Gregor den Store (ca. 540-604)

Sådan forestillede renæssancemaleren Antonello da Messina sig, at Gregor den Store så ud – med den pavelige Tiara på hovedet, selvom denne faktisk endnu ikke var i brug på Gregors tid. Foto: The Yorck Project

Han var en af de stærkeste paver i kirkehistorien med et stort talent for administration, men egentlig ville han helst være optaget af det åndelige liv, bøn og meditation

Gregor var en af de stærkeste og mest betydningsfulde ledere i kirkens historie. Han har haft afgørende indflydelse på udformningen af pavedømmet, som vi kender det. Men i virkeligheden ville han hellere have været en helt almindelig munk.

Det som virkelig optog Gregor, var nemlig det åndelige liv. For ham var alle andre opgaver end bøn og meditation en byrde. Og som først romersk embedsmand og senere pave havde han masser af opgaver. Alligevel fandt han en måde at forbinde disse verdslige opgaver med sit åndelige liv. Måske kan moderne, travle mennesker lære noget af ham.

Fra topembedsmand til munk
Gregor blev født ind i en indflydelsesrig romersk familie omkring 540. Med sin priviligerede baggrund og sit store talent gjorde han lynkarriere i det romerske embedsvæsen. Han opnåede allerede som ca. 30-årig det højeste embede: posten som præfectus urbi (byens præfekt), en slags overborgmester.

Gregor fandt dog ikke ro i det travle liv som embedsmand. I 574 besluttede han sig derfor for at blive munk. Han omdannede familiens villa til et benediktinerkloster og gik ind i det som en almindelig munk.

I omkring tre år levede Gregor et stille liv som munk i klosteret. Dem beskrev han senere som de tre lykkeligste år i sit liv. Det var dog ikke blevet glemt, at Gregor var en talentfuld leder og administrator. I 578 blev han derfor mod sin vilje hevet ud af sin tilværelse og ordineret til diakon for at hjælpe pave Pelagius II med at lede kirken i Rom.

Året efter blev Gregor sendt til Konstantinopel som pavens apocrisarius (en slags ambassadør). Her var han i seks år, før han blev hentet hjem til Rom for at blive abbed på sit gamle kloster. Gregor var dog så efterspurgt en leder, at han også kom til at spille en stor rolle uden for klosteret. Med tiden blev han i praksis pave Pelagius' stedfortræder. Derfor var det også naturligt, at Gregor blev valgt til biskop af Rom og dermed pave da Pelagius døde i 590.

Pave på et kritisk tidspunkt
Gregor blev imidlertid ikke glad for at blive valgt til pave. Han vidste, at det betød det endelige farvel til hans elskede klosterliv. Men han havde ikke noget valg; han måtte tage det ansvar, som han var blevet valgt til.

Det var et kritisk tidspunkt, Gregor blev valgt på. Rom var blevet ramt af voldsomme oversvømmelser med efterfølgende hungersnød og pestepidemi. Den romerske stat var for svækket af ydre fjender til at kunne tage sig af problemerne. Gregor organiserede derfor blandt andet et stort program for uddeling af korn til de sultende.

Dette blev begyndelsen til, at kirken kom til at overtage en lang række politiske opgaver fra staten. Efterhånden som Romerriget brød sammen, blev kirken i middelalderen en stærk politisk magtfaktor med paven som øverste leder.

Lea og Rakel
Da Gregor ikke længere kunne leve det stille liv som munk, måtte han finde en anden måde, hvorpå han kunne integrere sit åndelige liv i sin travle hverdag. Overvejelserne omkring dette førte til, at han fik øjnene op for, at en stor gruppe mennesker i praksis var blevet reduceret til andenrangskristne. Alle de almindelige mennesker, der ikke var munke og nonner, var blevet kørt ud på et sidespor.

Gregor fandt nu sig selv i samme situation som disse almindelige mennesker. Heller ikke han havde mulighed for at bruge al sin tid på bøn, meditation og studier. Derfor skrev han en bog: Regula pastoralis (Den pastorale regel). Denne meget indflydelsesrige bog var en vejledning for biskopper og præster i, hvordan de skulle tage sig af deres menighed.

Gregors tanke var, at både den materielle og den åndelige side af livet var nødvendige. Patriarken Jakob måtte gifte sig med både den smukke Rakel og hendes mindre tiltrækkende, men meget frugtbare søster, Lea (Første Mosebog, kapitel 29). På samme måde var kristne nødt til også at tage sig af den praktiske side af livet nogle mere end andre.

Den praktiske del af tilværelsen kan have lige så stor værdi som den åndelige, ifølge Gregor. De to er indbyrdes afhængige. Et sundt åndeligt liv udruster mennesket til det praktiske liv. Og det praktiske liv først og fremmest den næstekærlige tjeneste for andre styrker menneskets åndelige sundhed.

Alle mennesker kan prioritere at finde tid til ro til eftertanke og bøn i hverdagen. Men det er ikke sundt for sjælen, hvis man kun har den stille, åndelige side. Sjælens sundhed afhænger også af, at man tjener andre mennesker, så man ikke bliver ligegyldig over for dem.

Stærk pave trods sygdom
Under sin tid som pave var Gregor konstant plaget af forskellige lidelser: dårlig fordøjelse, brucellose og gigt. Alligevel tillod han ikke sig selv at hvile, men blev derimod en af de mest aktive paver nogensinde. Han udvidede paveembedets magt, men forsøgte også at styrke dialogen mellem øst- og vestkirken. Paveembedet har ellers været et af de store problemer i forholdet mellem øst og vest, eftersom det kun er den vestlige (romerskkatolske) kirke, der mener, at paven i Rom skal være den kristne kirkes suveræne leder.

Ud over de ovennævnte ting satte Gregor sig også lange spor med sine vidtgående reformer af gudstjenestens liturgi. Han satte bl.a. kirkeårets varierende tekster og bønner i system. Dermed var Gregor med til at definere den måde, man har holdt gudstjeneste på i den vestlige kirke i mange århundreder og helt op til nutiden.

Eftertiden har også opfattet Gregor som ophavsmand til den gregorianske sangs melodier. Disse melodier blev dog formentlig først komponeret og nedskrevet et par hundrede år efter hans død. Men det, at man opkaldte denne musikstil efter ham viser, hvor betydelig en skikkelse han var, også efter sin død.

Gregor døde den 12. marts 604. Han blev med det samme udnævnt til helgen efter et folkekrav.