Peterskirken - den katolske hovedkirke

Peterskirken i Rom er blevet til ved store kunstneres hænder. Den første der fik byggeansvaret var arkitekten Bramante, siden den berømte maler og arkitekt Raphael. Michelangelo blev den kunstner, der allermest satte sit præg på Peterskirkens arkitektur i de 17 år, han arbejdede på kirken. Arkitekten Maderno gjorde den enorme kirkebygning færdig i begyndelsen af 1600-tallet, mens billedhuggeren Bernini spillede en afgørende rolle for udsmykningen af kirkens indre. Foto: Kristine M.V. Hansen

Peterskirken i Rom er verdens største og mest berømte kirke. Den er bygget over apostlen Peters grav og er den romersk-katolske kristenheds hovedkirke

Peterskirken i Rom er som bygning en arkitektonisk satsning, der med sine vældige dimensioner gør et uudsletteligt indtyk på den strøm af turister og troende pilgrimme, der dagligt besøger kirken.

Peterskirken på Peters grav

Ifølge legenderne om apostlen Peter, som lægger navn til Peterskirken, led han martyrdøden på kejser Neros væddeløbsbane og blev begravet af medlemmer af den kristne menighed på en gravplads tæt ved. Peters martyrdød har højst sandsynligt fundet sted umiddelbart efter Roms brand i år 64.

Kirkehistorikeren Eusebius (o. 263-339) beretter, at Peter blev begravet i Vatikanområdet, der nu udelukkende tjente som begravelsesplads. Det er i dag muligt at komme ned under kirken, hvor man kan fremvise Peters gravmonument, som det har set ud siden 100-tallet. Graven blev fundet i 1940erne, hvor man udgravede en antik gravgade under Peterskirken.

Da Konstantin den Store efter sejren over sin medkejser, Maxentius ved den Milviske bro i 312 var blevet romerigets enehersker, besluttede han sammen med Roms biskop (pave) Sylvester at bygge en basilika over Peters grav.

Kirken blev opført i 322-333. Det blev den første Peterskirke, som kom til at stå frem til begyndelsen af 1500-tallet.

En ny Peterskirke - bygget af de største kunstnere

Op igennem middealderen var kejser Konstantins basilika romerkirkens centrum. Hertil valfartede pilgrimme og herfra udøvede paven sit kirkelige herredømme. Men efter ca. 1200 års brug var kirken slidt ned. Og i 1506 lagde pave Julius II grundstenen til den nuværende Peterskirke.

Pave Julius II ville skabe en ny kirke helt fra grunden, radikalt forskellig fra den forrige. Julius' kirke skulle stå mål med antikkens største arkitektoniske frembringelser og formes af renæssancens mest geniale kunstnere.

Det blev i første omgang arkitekten Bramante, der fik opgaven. I modsætning til den rektangulære basilka fra Konstantins tid ville Bramante bygge en kvadratisk kirke, der i sit indre var som et græsk kors og over skæringen mellem kirkens arme skulle der rejses en kuppel af hidtil usete dimensioner. Bramante nåede imidlertid ikke langt med sine planer. Han døde i 1514 - iøvrigt året efter pave Julius.

Det blev nu den berømte maler og arkitekt Raphael, der som kun 30-årig kom til at stå med ansvaret for byggeprojektet. Han omformede Bramantes grundplan fra et græsk kors til et latinsk kors. Det vil sige en rektangulær bygning med et langt hovedskib med to parallelle sideskibe, der skar et tværskib. Efter Raphaels tidlige død i 1520 videreførtes arbejdet af dennes medarbejder, arkitekten Sangallo.

Michelangelo og Peterskirken

Det var imidlertid Michelangelo, der helt afgørende kom til at sætte sit præg på Peterskirkens arkitektur. Michelangelo overtog arbejdet i 1547. Han fik helt frie hænder. Til gengæld ville han udføre arbejdet uden honorar.

Michelangelo videreførte sine to forgængeres idé om et latinsk kors som grundplan, men formindskede dimensionerne til det realistiske for at få kirken færdigbygget. Michelangelos Peterskirke fik et massivt murforløb. Den skulle ligne et legeme, Jesu legeme.

Kirken bærer da også præg af at være skabt af en billedhugger. Michelangelos geniale arkitektur kommer måske bedst til udtryk i den slanke og himmelstræbende kuppel, der med sin tonsur (den lige væg, der bærer kuppeltaget) giver et pragtfuldt lysindfald ned på højalteret.

Michelangelo arbejdede på kirken i 17 år. Det blev så barokarkitekten Maderno, der gjorde den enorme kirkebygning færdig i begyndelsen af 1600-tallet, mens det blev billedhuggeren Bernini, der satte sit præg på kirkens indre.

Peterskirkens udsmykning

Vi vil tage en rundtur i selve Peterskirken og hæfte os ved nogle udvalgte eksempler på den overdådige udsmykning. Vi træder ind i forhallen, hvor vi stemmes til at møde det enestående. Fem enorme portaler leder den besøgende ind i selve kirken. Den ene portal omfatter den hellige dør, der kun åbnes i jubelårene, det vil sige hver 25. år.

Bemærkes skal også den tidlige renæssancekunstner, Filaretes bronzedør. Forhallen flankeres af to rytterstatuer, der henholdsvis forestiller Karl den Store og Konstantin den Store (udført af Bernini).

Vi træder nu ind i det næsten 200 m (186,36 m) lange kirkerum. Går man frem i midtergangen mod højalteret, finder man i gulvet målene på verdens største kirker. Til venstre er dåbskapellet med sin overdimensionerede døbefont. Her er der kødannelse hver eneste søndag før højmessen.

Vi passerer nu korkapellet, skabt af den tidlige barokkunstner Giacomo della Porta. På en søjle ser man et kopi i overdimensioneret størrelse af Raphaels maleri af Jesu forklarelse på bjerget. Efter korkapellet kommer Thorvaldsensgravmæle for pave Pius VII, udført i en kølig nyklassistisk stil. Thorvaldsens monument kan passende sammenlignes med Berninis svulstige gravmæle for pave Alexander VII tæt ved korskæringen.

Vi er nu kommet ned til korskæringen under kuppelen, som hvælver sig over højalteret og dermed Peters grav. Der er indvendig 119 m fra gulvet til kuppelens top. Over højalteret byggede Bernini en baldakini bronze. Den er i sig selv er stykke arkitektur. De snoede søjler, der bærer baldakinen skal måske symbolisere, at verden er i fødselsveer indtil forløsningens tid (jævnfør Paulus).

I nicherne til de fire søjler, der bærer selve kuppelkonstruktionen, er der anbragt skulpturer, der forestiller henholdsvis S. Andreas, S. Helena, S. Longinus (af Bernini) og S. Veronika. S. Veronikas svededug er iøvrigt anbragt i et helgenskrin i alteret.

For enden af apsis har Bernini skabt den såkaldte cattedra, altså Peters stol, som bæres af fire kirkefædre. Og over den mægtige marmorstol ser vi Helligåndsduen i alabast, hvorfra lyset stråler ind over symbolet på pavens myndighed.

Vi følger nu højre sideskib og passerer sakramentskapellet, som funkleri guld, sølv og farvede sten. Her har barokkens store kunstnere alle bidraget til udsmykningen - for eksempel Bernini med det gyldne tabernakel (opbevaring af det indviede brød) udformet som et miniaturetempel.

Vi kommer endelig frem til Michelangelos Pietá. Som 23-årig udførte Michelangelo dette senere så berømte billedhuggerarbejde, der forestiller jomfru Maria med Jesu afsjælede legeme på sit skød. Marmoret er af Michelagelo pudset så fint, at vi fornemmer den som blød hud. Hertil kommer det fine anatomiske studie i kunstværket, derfår skulpturen til at fremstå som en levende organisme.

Med rette opfatter katolikkerne Peterskirken som deres hovedkirke. Kirken er som en moder, der favner såvel de troende pilgrimme som den almindelige turist. Den store plads foran kirken anskueliggør da også denne tanke med sin cirkelformede kolonade bestående af fire rækker doriske søjler, der bærer 140 helgenstatuer. Omfavnet af kolonaden ser vi foran os den monumentale facade med Kristus og apostlene.

Peterskirken i Rom. Foto: Pixabay
Kuplen i Peterskirken. Foto: Pixabay
Kirkerummet i Peterskirken. Foto: Pixabay