Tre valfartskirker for pilgrimme

I Rom findes flere kirker, der i særlig grad besøges af pilgrimme. Kristendom.dk giver her en guide til Pauluskirken udenfor murene, Laterankirken og Den Store Mariakirke

Lige fra den tidlige middelalder og frem til i dag har kristne pilgrimme søgt til Rom. Først og fremmest skulle man besøge Peters grav i Peterskirken og Paulus' grav i San Paolo fuori le Mura.

De fem andre valfartskirker er ifølge traditionen Laterankirken, som er Roms domkirke, Santa Maria Maggiore, San Lorenzo fuori le Mura, SantaCroce in Gerusalemme (her hviler resterne af kejser Konstantins mor, Helena), og San Sebastiano på Via Appia. Man kan nå alle syv kirker til fods på 12 timer med start kl. 06.00 fra Peterskirken.

På vores tur besøger vi kun de tre: San Paolo fuori le Mura (Pauluskirken udenfor murene), Laterankirken og Santa Maria Maggiore (den store Mariakirke).

San Paolo fuori le Mura: Paulus' grav
På vejen mod Roms havneby, Ostia byggede kejser Konstantin den Store (306-37) en kirkebygning over Paulus' grav. Herude blev Paulus ifølge traditionen gravlagt efter sin død som martyr under Neros kristenforfølgelser.

Denne kirke blev i år 386 bygget om og udvidet til en pragtfuld basilikabygning efter ordre fra kejser Valentian plus efterfølgende kejsere. Kirkens udsmykning består af smukke og kostbare mosaikarbejder, der i 400-tallet blev skænket af Galla Placidias, kejser Theodosius' berømte datter.

Paulus' kirke blev imidlertid senere hærget både af saracenere og jordskælv. Den totale katastrofe indtraf 16. juli 1823. Kirken brændte ned, hvilket skyldtes en byggearbejder, der havde glemt et kulbækken under taget. Kun klostergården var tilbage af denne hidtil største bevarede af de ældste kirker i Rom.

Kirken blev genindviet i 1854 af pave Pius 9 under overværelse af repræsentanter for den katolske kirke fra hele verden.

I middelalderen kunne pilgrimmen efter et svalende bad i Tiberen lige ved kirken gå ind ad de prægtige bronzedøre. I selve kirkerummet var midterskibet skilt fra to dobbelte sideskibe af 80 kanellerede søjler, taget fra antikke bygningsværker.

Midterskibets vægge var forsynede med paveportrætter i cirkelrunde medaljoner. To mægtige søjler bar triumfvæggen med Galla Placidias` mosaikarbejder, der sikkert er skabt af de samme kunstnere, der siden hen udsmykkede hendes mausoleum i Ravenna. I midten den himmeltronende Kristus omgivet af to engle og ovenover de fire evangelistsymboler. Nederst vældige figurer af Peter og Paulus. Alt dette er heldigvis bevaret.

Bagved triumfvæggen kunne pilgrimmen (og det samme kan vi) se Paulus' grav under en baldakin fra 1200-tallet. I apsisrundingen var der fyldt med mosaikbilleder på gylden baggrund. De er kun delvist bevarede i dag.

Den genopførte kirke virker umiddelbart som en marmorørken. Det gælder først og fremmest det vældige atrium, der er anbragt foran hoveddørene. Men det vældige kirkerum gør indtryk med de mange korintiske søjler og det blanke marmorgulv. Aflæg endelig et besøg i klostergården inden turen går videre til Laterankirken.

Laterankirken Roms domkirke
Tilbage til selve Rom indenfor muren kommer vi til Laterankirken eller San Giovanni in Laterano. Oprindelig blev en kirkebygning her opført på et grundareal, der ellers tilhørte familien Laterani på foranledning af kejser Konstantin den Store.

I middelalderen blev Lateranområdet centrum for hele den pavelige administration, og byggede man klostre og herberger til at huse pilgrimme og udsendinge til pavehoffet. En mægtig rådssal og en festsal rummede de store kirkemøder, som paverne sammenkaldte til i højmiddelalderen.

Selve festsalen havde otte apsider, hvoraf en enkelt er bevaret og vender ud mod pladsen foran kirken. På pladsen foran kirken stod den rytterstatue af kejser Marcus Aurelius, der nu er flyttet til Kapitolhøjen. Men med pavernes flytning til Avignon i 1300-tallet gik det hele i forfald. Og efter pavernes tilbagevenden til Rom blev Vatikanet det nye centrum for verdenskirken.

I slutningen af 1500-tallet lod pave Sixtus 5 det gamle Lateranpalads nedbryde og byggede et nyt. Dåbskapellet fra Konstantins tid, den middelalderlige klostergård i forbindelse med kirken samt det pavelige kapel lod han dog stå. Den gamle trappe til rådssalen, som man regner med er fra Antoniaborgen i Jerusalem og som Jesus så skulle være gået op af til forhøret hos Pilatus, blev flyttet til det pavelige kapel overfor kirken. Denne trappe, Scala Santa, blev bragt til Rom af kejserinde Helena og bestiges vel at mærke på knæ.

Den gamle basilika blev i løbet af 1600-tallet erstattet af den nuværende barokbygning. Arkitekten var den berømte Borromini. Han indkapslede parvis de søjler, der bar loftkonstruktionen. Det gav plads til nicher, hvori han opstillede kæmpestatuer af de 12 apostle.

Det hvide marmor i midterskibet brydes imidlertid af det forgyldte loft og det kunstfærdige gulv udført af den berømte kunsthåndværkerslægt fra middelalderen, Cosmaterne. Smukkere gulv findes næsten ikke i Roms kirker måske undtagen i Santa Maria Maggiore.

Højalteret, som er dækkes af en vældig baldakin i gotisk stil, rummer iflg. traditionen det bord, som Peter brugte til agapemåltiderne i Roms første menighed, samt hovedskallerne af Peter og Paulus. Selvom kirken fik en kraftig ombygning i 1600-tallets midte, så er de flotte mosaikarbejder i korets vægge fra 1200tallet stadig bevaret.

En rundgang i kirken og et kik ind i de mange sidekapeller giver indtryk af denne vældige kirkes lange historie og de skiftende stilarter. Og glem så ikke at besøge det nærliggende dåbskapel. Dernæst fortsætter vi ned af den lange Via Merulana og kommer frem til Santa Maria Maggiore.

Santa Maria Maggiore - den smukkeste kirke
Kirken regnes af mange for at være den smukkeste af Roms kirker. Den blev oprindeligt bygget i 400-tallet. Som i Laterankirken bliver man betaget af det cosmatiske gulv i porfyr og marmor. Men vender man blikket opad modsvares dette af det pragtfuldt forgyldt kassetteloft. Guldet skulle være det første, der kom til Europa fra Sydamerika.

Midterskibet flankeres af 36 ens joniske søjler. I tillæg til det pragtfulde midterskib findes der en række sidekapeller. Det sixtinske Kapel til højre for højalteret og Det paulinske Kapel til venstre tager helt og holdent vejret fra den besøgende. I det sixtinske kapel findes det såkaldte krybbekapel, som indeholder kirkens fornemste relikvie, nemlig brædderne fra Jesu krybbe. Ja, kontrasten til det overdådige rum er skærende. I det paulinske kapel er der over alteret en ikon forstillende jomfru Maria, som oprindeligt skulle være malet af evangelisten Lukas. Reelt er ikonen fra 800-tallet.

Men alt i alt er det mosaikkerne på midterskibets vægge, triumfvæggen og i apsisbuen, der er kirkens klenodie. Mosaikkerne på midtskibets vægge og triumfvæggen menes at stamme helt tilbage fra 400-tallet.

I midtskibet er der motiver, der fortæller den gammeltestamentlige historie som optakt til triumfvæggens mosaikker, der viser Guds trone i midten, herunder bebudelsen, de hellige tre konger, barnemordet Bethlehem, flugten til Egypten. Kristus fremhæves som verdensherskeren og hans moder Maria ses i kejserligt skrud. Mosaikkerne i apsis er fra 1200-tallet og skabt af den store kunstner Torriti til forherligelse af jomfru Maria.

I en cirkel sidder Kristus og jomfru Maria ved siden af hinanden i den himmelske verden. Kristus kroner Maria som himmelens dronning. De to flankeres af tilbedende engle og rundt om fyldes fladen ud af arkantusbladruller, der snor sig om traner, påfugle, samt fisk, fugle i øvrigt. Et højdepunkt i byzantinsk inspireret mosaikkunst.

Er det sidst på eftermiddagen, så bliv og nyd rummet, mens aftenmessen celebreres.