John Wycliffe (ca. 1325-1384)
Den engelske middelalderteolog ønskede et opgør med griske biskopper, der udbyttede folket i stedet for at give dem åndelig næring
Den engelske teolog og prædikant John Wycliffe kan betragtes som en pionér for reformationen, selvom den egentlig først begyndte over hundrede år efter hans død. Han var optaget af mange af de samme ting som reformatorerne, for eksempel at fastslå Bibelen som den højeste autoritet i kirken og gøre den tilgængelig på folkets eget sprog (i stedet for kun på latin).
På mange måder var han dog også rodfæstet i fortiden. Når han hævdede, at kirken burde være præget af selvvalgt fattigdom i stedet for af grådighed, så stod han i forlængelse af tiggermunkenes tanker fra højmiddelalderen. Biskopper, kardinaler og paver levede et luksusliv for penge, som de havde indkrævet fra folket, og det mente mange var i stærk modstrid med den måde, som de kunne læse i Bibelen, at Jesus og apostlene havde levet på.
Kirken skal være fattig
John Wycliffe blev født i en landby i Yorkshire i det nordlige England, men han flyttede som ung til Oxford for at studere. Her blev han undervist af flere af samtidens intellektuelle giganter. Wycliffe blev især påvirket af William af Ockham. William er endnu i dag blandt de kendteste tænkere fra denne periode.
Ud over at være universitetslærer var William af Ockham også franciskanermunk. Lige siden begyndelsen med Frans af Assisi havde franciskanerne lagt vægt på selvvalgt fattigdom som et ideal. Der var ofte konflikter internt i franciskanerordenen omkring, hvor vigtig fattigdom var, men William af Ockham støttede en ret bogstavelig tolkning af fattigdomsidealet. Wycliffe gik endnu videre og hævdede, at ikke bare bestemte ordener, men hele kirken burde have fattigdom som ideal og derfor give afkald på verdslig rigdom.
William af Ockham var også en del af samtidens dominerende filosofiske retning, som kaldes skolastikken. Skolastikken lagde stor vægt på dybdeborende filosofisk diskussion af alle tænkelige emner. I eftertiden har man ofte gjort nar ad skolastikerne med påstande om, at de for eksempel diskuterede, hvor mange engle der kunne danse på et knappenålshoved. Men i virkeligheden var det en ret avanceret akademisk disciplin, som hjalp middelalderens tænkere til at sætte deres tanker i system.
John Wycliffe blev hurtigt blandt de dygtigste til at anvende den skolastiske metode. Han blev også selv ansat på universitetet for at undervise andre i den. Efterhånden blev han dog mere og mere skeptisk over for den skolastiske metode. Han kom til at mene, at den var en unødvendig spekulation, som ikke hjalp med at erkende sandheden, men derimod stod i vejen for den enkle sandhed, som man kunne læse i Bibelen.
Erklæret som kætter af paven
Imidlertid blev John Wycliffe indblandet i kirkepolitik. I 1360'erne og 70'erne deltog han i den engelske konges delegationer, der forhandlede med pavens folk. Forhandlingerne handlede om, hvorvidt England skulle betale tribut til pavestolen. Wycliffe var af den overbevisning, at paven og kirken ikke skulle skrabe jordisk gods til sig, så det hjalp han den engelske delegation med at argumentere for.
I middelalderen ejede kirken en meget stor del af jorden i alle lande i Europa, også i England. Wycliffe talte for, at kirken skulle overlade sine ejendomme til staten. Han havde nemlig set, hvordan rigdommen fordærvede kirkens folk og gjorde dem mere optaget af materielle end åndelige værdier.
Efterhånden blev Wycliffe en af de vigtigste fortalere for fattigdomsidealet, og også paven selv blev opmærksom på ham. Det resulterede i, at pave Gregor XI i 1377 udstedte en bulle mod ham og hans synspunkter. Det betød, at hans synspunkter blev erklæret kætterske.
Det fik dog ikke Wycliffe til at stoppe snarere tværtimod. Han gik endnu videre i sine synspunkter. Han ønskede en gennemgribende reform af kirken, hvor Bibelen skulle være den højeste norm. Dens ord skulle være hævet over pavens og biskoppernes. På denne måde mindede Wycliffe meget om de senere reformatorer. Også Martin Luther oplevede at få udstedt en pavelig bulle imod sig, men stod fast på sine synspunkter.
Kirken er usynlig
Wycliffe angreb mange af de samme punkter i den romersk-katolske kirkes lære, som også reformatorerne senere gjorde op med. Den romersk-katolske kirke har den såkaldte transsubstantiationslære, ifølge hvilken man mener, at brødet og vinen i nadveren bliver forvandlet til Kristi legeme og blod og ophører med at være brød og vin. Både Wycliffe og reformatorerne mente, at dette var et udtryk for en overdrevet spekulativ filosofi, som man havde ladet få for stor indflydelse på kirkens lære.
På nogle områder gik Wycliffe endda endnu længere end reformatorerne. Hans syn på kirken indebar, at den sande kirke i virkeligheden var en usynlig åndelig forsamling af de sande kristne. Det stod i skarp kontrast til den meget synlige og magtfulde institution, som den romersk-katolske kirke var.
Paven ønskede altså at undertrykke Wycliffes synspunkter, men Wycliffe var meget populær i sit hjemland, England, ikke mindst blandt de lavtuddannede. Wycliffe talte jo for, at også de, der ikke forstod latin, skulle have mulighed at læse Bibelen på egen hånd, og at den intellektuelle elite (præster og biskopper) ikke skulle have nogen særstatus.
Reformationen videreførte arven fra Wycliffe
Med hjælp fra hans tilhængere, de såkaldte lollarder, lykkedes det at oversætte hele Bibelen til engelsk. På grund af hans popularitet kunne de kirkelige myndigheder ikke komme til at gøre ham noget, så han endte sine dage i fred og ro i sit hjem i en lille by i England.
Efter hans død fortsatte lollarderne med at prædike for folket. I modsætning til Wycliffe selv blev de dog i høj grad forfulgt og nåede næsten at blive udryddet inden reformationen kom til England i det 16. århundrede.
Alligevel levede Wycliffes tanker videre. Mange af hans idéer, bortset fra de mere radikale, blev genoptaget af den tjekkiske reformator Jan Hus, der var en stor dreng da Wycliffe døde og altså levede over 100 år før Martin Luther. Og gennem Jan Hus blev tankerne også videreført til den store reformation, som blev gennemført af Luther, Calvin og mange andre i det 16. århundrede.