Klassiker

Overlever: De kristne burde erkende, at de svigtede under holocaust

I en alder af 73 år har jeg oplevet en kristen bede om tilgivelse. Det var en ny oplevelse for mig, og jeg tilgav hende gerne, siger den tidligere kz-fange Paul Aron Sandfort, der har oplevet mange skuffelser i den retning. - Foto: Scanpix

Jøderne er stadig forfulgte og udsat for antisemitisme. Men følelsen af skyld og fortrydelse er ikke tilstede i Europa, siger Paul Aron Sandfort, der som barn var i Theresienstadt

Den kristne kirke lukkede øjnene for jødeforfølgelser. Det var kun nogle ganske få, der satte sig mod det, siger forfatter og komponist Paul Aron Sandfort.

I oktober 1943 blev han taget af tyskerne på Gilleleje kirkeloft og sendt til Theresienstadt. Anger og bøn om tilgivelse har jeg først truffet for 2 år siden af katholsk søster. Og tilgivelse kan kun ske, hvis den der beder om det, angrer.

Jo dårligere samvittighed man har, jo mere stædigt fastholder man, at man ikke er antisemit. 

- Det har præget mig, at jeg dengang som jøde var en paria. Med få undtagelser - nemlig redningen af de danske jøder - lod verden passivt jøderne i stikken. I Theresienstadt var jeg uden hjælp, siger Paul Aron Sandfort og fortsætter:

- I årene efter krigen bredte jeg mine arme ud. Jeg troede, man ville gøre det onde godt igen. Men der kom mange skuffelser. Jeg har konstateret, at kirkerne i Europa ikke ville være skyldige, og de kristne har svært ved at leve med tanken om, at de ikke er gode. De kristne mener, at de er næstekærlige. Men der er langt fra, hvad de siger, til hvad de erkender. For hvis de erkendte det, måtte de angre, at de ikke gjorde noget aktivt imod jødeforfølgelserne.

De kristne har været utro mod deres egen tro, mener Paul Aron Sandfort. De prøver at komme overens med tanken ved at sige, at jøderne ikke ville blive forfulgte, hvis ikke der var noget om det, at det med andre ord er jødernes egen skyld. Det er også et paradoks, at man samler ind til de fattige, men samtidigt udsmykker kirkerne i pomp og pragt.

Paul Aron Sandfort hed oprindeligt Paul Rabinowitsch. Han stammer fra russiske jøder. Han far hed Aron Rabinowitsch og blev dræbt ved ankomsten til Auschwitz i 1943.

Paul Aron Sandfort har skrevet under pseudonymet Paul Aron. Han var 13 år, da han ankom til fangelejren i Tjekkiet. I dag er han 75 år. Som barn spillede han i Tivoli-garden. Da han kom til Theresienstadt, kom han med i børneorkesteret og deltog i opførelsen af børneoperaen Brundibar. Det var ikke på grund at sit musiske talent, at han overlevede, men den omstændighed at han var i den danske gruppe. Paul Aron Sandfort samlede og skrev ouverturen til Brundibar, der blev genopført i forbindelse med 60-årsdagen for anden verdenskrigs slutning.

I mange år talte han ikke om sine oplevelser under krigen, men efter at have sluttet en 10-årig psykoanalyse, fik han i 1997 udgivet en bog om sin barndom og ungdom ved navn Ben. Senere kom også en digtsamling I ghettoen findes der ingen sommerfugle, som er digte af børn og unge, der var indespærret i Theresienstadt.

- Der har altid været holocaustbenægtere, men i dag er det blevet legalt at sige, at man er det. Den manglende straf til de mange naziforbrydere efter krigen skyldtes de andre nationers dårlige samvittighed, siger Paul Aron Sandfort og fortsætter:

- Antisemitismen var bedst organiseret under anden verdenskrig. Derfor er Holocaust noget særligt i forhold til andre folkeudryddelser. Det var en kæmpeforretning, at man kunne stjæle fra jøderne med god samvittighed. Nu om dage kan man ikke mere slå jøder ihjel på samme måde, men jeg oplever, at der stadig er et kernespørgsmål, om man som jøde har lov at eksistere.

I sin bog beretter Paul Aron Sandfort, hvordan 42 af hans stuekammerater i Theresienstadt får deres navne råbt op for at blive videresendt til de polske udryddelseslejre. Selv er han den eneste tilbage. Han spørger: Kunne Gud virkelig tillade, at alt dette skete?

Paul Aron mistede sin tro på Gud. Og det har noget med Holocaust at gøre. Og han tror ikke på tro. Al tro er overtro. Gud er en ide, en tanke, siger han. Han ser sig selv som en ikke-troende jøde.

- Forestillingen om Gud overgår min logiske sans. Vi er ikke tilfredse med bare at være her. Vi vil have en mening. Og så har vi svært ved at acceptere, at vi, det vil sige mennesket, skal dø. Vi vil leve videre efter døden, derved opstår troen, siger Paul Aron Sandfort.

- Samtidigt ønsker vi at være gode. Forestillingen om det gode er en form for begær. Vi vil ikke være skyldige. Det er svært at leve med tanken om, at man ikke er god. Men hvad der er godt, kan ses som værende ondt af mennesker i andre kulturer, siger han og fortsætter:

- Selvtilfredshed og selvgodhed er meget farlige fænomener, fordi erkendelsen og især selverkendelsen mangler. Man bliver blind for andet end sine egne interesser. Det har den konsekvens, at moralen ikke efterleves. Jeg lyver ikke, fordi jeg således bevarer min selvagtelse. Jeg anser mig for at være et godt menneske; jeg finder mig ikke i noget, jeg beskytter mig imod angreb.

Paul Aron Sandfort havde i mange år dårlig samvittighed over at have overlevet Holocaust.

- Jeg talte ikke om det. Men det gør jeg i dag. Jeg har sluppet den skyld, jeg havde i forhold til mine døde fæller. For vi skulle jo slet ikke have været forfulgt, siger han insisterende.

- Jeg har følt glæde og tilfredsstillelse ved at tale med tusindvis af unge og besvare spørgsmål, fortæller Paul Aron Sandfort. Så sent som i en alder af 73 år har jeg oplevet en kristen bede om tilgivelse; det var en ny oplevelse for mig, og jeg tilgav hende gerne. Desuden har jeg fundet en slags fred ved at erkende at antisemitismen ikke er til at udrydde. Jeg har accepteret at den har eksisteret i 1700 år og desværre også vil gøre det i fremtiden.

- I en alder af 73 år har jeg oplevet en kristen bede om tilgivelse. Det var en ny oplevelse for mig, og jeg tilgav hende gerne, siger den tidligere kz-fange Paul Aron Sandfort, der har oplevet mange skuffelser i den retning. - Foto: Leif Tuxen.
Paul Aron Sandfort
Paul Aron Sandfort 2