Irenæus (ca. 130-200)

Irenæus er en af de største kristne tænkere fra det 2. århundrede. I opgøret med gnostikerne formulerede han, hvad der er det helt afgørende i kristendommen

Irenæus' liv
Irenæus blev født ca. 130 i Lilleasien i en græsk familie, som var kristen. Måske var stedet byen Smyrna, for han fortæller, at han som dreng lyttede til lederen af den kristne menighed i Smyrna, der hed Polykarp. Denne Polykarp var selv elev af apostlen Johannes.

Irenæus fortæller, at det var ved at lytte til Polykarp, at han fik sit kaldt til at arbejde for kristendommens sandhed. Det blev så kampen mod gnosticismen, der kom til at fylde det meste af hans liv.

Irenæus kommer til Sydfrankrig, hvor han bliver en del af det ledende præsteskab i byen Lyon. Her bliver han senere biskop. Han dør ca. år 200.

Gnosticismen
Gnosticismen havde en stor tiltrækningskraft i datiden. Og mange kristne mente at kunne forene kristentroen med gnosis. Hvad er så dens lære? Gnosticismen er i bund og grund dualisme, det vil sige der er et dybt skel mellem det åndelige og det materielle i denne verden. Oprindeligt var alt frembragt af den gode Gud. Alt var åndeligt. Men denne verden er skabt af en ond gud, der har bundet det åndelige, sjælene i legemer. Menneskets sjæl er altså guddommelig, men er kastet ud i mørket, bundet af det materielle.

Det er nu menneskets opgave at stige op, trin for trin gennem den åndelige verden for at nå Gud igen. Hertil kræves kundskab eller gnosis. De fleste gnostikere anså sig for kristne, idet kundskaben for dem blev givet af Jesus. Han var den frelser, der gav den befriende gnosis.

Verden er skabt af den gode Gud
I bogen Mod kætterne fremlagde Irenæus sit angreb på gnosticismen. Det havde han sat sig grundigt ind i. Han giver i sin bog en redegørelse for samtlige gnostiske retninger og systemer og deres lærere. Blot det at beskrive de gnostiske retninger er at afvise dem, skrev Irenæus: Når tilhængerne læser deres egne tanker, ser de hvor tåbelige de er!

For det første angriber Irenæus gnostikerne for at ville gøre skabelsen af verden til noget negativt. Nok er den skabte verden efter syndefaldet kommet i det ondes og syndens magt. Men den Gud, der skabte verden er også den, der vil genløse verden.

Gud blev menneske.
Det afgørende var dernæst, hvordan man skulle forstå den kristne lære om, at Gud blev menneske. Irenæus henviser nu til, hvad der siden apostlenes dage har været ret kristendom og hermed hvad der er de rette apostolske skrifter. Dette i modsætning til den række gnostiske evangelier, der var opstået i løbet af det 2. århundrede.

Jesus er det fuldkomne menneske, men han nægtede netop at være mere end et menneske, da Djævelen frister ham. Og det er netop ved at blive helt menneske, at Gud kunne genløse mennesket gennem sin egen lidelse, død og opstandelse. Og det med sin krop.

For Irenæus er der logik i den kristne tro på, at Jesus er både Gud og menneske, og som sådan kan være frelseren. Han er født af en jomfru, derfor er han Guds søn, mener Irenæus. Og kun som Guds søn kan han dø i menneskers sted. Men netop ved at dø i menneskers sted, kan mennesket reddes fra døden. Og Jesu opstod da også for at vi skulle kunne opstå.

Men netop kødets opstandelse, som det kom til at hedde i kirkens trosbekendelse, var jo problemet i gnosis. Det åndelige var jo det gode og sande og ikke det materielle.

Et meget brugt citat fra Irenæus er: "Vor Herre Jesus Kristus, Guds ord, blev i sin grænseløse kærlighed, hvad vi er, for at gøre os til, hvad han selv er".

Virkningen af Irenæus' indsats
Der er ingen tvivl om, at Irenæus med sin tænkning leverede de argumenter, som senere teologer kunne bruge i den fortsatte kamp imod gnosis. Ja, også i dag vender man tilbage til hans tanker, når nogle forsøger at gøre kristendommen til noget rent åndeligt for eksempel ved at kombinere den kristne opstandelsestro med reinkarnationslæren.

Med sin stærke understregning af, hvilke kristne skrifter, der er fra apostlenes hånd, var han med til at definere den kristne bibel. På hans tid var det kun Det Gamle Testamente, som forelå samlet. Et normgivende Ny Testamente fandtes endnu ikke. Kristendommens indhold er givet videre fra apostlene til de næste generationer af kristne menigheder. Den kristne menighed har altså bevaret sandheden om kristendommens indhold - trods alle forsøg på afvigelser.