignelsen om farisæeren og tolderen (Lukasevangeliet 18,9-14). Farisæeren bad: "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker", mens tolderen bad: "Gud, vær mig synder nådig!". Det var tolderen, der gik retfærdig hjem. Forskellige udtryk for stolthed er blandt andet arrogance, praleri og uforskammethed.
Stolthedens selvophøjelse kommer også til udtryk som forfængelighed: "ser jeg godt ud foran andre" i stedet for "behager jeg Gud?" Forfængelighed er at gøre sig til af andres værdier for at indynde sig. Agapios anbefaler, at man i stedet husker sine synder, når nogen priser én - alt hvad vi har, skylder vi den gode Gud.
Kærlighed til penge er roden til alt ondt ifølge Paulus (Første Timotheusbrev 6,10) og er udtryk for afgudsdyrkelse (Kolossenserbrevet 3,5). Den pengegriske kender hverken til kærlighed, familie eller venskab. Den nærige får aldrig fred. Agapios minder om den rige, der glædede sig over alt det korn han havde samlet til huse for at sikre sin alderdom, men som døde samme nat (Lukasevangeliet 12,20), og råder til at takke Gud for sin eventuelle fattigdom, i stedet for at ønske sig rig. Saml ikke skatte på jorden, men i himlen (Matthæusevangeliet 6,19-20)!
Kroppen er Guds tempel, siger Paulus (Første Korintherbrev 3,16), og skal derfor behandles med ærbødighed. For Agapios er sex én af de mest aggressive synder, med mindre det foregår med "kirkelige forudsætninger" - altså at rammen er ægteskabet - og har til formål at avle børn. Kødets lyst er som en hest uden tømmer, siger han, og det gælder om at holde fast i tømmerne og være på vagt bestandigt, for lysten er en ild, der kan blødgøre selv den mest stålsatte.
Agapios skildrer en eneboer i ørkenen, som blev opsøgt af en kvinde, der ønskede at lokke ham til synd. Eneboeren lukkede hende ind i sin celle, da han frygtede for at nattens vilde dyr ville tage hende. Da hun vækkede hans lyst, var han på nippet til at give efter, men for at overdøve lysten, holdt han sin finger over et lys, indtil den blev forbrændt. Den kødelige ild blev imidlertid ikke slukket på trods af smerten. Han lod derfor endnu en finger brænde over flammen og endnu en, indtil alle fingrene var forbrændte. Kvinden, som så til fra et mørkt hjørne af cellen, blev så chokeret, at hun døde. Men eneboeren bad for hende, og hun vågnede til live.
Om vreden skriver Agapios, at den ikke er en synd, når den er udvendig og har et nødvendigt pædagogisk sigte. Syndig bliver vreden, når den er grundløs, fjendtlig eller overdreven. Mærker man vreden i sig, så er det bedst at tænke på noget andet, gå et andet sted hen, eller give sig tid til at reagere på en sund måde. Vreden svækker dømmekraften, og tager freden ud af sindet. Skulle man pådrage sig en andens vrede, bør man huske at ydmyghed og mild tale svækker vreden. Hjælper det ikke, må man tie stille og bede. Agapios minder også om apostlene, der blev pisket, men glædede sig over at blive vanæret for Kristi skyld (Apostlenes Gerninger 5,41).
Adam og Eva kunne ikke nøjes med de rigdomme, der stod til deres rådighed i paradisets have - de ville også spise af kundskabens træ. Nydelsen ved grådighed er ofte kort, men fortabelsen uendelig. Jesus siger: "Ve jer, I som er mætte nu, I skal sulte" (Lukasevangeliet 6,25). Grådighed ødelægger både krop og sjæl: Den grådige har maven fuld og hovedet tungt, mens den fastende har maven let og hovedet klart. Derfor opfordrer Agapios til at følge kirkens fastetider, så man til gengæld kan deltage i den himmelske nadver.
Nogle mennesker ønsker at overgå alle på deres vej, mens andre har svært ved at unde deres næste noget. Det var misundelse, der drev Kain, da han slog sin broder ihjel, og Josefs brødre, da de smed Josef i brønden. Misundelse fører til bagtalelse, anklage og skadefryd, og rammer umiddelbart den misundelige selv, der aldrig har fred. Misundelse er det modsatte af kærlighed, som altid deltager i andres glæder og sorger. Agapios minder os om, hvordan Jesus Kristus elsker os og bærer vore synder.
Misundelsens ondskab illustrerer Agapios med følgende historie: En konge får lyst til at sætte en grådig mand og en misundelig mand på en prøve. Han tilbyder dem en gave, og beder dem komme med deres ønsker, idet de dog skal vide, at den anden person vil få det dobbelte. Begge står lammede, og tør ikke være den første til at ønske. Kongen spørger derfor den misundelige først. Efter at have tænkt sig lidt om svarer han, at hans ønske er, at kongen tager hans ene øje ... Misundelse er sandelig det modsatte af kærlighed!
Guds bud, bøn og lovsang kræver ivrighed og årvågenhed. Den åndelige kamp opleves som uoverkommelig, når man mister modet, og Gud ynker mest den, der ikke tror sig fortjent til frelse, og dermed fornægter Gud, siger Agapios.
Resten af Agapios bog handler om, hvordan synden helbredes. Han råder først og fremmest den kristne til at lægge sig på sinde, hvilke omkostninger, der er ved synderne. Både syndernes skader her og nu, men især syndernes ultimative pris - den evige fortabelse. Han beder de kristne om at forstå, at ånden er skabt i Guds billede, og at synden fremmedgør Gud og giver plads for djævelen.
Agapios var en disciplineret munk, og hans råd til den kristne afspejles heraf. Den kristne bør undgå syndens årsager og steder - for eksempel spil, dårligt selskab, og overdreven mad og drikke. Til gengæld opfordrer han til jævnlig deltagelse i skrifte og nadver.
Den kristne skal passe på sig selv, ligesom bonden på sin mark. Altid have noget nyttigt for og have orden på sin dag med bøn og bibellæsning. Og hver aften bør den kristne gennemgå sin dag, og bede til Gud for selv den mindste synd.