Karl Barth (1886-1968)

I Barths teologi er der ingen anden vej til Gud end Jesus Kristus, og denne vej er ét langt opgør med menneskets egen religiøsitet

Når kirkehistorien for det 20. århundrede skal fortælles, er det uundgåeligt, at Karl Barth kommer til at spille en af hovedrollerne.

Hans betydning i den tyske kirkes interne kamp om forholdet til Hitler og nazismen i 1930'erne og ikke mindre hans virke som teolog, indskriver ham i historien som en af de mest betydningsfulde teologer i nyere tid. Blandt andet vil han blive husket som en af hovedpersonerne bag det teologiske nybrud, der kaldes den dialektiske teologi.

Samfundsengagement
Karl Barth var schweizer og tilhørte livet igennem den reformerte kirke. Han virkede efter sin uddannelse som teolog først som præst i landsbyen Safenwil indtil han i 1921 blev professor i Göttingen i Tyskland.

Efter yderligere to professorater i München og Bonn blev han - fordi han nægtede at aflægge troskabsed overfor Hitler - tvunget tilbage til Schweiz, hvor han var professor i Basel indtil 1962.

I Tyskland blev kirken efter nazisternes magtovertagelse i 1933 stillet over for et krav om stillingtagen i forhold til de nye magthavere og deres nationalsocialistiske ideologi. De såkaldte "tyske kristne" overtog stort set ideologien og iklædte den en luthersk-evangelisk dragt, hvorved de stillede kirken helt i statens tjeneste.

Dette var for en række præster og teologer, herunder Barth, ganske uantageligt, og de dannede som modtræk et selvstændigt kirkeforbund kaldet Bekendelseskirken. Det skete i maj 1934 i Wuppertal-Barmen, hvor den såkaldte Barmenerklæring blev vedtaget.

Barth var en af hovedkræfterne i dette arbejde og havde nærmest egenhændigt forfattet erklæringen, der endnu i dag har status som bekendelsesskrift i den evangeliske kirke i Tyskland.

Også efter Anden Verdenskrig blandede Barth sig i de politiske begivenheder i Tyskland, og han var blandt andet medlem af "Nationalkomiteen for et frit Tyskland", hvor antifascister, socialdemokrater og kommunister forsøgte at tænke en ny ordning til et frit og samlet Tyskland igennem.

Karl Barth havde sympati for den socialdemokratiske bevægelse og var i perioder medlem af partiet SPD. I øvrigt var han politisk optaget af at kæmpe mod atomoprustningen i den begyndende kolde krig.

Liberalteologi og dialektisk teologi
Barth tog dele af sin akademiske teologiske uddannelse i Tyskland og studerede blandt andet hos en af de helt store skikkelser i den dengang herskende liberalteologi, Adolf von Harnack.

Liberalteologien havde ud fra en historisk-kritisk bibelforskning sat fokus på den historiske Jesus som moralsk forbillede. Kristendommen blev opfattet som en religion, der sammen med kunst og moral skulle bidrage til individernes og samfundets udvikling til det bedre ved en religiøs-kristen vækkelse.

I 1914 kom så Første Verdenskrig. Fra det neutrale Schweiz kunne den unge præst Karl Barth betragte, hvordan Europa kastede sig ud i krigens rædsler. Han betragtede også sine sognebørn, der for de flestes vedkommende tilhørte den undertrykte arbejderklasse, og gennem sit virke som præst og forkynder kom han til at læse Bibelen på en helt anden måde end den liberale teologi.

Han fandt, at Bibelen ikke handlede om menneskets religiøsitet, men om noget, der hed Gudsriget, og at håbet om dette Gudsrige, hvad end det så præcist måtte være, var det, hans sognebørn og den verden, han så omkring sig, havde brug for - snarere end kultivering af religiøsiteten.

Disse teologiske overvejelser kom for alvor til udtryk i Barths banebrydende bog "Der Römerbrief" fra 1922, en teologisk læsning af Paulus' brev til romerne, der kom til at give genlyd i hele den protestantiske verden.

Groft sagt kan man sige, at den kritiske filosofi, der fremkom med oplysningstiden i 1700-tallet, havde frataget kristendommen og troen kravet på at være rationel. Liberalteologien havde i det følgende århundrede sat et nyt udgangspunkt i en analyse af menneskets eksistens og dets religiøse følelse af afhængighed af en højere magt.

Det revolutionerende ved Barths tilgang i "Der Römerbrief" var, at han kritiserede liberalteologiens religiøsitet - ja, enhver form for religiøsitet - men nu ud fra troen selv, troen på Jesus Kristus.

Al tale om Gud måtte være tale om Kristus, og enhver religiøs tale om Gud er menneskets forsøg på at tage Gud til fange og bruge ham til sit eget formål. Nej, der er en uendelige kvalitativ forskel mellem Gud og mennesket, og sand tale om Gud kan kun ske, når Gud sender sit Ord - "senkrecht von oben", lodret ned fra oven, som det kom til at hedde med et slagord.

Hvor liberalteologien havde fokuseret på Jesus som religiøst og moralsk forbillede, satte Barth Guds åbenbaring i Jesus Kristus i centrum for alt. Han gik så langt som til at påstå, at kristendommen slet ikke er en religion, men tværtimod opgøret med al menneskelig religion.

Dette kritiske udgangspunkt dannede baggrunden for udgivelsen af tidsskriftet "Zwischen den Zeiten", som Barth udgav sammen med andre prominente teologer som Rudolf Bultmann og Friedrich Gogarten, og som er begyndelsen på det, man kalder den dialektiske teologi.

Den kritiske tilgang var af ret negativ karakter. Mennesket kan ikke tale om Gud, men det skal det jo alligevel. Der skal nemlig prædikes i kirken om søndagen. Den mere positive udfoldelse af teologien bragte kredsen omkring tidsskriftet i forskellige retninger, og 1933 ophørte udgivelsen.

Den kirkelige dogmatik
Barth havde på daværende tidspunkt allerede udgivet den første del af det, der skulle blive hans livs værk, "Kirchliche Dogmatik". Han arbejdede på det indtil sin død, og blev ikke helt færdig. Alligevel er der tale om bøger på tilsammen over 9.000 sider!

Udgangspunktet for hele værket er kristologisk. Det er åbenbaringen i Jesus Kristus, der sætter alt andet. Derfor er den teologi, Barth udviklede, også blevet kaldet åbenbaringsteologi - mest som modsætning til en naturlig teologi, hvor mennesket kan få sandt kendskab til Gud gennem naturen.

Det er dog let at fejltolke denne modsætning. Det handlede for Barth ikke om bare at sætte "åbenbaringsteologien" i stedet for den naturlige teologi. For Barth var al teologi for så vidt naturlig teologi, i den forstand, at alle menneskelige tanker, også de teologiske, jo er naturlige for mennesket. Spørgsmålet er, om teologien også er sand. Og svaret på det spørgsmål ligger alene i Guds hænder.

Som eksempel det kristologiske omdrejningspunkt kan Barths tanker om skabelsen drages frem. Gud skabte verden for at forløse den i Kristus. Gud er kærlighed, og for at kunne indgå en kærlighedens pagt med nogen udover Guds eget treenige fællesskab, må han simpelthen skabe.

Mennesket og resten af skabningen er således skabt til fællesskab med den treenige Gud gennem fællesskabet med Jesus Kristus. Og det er netop det Guds rige, som mennesket har at håbe på.

Barths gennemtænkning af den kristne dogmatik var original. Et andet aspekt af hans teologi, der er blevet et vigtigt lærestykke for teologerne efter Barth, er den position og vægt, han tillagde treenighedslæren. Den havde i nogle århundreder spillet en tilbagetrukket rolle, men mindede Barth om treenighedens grundlæggende betydning for al kristen teologi.

Derfor vil både Karl Barths hovedværk, "Kirchliche Dogmatik", på trods af dets omfangsrige og ganske svært tilgængelige karakter, og hans øvrige skrifter formentlig blive læst langt ind i fremtiden.