Paul Ricoeur (1913-2005)

Paul Riceour.

Mennesket orienterer sig i forhold til grænserne for sin egen erkendelse. Hvis filosofien derfor vil forstå mennesket bedre, må den udforske troens tekster, for det er her, tilværelsens grænser er udtrykt, mente filosoffen Paul Ricoeur

Paul Ricoeur (1913-2005) opnåede at blive en af de mest anerkendte filosoffer i verden. Han er samtidig berømt for sin åbenhed og interesse for andre videnskaber, heriblandt ikke mindst teologien, og har beskæftiget sig indgående med forbindelsen mellem filosofi og teologi. I løbet af sit liv var han ansat ved en række af de største universiteter i Europa og USA og var æresdoktor ved over 30 højere læreanstalter rundt omkring i verden, heriblandt Københavns Universitet.

Han voksede op som forældreløs i byen Valence i Frankrig, men modtog stipendier fra staten til at studere filosofi, fordi hans far var faldet under Første Verdenskrig.

Selv deltog han som officer af reserven i Anden Verdenskrig, til trods for at han var overbevist pacifist. Men hans deling blev overmandet af tyskerne allerede i oktober 1940, og Ricoeur tilbragte derfor resten af krigen som krigsfange i et fængsel i Polen.

I fængslet brugte han tiden på at lære sig tysk og læse værker af tyske filosoffer (som han byttede sig til for cigaretter), og underviste også de andre fanger i filosofi. Og kort tid efter krigens afslutning udgav han sin første bog, som er en slags svar til den tyske filosof Karl Jaspers, med titlen Karl Jaspers et la philosophie de l'existence.

Grundspørgsmålet i Ricoeurs filosofi er at finde frem til en udlægning af selvet, som ikke beskriver menneskets jeg som en suveræn enhed, der er hævet over alt andet, men som heller ikke opløser jeget fuldstændigt, så det bare opfattes som et medium, som forskellige impulser strømmer igennem.

Han fastholder et begreb om dannelse og hævder, at mennesket igennem en dannelsesproces kan nærme sig en forståelse af sig selv, og at mennesket er udstyret med nogle evner, som muliggør denne proces. Hans filosofi kan derfor opfattes som en hyldest til humanismen: Mennesket er ikke blot en brik i et større spil, men har muligheden for at udfolde sig i kraft af sine åndelige evner.

Men jeget er såret, som Ricoeur siger. For mennesket er altid begrænset af det, som det ikke har magt over, både uden for og inden i mennesket selv. Mennesket vil derfor aldrig nå til et punkt, hvor det klart kan gennemskue sig selv.

Fordi jeget er såret og ikke direkte kan erkende sig selv fuldt ud, må det, som Ricoeur formulerer det, gå omvejen over tegnene. Det er igennem fortolkningen af tegn, tekster, myter, symboler og fortællinger, at vi når til en forståelse af os selv. Vi bliver til i forhold til og i kraft af den betydning, vi som fortolkere møder i teksterne, både de klassiske tekster og de helt moderne.

Derfor udgør sprogfilosofi, fortolkningsteori og metaforteori også en stor del af Ricoeurs filosofiske værk. For det har været helt afgørende for Ricoeur at forstå, hvad der sker, når læseren møder en tekst, - både med teksten og med læseren.

Det sårede jeg kan ikke gennemskue sig selv fuldt ud, men det søger alligevel hen mod grænserne for sin egen erkendelse. Liv og død, ondskab og kærlighed, håb og håbløshed udgør livsvilkårene for mennesket, og samtidig viser netop disse størrelser livets uigennemskuelighed. Derfor er disse fænomener grænsefænomener.

Ifølge Ricoeur orienterer mennesket sig i forhold til grænserne for sin egen eksistens. Og vi orienterer os ved at fortolke de symboler, som udtrykker grænserne, for eksempel de religiøse symboler. I udforskningen af grænsesymbolerne bevæger Ricoeur sig ind på teologiens område. Og her støder han blandt andet på de nytestamentlige lignelser, som, han mener, udtrykker grænserne på en særlig raffineret måde.

I de nytestamentlige lignelser møder vi fortællinger om Gud og om gudsriget, som ikke forekommer helt modsætningsfrie. Vi møder for eksempel en samaritaner, som på helt overdreven vis hjælper en mand, der er slået ned i ørknen (Lukasevangeliet 10,25-37). Eller vi møder en far, der betingelsesløst tager imod den søn, der ellers af egen vilje forlod ham og ødslede hele formuen op (Lukasevangeliet 15,11-32). Vi møder også en flok brudepiger, som med en næsten brutal hårdhed bliver fordømt, fordi de har glemt at tage olie med til deres lamper (Matthæusevangeliet 25,2-23).

Ricoeur hævder, at vi i netop disse fortællinger finder nogle symboler på de grænser, som er en del af vores tilværelse, fordi fortællingerne er fyldt af modsætninger og overraskelser. Men samtidig med at fortællingerne udtrykker tilværelsens uigennemskuelighed, giver de også mulighed for, at mennesket kan orientere sig. For i al den megen modsætning udtrykker lignelserne samtidig et håb om en magt, der er større end os selv, og en kærlighed, som kan rumme os i vores fejlbarlighed. Med Ricoeurs ord utrykker lignelserne håbet om en meta-etisk virkelighed.

Ricoeur, der voksede op hos sine bedsteforældre, blev opdraget i en stærk protestantisk tro, idet bedsteforældrene tilhørte de såkaldte huguenotter, et protestantisk mindretal i Frankrig. I hans filosofiske søgen var det navnlig læsningen af den danske filosof Søren Kierkegaard, som gav ham blik for grænsesituationerne i menneskets liv og dermed fra et filosofisk standpunkt åbnede en dør imod teologien.

Men døren til teologiens verden blev ikke åbnet ukritisk, for Ricoeur er ikke fortaler for en ureflekteret religiøsitet. Han tillægger de religiøse symboler og tekster betydning, for så vidt de forsøger at indfange tilværelsens ubestemmelighed. Men han understreger, at man aldrig kan forholde sig til teksterne, som om de beskriver beviste fakta. Håbet bliver derfor en afgørende kategori i Ricoeurs teologi. For i håbet lever man med en åbenhed i forhold til uvisheden.

Ricoeur hører til i blandt de mest belæste filosoffer. Han havde et indgående kendskab til filosofihistorien og var udover filosofien særdeles velorienteret inden for de fleste af åndsvidenskaberne, hvilket også skinner tydeligt igennem i hans bøger.

Han er blevet kritiseret for at bruge megen plads i sine bøger på at udlægge andre tænkeres teorier og idéer i stedet for at fremlægge sin egen filosofi. Men dels kan man hævde, at hans udlægninger af andre tænkeres teorier ofte åbner for en ny forståelse, og dels må man medgive ham, at en filosofi, der insisterer på, at vi kun forstår os selv gennem fortolkninger, også selv må være del af fortolkningen.

Fire af Ricoeurs vigtigste værker er:

La métaphore vive (1975) eng: The Rule of Metaphor (1977)

Temps et récit (1983-85), eng: Time and Narrative (1984-88)

Soi-même comme un autre (1990), eng: Oneself as Another (1992)

Figuring the Sacred (1995)

I dansk oversættelse findes: Filosofiens kilder (1973), Sprogfilosofi (1979), Fortolkningsteori (1979) og En hermeneutisk brobygger, Hermansen og Rendtorff (red.) (2002).