Athanasius (ca. 297-373)

På ikoner afbildes Athanasius som en stille, gammel mand, men i virkeligheden var hans liv spækket med handling.

Få mennesker har overgået ham i betydning for fastlæggelsen af den kristne lære. Men i modsætning til så mange andre teologer levede han ikke det meste af sit liv bag et skrivebord

Kirkefaderen Athanasius var en af de største tænkere i kirkens historie, men samtidig en handlingens mand. Han kæmpede kompromisløst for sine synspunkter ofte med voldsomme konsekvenser for sig selv. For Athanasius gjaldt det sandheden om Jesus Kristus, menneskenes frelser, og denne sandhed måtte frem, koste hvad det ville til tider også med mindre fine metoder.

Athanasius var biskop i Alexandria, som dengang var verdens intellektuelle centrum. Herfra udgik mange nye strømninger, også indenfor kirken. En af strømningerne var præsten Arius' lære, som hævdede, at Kristus ikke var Gud, men blot et ganske særligt, moralsk menneske. Athanasius førte an i kampen mod Arius og hans tilhængere, arianerne. Hvis Kristus ikke var både Gud og menneske, kunne han slet ikke frelse menneskene, hævdede Athanasius, og derfor var det afgørende, at Arius' lære ikke fik lov at forvirre folk bort fra frelsen.

Athanasius' tænkning og virke har haft afgørende betydning for klargøringen af vigtige kristne dogmer som to-natur-læren (se tekstboksen til højre) og treenighedslæren og af samme grund har han lagt navn til den Athanasianske Trosbekendelse, som netop understreger disse to lærepunkter. Denne bekendelse er den ene af folkekirkens tre officielle oldkirkelige bekendelser (de to andre er den Apostolske Trosbekendelse og den Nikænske Trosbekendelse).

Et andet område, hvor Athanasius har haft afgørende indflydelse, er den endelige fastlæggelse af den nytestamentlige kanon. Hans påskebrev fra 367 er det første kendte eksempel på en opstilling af netop de 27 skrifter, som udgør det kanoniserede Nye Testamente. De fleste af skrifterne (blandt andre de fire evangelier) havde ganske vist lagt fast i mange år før Athanasius, men der var fortsat diskussion om enkelte af brevene, og denne diskussion blev først bilagt med Athanasius' afgørelse.

Drengebiskoppen
Lige fra sin barndom i Alexandria var Athanasius noget helt for sig selv.

En morgen i begyndelsen af det fjerde århundrede kiggede biskop Alexander af Alexandria ud af sit vindue og så nogle drenge lege på stranden. Der gik ikke længe før han opdagede, hvad de legede: de efterlignede det kristne dåbsritual. Biskoppen sendte bud efter drengene. En af drengene havde spillet biskop i legen, og biskop Alexander måtte anerkende, at drengen faktisk havde døbt flere af sine kammerater. Biskoppen besluttede at tage denne dreng under sin beskyttelse og sørge for, at han blev oplært til en karriere indenfor kirken. Drengen var ingen anden end Athanasius.

Ovenstående historie fortælles af en antik kirkehistoriker ved navn Rufinus. Det er dog ikke sikkert, om historien er helt sandfærdig eller ej. Men en anden antik kirkehistoriker, Sozomen, fortæller os i hvert fald, at Athanasius lige fra sin tidligste ungdom udviste en særlig egnethed til at være præst.

Biskop Alexander sørgede for, at Athanasius fik den tids bedste uddannelse. Denne uddannelse var især koncentreret om klassiske græske forfattere som Homer, Platon og Aristoteles. Derudover fik han også en grundig undervisning i Bibelen.

Alexander sørgede også for, at Athanasius kom til at bruge tid sammen med munkene i den ægyptiske ørken. Af dem lærte han blandt andet selvdisciplin og afholdenhed. Disse eneboermunke havde stor betydning for Athanasius livet igennem, selv om han aldrig blev en af dem. Hans biografi om munken Antonius den Hellige var med til at sprede idéen om munketilværelsen ud til hele den kendte verden.

Det afgørende: Kristus er frelser
Biskop Alexander ordinerede Athanasius til diakon i 319. På dette tidspunkt havde Athanasius allerede udgivet sine to første teologiske skrifter: Mod hedningerne og Om inkarnationen. I sidstnævnte forklarede han, hvordan Guds Ord (logos) var blevet forenet med menneskeheden i Jesus Kristus ved inkarnationen, da Jesus blev født af Jomfru Maria. Kristus havde overvundet selve døden ved sin egen død og opstandelse og derved skaffet menneskene frelse. Dermed er det helt afgørende for frelsen, at Kristus virkelig er både Gud og menneske, for kun Gud selv har magten til at overvinde døden.

I 325 kom Athanasius med til kirkemødet i Nikæa som biskop Alexanders sekretær. Ved dette møde med repræsentanter fra alle hjørner af den kristne verden skulle det netop diskuteres, om Kristus både er guddommelig og menneskelig, eller om han kun er et menneske, sådan som Arius hævdede.

Det første synspunkt blev hævdet af Alexander og Athanasius, og det endte da også med, at næsten alle de ca. 300 deltagere stemte for deres synspunkt, mens kun to stemte for Arius'. Resultatet blev formuleringen af den nikænske trosbekendelse. Denne bekendelse fastslår, at Jesus Kristus er af samme væsen som Gud Faderen.

Biskop Athanasius
Da biskop Alexander døde i 328 blev den endnu forholdsvis unge Athanasius valgt som hans efterfølger trods modstand fra teologiske modstandere, især blandt Arius' tilhængere. Han var på dette tidspunkt omkring 30 år. De første par år gik med biskoppelige rutiner, men snart begyndte den arianske bevægelse igen at røre på sig.

Biskop Eusebius af Nikomedia var blevet sendt i eksil efter kirkemødet i Nikæa, fordi han ikke ville afvise Arius' lære. Ved hjælp af intriger lykkedes det ham dog at blive kaldt tilbage af kejseren, og han udøvede stor indflydelse på det kejserlige hof i Konstantinopel omkring 330. Eusebius begyndte nu at rette en række fantasifulde anklager mod arianernes hovedmodstander, Athanasius. Han blev blandt andet beskyldt for at have slået en mand ihjel for at lave trolddom med hans lemmer.

Nogle moderne historikere mener dog, at der kan være hold i nogle af anklagerne mod Athanasius. De mener blandt andet, at han måske har har brugt trusler og kidnapninger for at udbrede sine synspunkter og bekæmpe sine modstandere. Det er næppe muligt helt at afgøre, om disse anklager er sande eller ej. Men det står fast, at Athanasius mente, at der var mere på spil end kold teologisk teori. Det var menneskers frelse, det kom an på, og det mål helligede mange midler.

I eksil for første gang
Det lykkedes Eusebius og hans tilhængere at få dømt Athanasius til eksil. Kejser Konstantin afstod dog fra at vælge en ny biskop til Alexandria, så Athanasius' plads stod stadig tom, da han vendte tilbage efter 2½ år i Trier, over tusind kilometer væk.

Han fik lov at vende tilbage i 337, efter både kejseren og Arius var døde. Den nye kejser, Konstantins søn, som også hed Konstantin, var ven med Athanasius. Han inviterede Athanasius hjem til Alexandria, hvor han fik en overstrømmende modtagelse af sin menighed.

for anden gang
Athanasius' modstander Eusebius blev imidlertid ved med at røre på sig. Konstantin den Andens lillebror Konstantius var blevet sat til at regere den østlige del af riget, men han var en svag person, som let lod sig påvirke af Eusebius. I 340 lykkedes det Eusebius og hans tilhængere at få valgt en ny biskop til Alexandria, og så måtte Athanasius endnu engang forlade byen.

Athanasius besluttede at rejse til Rom for at fremlægge sin sag for pave Julius. Paven blev overbevist om hans uskyld og sammenkaldte en synode af biskopper, som afgjorde, at Athanasius skulle genindsættes i sit bispeembede. Det lykkedes dog Eusebius' folk at forhindre Athanasius i at komme tilbage i endnu nogle år. Det betød imidlertid ikke, at Athanasius sad uvirksom hen. Tværtimod fik han tiden til at gå med blandt andet at agitere for en udbredelse af munkelivet i vestkirken.

I 346 var den nye biskop i Alexandria, Gregor, død, og Athanasius kunne igen vende tilbage til sin bispestol efter at have overbevist Konstantius om sin uskyld. Konstantius var i mellemtiden blevet kejser over hele Romerriget efter sin storebror Konstantin II's død.

og for tredje, fjerde og femte gang
Nu fungerede Athanasius i 10 år som biskop, inden arianerne for tredje gang fik tvunget ham i eksil i 356. Denne gang rejste Athanasius imidlertid ikke så langt væk fra Alexandria, men drog i stedet ud i ørkenen for at være sammen med de munke, han havde lært at kende i sin ungdom. Der levede han i seks år, mens en ny ariansk biskop, Georg, havde taget hans plads i Alexandria.

Paradoksalt nok var det den nye kristendomsfjendske kejser Julian, der sikrede, at Athanasius igen fik lov at vende tilbage til Alexandria i 362. Julian ombestemte sig dog hurtigt, da han opdagede, hvor stor indflydelse Athanasius havde. Derfor måtte Athanasius for fjerde gang i eksil, denne gang dog kun nogle få måneder indtil Julians død i 363.

Endnu engang var Athanasius kastebold for de hurtigt skiftende kejsere og deres endnu hurtigere skiftende sindelag. Julians efterfølger Jovian havde tilladt Athanasius at vende tilbage til sit embede. Men da Jovian døde året efter, i 364, annulerede hans efterføler, Valens, denne tilladelse. Valens fortrød dog også, da han frygtede et oprør, og efter nogle uger lod han Athanasius vende tilbage.

De sidste år
De sidste ni år af sit liv fik Athanasius fred til at virke som biskop. Ligesom i sin ungdom brugte han sine kræfter på at understrege inkarnationens betydning. Det var også i denne periode, han skrev sit berømte påskebrev, hvor han redegjorde for, hvilke 27 skrifter, der skulle regnes med til det Nye Testamente. De fleste af skrifterne havde man dog som nævnt allerede været enige om i et par århundreder.

Athanasius døde den 2. maj 373, cirka 75 år gammel. I skarp kontrast til sit turbulente liv endte Athanasius ikke med at dø af vold eller i eksil, men fredfuldt i sin egen seng i Alexandria omgivet venner og medarbejdere.