Bibelske seværdigheder ved Genesaret Sø

Der er en smuk udsigt over Genesaret Sø fra Saligprisningernes Bjerg. – Foto: Eva Baré.

På Jesu tid spillede Genesaret Sø og byerne omkring den en meget stor rolle. I dag vinder området ved sin flotte natur og de mange seværdigheder med henvisninger til Det Nye Testamente. Gå med i Jesu fodspor på denne guidede tur omkring Genesaret Sø

Det var på Genesaretsøens bred, at Jesus ifølge Bibelen udnævnte sine første disciple og indvarslede sin forkyndelsestid. Det var her, Jesus delte de fem brød og to fisk, holdt sin bjergprædiken og gik på vandet. Mange af de kendte og væsentlige historier i Det Nye Testamente finder således sted omkring Genesaret sø, - i Det Nye Testamente også kaldet Galilæas Sø.
 
Søen er rig på fisk og egner sig til lystfiskeri. Man kan desuden bade, stå på vandski, vandscooter, sejle på tværs af søen eller tage en lille rundtur på en båd med høj diskomusik og dansende gæster en højlys dag!
 
Turen rundt om Genesaret Sø er populær og udgør en fin dagsaktivitet. Den er ca. 52 km lang. Som turist er det nemt at leje cykler, en bil eller sejle på søen. Ved leje af bil eller cykel skal man være opmærksom på, hvornår de skal afleveres igen. Det er en god ide at tage afsted først på dagen, så er der størst sandsynlighed for at nå det hele og samtidig nyde den meget flotte natur. Denne beskrivelse er med cykelturen som udgangspunkt.
 
Det kan være meget varmt i Israel, derfor er vand, solcreme og en hat uundværlige på denne tur. Badetøj og en lille madpakke er ligeledes godt at medbringe, trods boder og restauranter ved de forskellige seværdigheder og i de omkringliggende kibbutzer.
 
Tiberias
Turen kan eksempelvis påbegyndes i Tiberias, som ligger på den vestlige side af søen. Her er det nemt at leje cykler og købe proviant. Byen blev grundlagt år 17-20 e.Kr. af Herodes Antipas og opkaldt efter den romerske kejser Tiberius. Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. blev Tiberias jødernes religiøse centrum. Det kan anbefales, at besøge turistkontoret. Her udleveres udmærkede kort til turen rundt om søen og over Tiberias by med bemærkninger om de forskellige seværdigheder. Mest interessant er de forskellige kirker og promenaden, som ligger flot ud til søen og har mange restauranter. Desuden ligger der flere varme kilder i den sydlige ende af byen, hvor et synagogekompleks med et flot mosaikgulv er udgravet.
 
Nord om Genesaret Sø
Efter Tiberias er det en god ide at cykle nordpå, hvorved de hårdeste bakker forceres i begyndelsen af cykelturen. Den første seværdighed på turen ligger ved kibbutz Ginosar. Denne rummer et museum om Galilæas historie indeholdende en 2000 år gammel Jesusbåd, fundet i 1986. Det har taget ni år at konservere denne båd.

Saligprisningernes Bjerg ligger temmelig højt, og det kan være en temmelig hård tur derop på cykel. Bjerget er udpeget som stedet, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken (Matt. 5-7). Her er en utrolig flot udsigt. På toppen er bygget en kirke i 1936-38. Denne er ottekantet som symbol på evangeliets otte saligprisninger (Matt. 5, 3-10). Vær opmærksom på, at kirken er lukket midt på dagen. 
 
Tabgha er det næste punkt på ruten og var det øde sted, hvor Jesus ofte søgte hen. Her bespiste han ifølge Det Nye Testamente 5000 mænd + kvinder og børn med fem brød og to fisk (Mark. 6, 30-44). Den kendte mosaik med to fisk og overraskende 4 fisk stammer fra en byzantinsk kirke fra 470 e.Kr. I dag kan mosaikken ses i en basilika fra 1982.
 
I Bibelen foregår vandringen på søen lige efter bespisningen af de 5000 mænd. Læs eksempelvis Matt. 14, 22-33 eller Mark. 6, 45-52.
 
Det næste på turen er Kapernaum, en by som fik sin velstand fra fiskeriet på søen. Her boede Jesus ifølge Mattæus i Peters hus. I denne by fandt Jesus ligeledes sine to første disciple Peter og Johannes (Matt. 4, 12-17). Her ligger ruinerne af en synagoge og en kirke fra 300-tallet ved siden af hinanden. Desuden ligger her ruinerne af et fattigmandshus, som kan have været Peters hus. Over disse ruiner opførtes i 1990 en meget moderne kirke. Den er bygget praktisk med glas i gulvet, hvorved ruinerne af Peters hus stadig kan ses.
 
Den østlige og sydlige bred
I Ein-Gev, en stor kibbutz på den østlige bred, kan man med fordel holde pause. Her forefindes restauranter, souvenirbutikker og båd til Tiberias.
 
Landskabet omkring den sydlige ende af søen er mere fladt, hvilket er tiltrængt, når man har været i gang på cykel hele dagen. Her flyder Jordanfloden væk fra søen. Jesus blev døbt i Jordanfloden, men præcist hvor, ved man ikke. Ikke desto mindre har Kibbutz Kinneret indrettet et dåbssted, kaldet Yardenit. Det er meget turistet med souvenirbutikker og betaling for dåben. Egentlig er det meget flot der, men måske en smule udansk med denne profit-tagning af dåben.
 
Syd for Genesaret Sø ligger også Israels første kibbutz. Kibbutz Deganya. Den er grundlagt i 1909 af russiske immigranter. Her ligger i dag et lille natur- og arkæologimuseum.