Tertullian (160-225)

Tertullian (cirka160 - 225) skrev på latin og blev med måske helt op til 80 skrifter en af Oldkirkens meget betydningsfulde kristne tænkere og forsvarere.

For at forstå, hvem og hvad Tertullian var, er det godt at kende til apologeterne, montanismen og gnosticismen

Tertullian, som levede fra ca. 160 til 225, kendes i dag fra 31 skrifter, der på forskellig måde er bidrag fra Tertullians kamp for sandheden, det vil sige kristendommen. I flere skrifter henvender han sig direkte til de romerske magthavere for at stoppe forfølgelserne af de kristne, og han bliver en tidlig fortaler for et begreb om religionsfrihed.

I andre værker gør han op med nogle af de mange rygter om og beskyldninger mod de kristne, som verserer på denne tid, blandt andet at de mishandler børn til deres gudstjenester. Tertullian beskæftiger sig også med en række teologiske og kirkelige temaer. Et af de mest kendte skrifter hedder "Apologeticum". Det menes, at over 50 andre skrifter af Tertullian er gået tabt.

Det var i det 2. århundrede aldeles uhørt, at nogen religion regnede sig selv om den absolutte sandhed. Men det gjorde kristendommen, og det var med til at skabe behov for en gennemtænkning af og forsvar for kristendommen i mødet med den omgivende hedenske verden og tidens filosofisk-religiøse strømninger. Denne rolle påtog en gruppe fremtrædende teologer sig, og de kendes i dag som apologeterne (betyder "forsvarer" på græsk). Ud over Tertullian hører blandt andet også Justin Martyr og Tatian til apologeterne, som tidsmæssigt er placeret omkring det 2. århundrede.

Montanismen var en afvigende bevægelse, der havde fokus på strenge kristne, etiske normer og udøvelsen af profetisk virke gennem både mænd og kvinder. Tilhængerne af montanismen havde en stærk tro på, at Jesus snart ville komme igen og oprette et tusindårsrige. Montanismen havde sin storhedstid 150 - 250.

Gnosticismen er en fællesbetegnelse for en række religiøse og filosofiske strømninger i oldtiden. Der findes mange forskellige bevægelser og tankesystemer inden for gnosticismen, men et fællestræk er en grundidé om, at mennesket skal befries fra den lave, materielle eksistens ved hjælp af gnosis, som på græsk er betegnelsen for indsigt. Flere af de kirkelige fædre bekæmpede med stor iver gnosticismen og blandt andet dens markante afvisning af inkarnationen. Kristendommen blev i en vis udstrækning formuleret i et opgør med de gnostiske idéer.