Konstantin den Store (ca. 285-337)

Konstantin den Store var oldkirkens store frisætter og velgører

Kejseren kendes som den person, der sørgede for at ændre kristendommens status fra forfulgt mindretalsreligion til fuldt anerkendt rigskirke

Konstantin den Store var kejser i det romerske rige fra 306 til 337. Hans regeringsperiode var af afgørende betydning for udbredelsen af kristendommen. Ofte bruger historiebøgerne perioden til at markere overgangen fra oldtiden til middelalderen, blandt andet fordi de kristne i dette tidsrum gik fra at være en forfulgt minoritet til at være anerkendt statsreligion.

Da Konstantin overtog herredømmet efter sin far i 306, måtte han acceptere en tredeling af riget, der betød at Konstantin og hans bror Maxentius måtte regere i hver deres ende af rigets vestlige del, mens hans svoger Licinius herskede i øst.

Efter uløselige stridigheder mellem de to brødre i vest, besluttede Konstantin i 312 sig for at drage i krig mod Maxentius. Hans agt var at besejre broderen for selv at sætte sig på magten i hele det vestlige rige. Dette skete i slaget ved den Milviske bro, der således fik vidtrækkende politiske konsekvenser for Konstantin. Skal man tro legenden, fik slaget også personlig religiøs betydning for kejseren, der hidtil havde været soldyrker.

Før slaget fik Konstantin en religiøs vision. Et kors viste sig for ham på himlen, ledsaget af ordene "sejr ved dette". Den følgende nat viste Kristus sig for ham. Han befalede Konstantin at bruge korstegnet som et beskyttelsestegn over for fjenden. Denne oplevelse gjorde så stærkt indtryk på Konstantin, at han fra dette øjeblik var overbevist om den kristne Guds magt. Overvældet af sin oplevelse, lod han straks en fane udfærdige, som blev båret forrest i kamp. Den såkaldte "Labarum" var formet som et kors med monogrammet for Kristus, de græske bogstaver chi og rho, for enden af fanestangen.

Med Labarum i spidsen besejrede Konstantin sin bror og stod herefter som enehersker i rigets vestlige del. Dermed havde det store rige fået en kejser, der sympatiserede med kristendommen. Denne nye situation affødte helt nye forhold for de kristne, der havde været plaget af blodige forfølgelser under tidligere kejsere.

Konstantins syn på kristendommen betød favorable forhold for de kristne. Konstantin sørgede for, at kirken fik tidligere konfiskeret gods tilbage og gav også særlige økonomiske begunstigelser til kirken og dens præster. Han iværksatte omfattende kirkebyggeri og romerriget så starten på en rigskirke.

I 313 kom "Toleranceediktet", der for sin tid må siges at have en moderne ordlyd. Ediktet satte ikke kun kristendommen fri, men indskærpede at alle religioner skulle tolereres. Hedenskabet og kristendommen sidestilledes med ediktets meddelelse: " ... Vi giver de kristne fri og fuld ret til at udøve deres religion; og også andre religioner giver vi på samme måde fri gudsdyrkelse..." Hermed var der erklæret principiel religionsfrihed."

Forholdet mellem Licinius i øst og Konstantin i vest, blev til stadighed mere anstrengt. Det anstrengte forhold skyldtes formentlig Licinius holdning til kristendommen. I hvert fald besluttede Konstantin at gå imod sin svoger, da Licinius indskrænkede de kristnes frihed i øst, og atter så småt indledte kristenforfølgelser.

I 324 lykkedes det Konstantin at bekæmpe Licinius. Herefter stod Konstantin som enehersker i det store romerske rige.

Nu var al kejserlig kristenforfølgelse ophørt og man havde opnået en ydre fred i de kirkelige anliggender. Denne ydre fred blev dog ikke ledsaget af en indre. Der var strid om kirkens dogmer, og bølgerne gik højt. Konstantin havde dog ikke i sinde at lade den efterhånden stærke kirke strides indbyrdes. Han ville have enhed i sit storrige og dette gjaldt også for kirken. Derfor nedsatte han store kirkemøder (synoder) hvor han selv deltog som aktiv kirkepolitiker.

På disse store oldkirkelige synoder, blev der blandt andet diskuteret et alvorligt stridspunkt der handlede om nadveruddelerens person. Man kunne ikke komme til enighed om, hvorvidt et sakramente havde sin virkning afhængig af den person der uddelte det, eller om dets virkning var helt uafhængig af præstens personlige synderegister. Striden kaldtes den donatistiske strid, efter Donatus. Han dannede en uafhængig kirke ud fra den overbevisning, at sakramenteuddeleren måtte være ren.

Et andet stort stridspunkt der blev taget op ved disse møder var den arianske strid. Meget kort opridset handlede denne strid om Kristi to naturer; om han overvejende var gud eller menneske.

Konstantins politik over for kristendommen må have virket undrende på de fleste. Begunstigelsen af kirken kan skyldes, at Konstantin virkelig var overbevist kristen, men lige så sandsynligt er det, at kristendommen bare passede ind i Konstantins planer for hans storriges enhed. Den gamle romerske kult måtte skiftes ud med en religion, der kunne skabe åndelig enhed. Der var brug for åndelig styrke og en vis ydre organisation. Alt sammen noget kristendommen indeholdt.

Argumenter for opfattelsen, at Konstantin nærmere var politisk strateg end overbevist kristen, kunne være det faktum, at han bibeholdt den romerske titel Pontifex Maximus. Denne titel tilhørte normalt den romerske ypperstepræst. Han havde altså ikke til sinds helt at opgive den romerske kults traditioner. Desuden havde han hedenske filosoffer ved hoffet, der færdedes side om side med kristne biskopper. Han modsatte sig ej heller at blive dyrket i overensstemmelse med orientalsk kejserkult, og lod sig ikke døbe før han lå på sit dødsleje.