Frederik Christian Sibbern (1785-1872)

Sibbern mente, at man kunne være en del af Jesu rige uden at have læst Bibelen og uden at være kristen. Han var professor i filosofi i hele 57 år, men skrev også en fremtidsroman samt psykologiske og skønlitterære værker

Frederik Christian Sibbern blev født i 1785 i København og døde samme sted 1872. Rektor på Herlufsholm Skole, hvor Sibbern studerede, sammenlignede ham med ingen ringere end den berømte naturforsker Isaac Newton. Det skal da også siges, at den unge Sibbern fik højeste karakter i alle fag, da han tog sin studentereksamen.

På universitetet læste Sibbern jura, og ved siden af studiet nåede han at besvare hele tre prisopgaver i filosofi. Hver gang blev han belønnet med guldmedalje. Efter endt studie blev han ansat som professor i filosofi i 1813. Det embede bestred han i hele 57 år, indtil han i 1870 måtte gå af på grund af alderdom.

Sibbern kendte flere af guldalderens berømte forfattere personligt. I studietiden boede han på Valkendorfs Kollegium sammen med N.F.S. Grundtvig og St. St. Blicher. Som professor på Københavns Universitet underviste han blandt andre Søren Kierkegaard og digteren Poul Martin Møller.

Filosoffen Harald Høffding skrev om Sibbern, at han ved siden af Kierkegaard og Ludvig Holberg var den ejendommeligste skikkelse i dansk filosofi. Forfatterskabet spænder da også bredt lige fra systematiske bøger om logik til en fremtidsroman om samfundet anno 2135 samt psykologiske værker. Den politiske debat tog han også del i.

Særligt kendt er romanen om den ulykkelige kærlighed til vennen A. S. Ørsteds hustru Sophie. Den fik navnet "Efterladte breve af Gabrielis", og er endnu et eksempel på den vidde, der fandtes i personen Sibbern. Det var ikke uden grund, at H.C. Andersen sagde, at Sibbern i lige så høj grad var digter som filosof.

Sibbern kritiserede den protestantiske forståelse af kristendommen. Protestanterne hævder selv, at alle deres forestillinger om Gud og om det kristne liv er hentet direkte fra Bibelens ord. Sibbern sagde, at de bare aldrig havde vist, hvad det var for nogle tekster i Bibelen, de byggede deres forståelse på. Samtidig mente han også, at selv hvis man kunne vise, hvilke tekster der lå til grund for den protestantiske forståelse af kristendommen, ville man altid kunne diskutere, hvordan de skulle fortolkes.

Sibbern selv så ikke Bibelen som den eneste kilde til at få viden om, hvem Gud er. Tværtimod sagde han: "Man kan høre til Guds enbårne søns samfund og rige uden at være kristen, ja uden at kende Kristi navn eller kende til hans ord og virke."

Allerede før videnskabsmanden Charles Darwin havde formuleret evolutionsteorien var Sibbern af den overbevisning, at mennesket var blevet udviklet over flere led, sådan at det i sidste ende stammede fra dyrene. Hans tanker adskiller sig dog fra Darwins på flere punkter. Sibbern havde nemlig ikke nogen forestilling om en naturlig udvælgelse, hvor kun de stærkeste overlevede. Han forestillede sig derimod, at naturen arbejdede trinvist, sådan at de levende væsener pludselig fik nye evner eller sanser.

Ifølge Sibbern var Jesu lære også et resultat af en lang udvikling af den menneskelige tankegang. Han opfattede Jesus som den første person, der havde gennemskuet, at mennesket i sidste instans er guddommeligt. Men menneskehedens historie ville ifølge Sibbern føre til mange nye indsigter og dybere forståelser. Den viden som mennesket har nu, sagde Sibbern, kan sammenlignes med den, som en dreng på fire eller fem år har. Dermed ville han sige, at menneskets tankegang er i en konstant udvikling.

Sibbern var panteist, det vil sige, at han troede, at Gud findes i alt, og at Gud i en vis forstand er alt. Gud findes altså ikke i himlen som en fjern skikkelse, derimod er det Guds væsen, der kommer til udtryk i os, når vi tænker og begriber verden. Den moral, som mennesket selv danner, har altså lige som alt andet sin rod i det guddommelige.

Sibbern sagde, at gudsriget blev dannet, når mennesket udviklede sig. Samtidig mente han også, at det guddommelige spillede så stor en rolle for enhver person, at han eller hun først kunne blive lykkelig og komme i psykologisk balance, når Gud viste sig. Fordi det guddommelige viser sig i menneskets eget indre, kan man ifølge Sibbern kende Gud, selvom man ikke ved, hvad kristendom er.

Samtidens teologer og tænkere blev ofte forargede over Sibberns tanker, fordi de var i modstrid med det, som de opfattede som sand kristendom. Alligevel kaldte Sibbern sig selv for kristen. Han hævdede, at alt for mange kristne havde låst sig selv fast i uholdbare synspunkter, når der blev talt om lidelse og evig fortabelse. Faktisk argumeterede Sibbern i en periode for, at man burde afskaffe al dogmatisk religion.

Sibbern har ikke nydt så stor anerkendelse i eftertiden som mange af hans samtidige danske forfattere og tænkere. En af forklaringerne kan være, at de fleste af hans bøger kun henvender sig til fagfolk inden for teologi, filosofi, religionsvidenskab eller psykologi. Selvom han er kommet til at stå i skyggen for blandt andre Grundtvig og Kierkegaard, er der dog ingen tvivl om, at han vidner om, hvor stor bredde der er i dansk tænkning.