Guide

10 festlige høstgudstjenester over hele landet

Ved årets høstgudstjenester bliver kirkerne over hele landet pyntet med korn, kranse og blomster fra høsten i år. Vi har samlet en oversigt med 10 høstgudstjenester over hele landet til inspiration. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Marken er mejet, høet er høstet, og nu er det tid til at takke Gud for årets høst i kirkerne. På Kristendom.dk har vi samlet en oversigt med 10 høstgudstjenester fra hele landet

"Alle gode gaver, de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud, for al hans kærlighed!". Sådan lyder det i mange kirker landet over, når høstsæsonen markeres med "Vi pløjed og vi så'de" (Den Danske Salmebog nr. 730). Traditionen med at takke for høsten går tilbage til førkristen tid, men den gamle skik er videreført i folkekirken. Mange steder er kirkerne derfor pyntet ekstraordinært op med høsten fra lokalområdet.

Vi har samlet 10 interessante høstgudstjenester, som giver et indblik i, hvordan høsten fejres på forskellige måder.

1. København: Hvordan har vores dialekter det?

Har du overskud af blomster og frugt i din have? Tag det med til årets høstgudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, hvorefter kirken vil dele ud af den medbragte høst til de ældre i sognet. Efter høstgudstjenesten er det muligt at købe en let frokost, inden dialektforsker Inge Lise Pedersen holder foredrag om de danske dialekter. De seneste undersøgelser peger på, at kun få unge benytter sig af deres dialekt til almindelig samtale. Inge Lise Pedersen vil forsøge at give sit bud på, hvorfor det er sket.

Tidspunkt: 8. september fra kl. 10.30.
Hvor: Sankt Jakobs Kirke, Østerbrogade 59.

2. Dalum: Høstmarked og gratis pølser

Dalum Kirke bliver til et sandt blomsterhav, når frivillige i sognet pynter kirken op til årets høstgudstjeneste, hvor nye konfirmander bydes velkommen. Dalum Kirke opfordrer kirkegængerne til at medbringe frugt og grønt, som kan bæres ind ved gudstjenesten – og som efterfølgende kan sælges på høstmarkedet i kirkens anneks. På parkeringspladsen kan man forsyne sig med gratis pølser, når kirkens pølsevogn langer pølser over disken.

Tidspunkt: 8. september fra kl. 10.00.
Hvor: Dalum Kirke, Dalumvej 114.

3. Vissing: Høstgudstjeneste ved udealteret

Vissing Kirke fik Danmarks første udealter i 2016. Til årets høstgudstjeneste rykker menigheden ud i naturen og fejrer gudstjeneste ved udealteret, som ligger bag kirken. Man skal selv medbringe en stol eller et tæppe – og måske en paraply, hvis vejret befaler det. Efter gudstjenesten er der fællesspisning i Vissing Forsamlingshus.

Tidspunkt: 8. september fra kl. 17.00.
Hvor: Vissing Kirke, Lindkærvej 18.

4. Helsinge: Naturen blomstrer vildt i Helsinge Kirke

I Helsinge Kirke omdanner de den gamle kirke fra det 11. århundrede til en blomstrende kornmark. ”Årstidens Blomster” står for at skabe en sansehave i kirken, som kan nydes i dagene op til høstgudstjenesten og til selve gudstjenesten. Troen kan udfolde sig mange steder, blandt andet også i naturen, er budskabet fra Helsinge Kirke.

Tidspunkt: 1. september fra kl. 11.00.
Hvor: Helsinge Kirke, Kirkegade 5.

5. Sengeløse: Gudstjeneste, auktion og høstfest

Høsttiden fejres i Sengeløse Kirke med en festlig gudstjeneste, hvor orgelet suppleres af trompet og kirkesang. Efter gudstjenesten er der auktion med alt det lokale frugt og grønt, hjemmebryg, hjemmesylt og alskens slags blomster og planter. Når auktionen er afsluttet og overskuddet afleveret til de lokale FDF’ere og Værestedet Paraplyen, er Sengeløse Kirke vært for årets høstfest. Her vil der være både hoppeborg, snobrødsbagning, ansigtsmaling og mange flere aktiviteter.

Tidspunkt: 8. september fra kl. 11.00.
Hvor: Sengeløse Kirke, Landsbygaden 68-70.

6. Hillerød: Høstgudstjeneste og høstfest

Medlemmer af ungdomsteatergruppen medvirker i årets høstgudstjeneste, som fejrer naturen og Guds skaberværk. Efter gudstjenesten bydes der op til fest i haven ved slotskirkens hus, hvor grillen bliver tændt og der vil være en masse aktiviteter for både børn og voksne som snobrødsbagning, sækkevæddeløb eller auktion.

Tidspunkt: 15. september fra kl. 10.00.
Hvor: Frederiksborg Slotskirke, Frederiksborg Slot 2.

7. Lundeborg: Høstgudstjeneste med lokal spillemand

Den traditionelle høstgudstjeneste krydres i Lundeborg Kirke med folkemusikeren, Michael Graubæk. Michael Graubæk er kendt i hele landet for sin folkemusik og flere har kaldt ham for en af de bedste spillemænd, Danmark kan præstere lige nu. Folkemusikken følges op af et sandt folketraktement, da der serveres snaps og sildemadder.

Tidspunkt: 15. september fra kl. 10.15.
Hvor: Lundeborg Kirke, Knarreborg Møllevej 39.

8. Krenkerup: Høstfest på godset

Traditionen tro er der høstfest i de smukke omgivelser ved Krenkerup Gods. Selve gudstjenesten holdes på godset, ligesom aktiviteterne for både børn og voksne dagen igennem foregår i godsets omgivelser. Høstfesten holdes i samarbejde med lokale restauratører og Krenkerup Bryggeri, så ingen går sultne eller tørstige hjem.

Tidspunkt: 31. august fra kl. 10.00.
Hvor: Krenkerup Gods, Krenkerupvej 33.

9. Udby: Udendørs høstgudstjeneste og foredrag

Hvis vejret tillader det, vil Udby Kirke fejre høstgudstjeneste under åben himmel i præstegårdens gård. Efter gudstjenesten serveres en let frokost, hvorefter historiefortæller Marianne Christensen vil fortælle historier fra myternes og eventyrernes verden. De fleste historier har rod i Marianne Christensens egen verden på Lolland og Sydsjælland.

Tidspunkt: 1. september fra kl. 10.30.
Hvor: Udby Kirke, Pasmergårdsvej 13.

10. Holbæk: Høstgudstjeneste med dåb og sommerfest i Tveje Merløse
Årets høstgudstjeneste fejres udendørs i haven bag den Gamle Skole i Tveje Merløse. Her vil både være musik, barnedåb i det fri og høstpynt. Efter høstgudstjenesten er kirken vært for årets sommerfest, hvor en række af provstiets medarbejdere sørger for underholdning. Mad kan købes, men man er også velkommen til at medbringe sin egen picnic-kurv.

Tidspunkt: 1. september fra kl. 11.
Hvor: Tveje Merløse Kirke, Tveje-Merløse 22.