10 eksempler på dramatik og vold i Det Gamle Testamente

Historien om Sodoma og Gomorra, hvor hele byer bliver udslettet, er en af da mange brutale fortællinger fra Det Gamle Testamente. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Det debatteres i øjeblikket, om folkekirken skal droppe tekster fra Det Gamle Testamente under gudstjenesten. Og ikke mindst er argumentet de voldsomme scener, der beskrives i Bibelens første halvdel. Kristeligt Dagblad har samlet 10 eksempler på Det Gamle Testamentes fortællinger om vold, overgreb og drab

1. Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra

Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.
Første Mosebog, 19, 23-25

2. Syndflodens konsekvenser

Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt, hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage. Vandet steg over jorden i hundrede og halvtreds dage.
Historien om syndfloden og Noas ark. Første Mosebog, 7, 21-24

3. Guds hævn over midjanitterne
Moses og præsten Eleazar og alle menighedens overhoveder gik dem (israelitterne) i møde uden for lejren, og Moses blev vred på hærens beskikkede tusindførere og hundredførere, da de kom tilbage fra krigen, og sagde til dem: "Har I ladet alle kvinderne leve? Det var jo dem, der efter Bileams ord var skyld i israelitternes troløshed mod Herren i det, der skete ved Peor, så plagen ramte Herrens menighed. Dræb nu alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand."
Fjerde Mosebog, 31, 13-17

4. Om at føre krig
Når du nærmer dig en by for at angribe den, skal du først opfordre den til overgivelse. Hvis den overgiver sig og åbner sine porte for dig, skal alle indbyggerne i den gøre hoveriarbejde. Vil den ikke overgive sig til dig, men gør modstand mod dig, skal du belejre den, og når Herren din Gud giver den i din magt, skal du hugge alle dens mænd ned med sværd. Men kvinder og børn og dyrene og alt, hvad der er i byen, det, du har røvet i den, kan du tage som krigsbytte; du må gøre dig til gode med det bytte fra dine fjender, som Herren din Gud har givet dig.
Femte Mosebog, 20, 10-14

5. Om at straffe voldtægtsmænd og deres ofre
Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte.
Femte Mosebog, kapitel 22, 23-24

6. Om at straffe dem, der gør nar
Derfra drog han op til Betel. Mens han var på vej op, kom nogle små drenge ud fra byen. De gjorde nar af ham og sagde: »Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande!« Han vendte sig om, så på dem og forbandede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel.
Om profeten Elisas vandring fra Jeriko til Betel. Anden Kongebog kapitel 2, 23-34

7. En mand og hans medhustru
Så tog manden sin medhustru og førte hende ud på gaden til dem. Og de lå med hende og mishandlede hende hele natten, lige til det blev morgen; de slap hende først, da det var ved at blive lyst. Ved daggry kom kvinden og faldt sammen foran døren til mandens hus, hvor hendes herre var, og dér lå hun, lige til det var helt lyst. Om morgenen stod hendes herre op, og da han åbnede døren og gik ud for at drage videre, fandt han sin medhustru liggende foran døren med hænderne på tærskelen. Han sagde til hende: "Rejs dig op, så vi kan komme af sted!" Men der kom intet svar. Så løftede han hende op på æslet og begav sig hjemad.Da han var kommet hjem, greb han en kniv, tog sin medhustru og skar hende i tolv stykker, led for led, og sendte stykkerne af hende ud i hele Israel.
Dommerbogen 19, 25-29

8. Kampen om Jerusalem
Med denne plage vil Herren ramme alle de folkeslag, der fører krig imod Jerusalem: Deres kød skal rådne, mens de endnu står oprejst, øjnene skal rådne i øjenhulerne, og tungen skal rådne i munden på dem.
Zakarias 14, 12

9. "Skån ikke nogen"
Dette siger Hærskarers Herre: Jeg vil straffe amalekitterne for det, de gjorde mod israelitterne, da de spærrede vejen, dengang israelitterne drog op fra Egypten. Ryk nu ud og slå amalekitterne, og læg band på alt, hvad der tilhører dem. Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler.
Første Samuelsbog, 15, 2-3

10. Knus dem mod klippen
Babylons datter, du ødelæggerske! Lykkelig den, der gengælder dig den gerning, du gjorde mod os! Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!
Salmernes Bog, kapitel 137, 8-9