10 klassiske bønner til bededag

Bønnen er en måde at fordybe sig i sin tro. Til formålet findes en række forskellige bønner, som du kan læse her. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Bønnen har været en fast del af den kristne tro, helt tilbage fra da Jesus lærte sine disciple af bede Fadervor. Siden da er der kommet et væld af bønner til. Vi har samlet 10 klassiske bønner her

Bønnen har en lang tradition inden for den kristne kirke, og man kan læse om bøn i forskellige passager i Bibelen. Bøn kan forstås som kommunikation med Gud, en kontakt mellem Gud og mennesket. Bøn kan være formet i ord, men kan også være ordløs.

Verdens mest kendte bøn er Fadervor. Men der er mange andre kristne bønner, som bruges til hverdag og fest. Nogle beder bordbønner. Andre tidebønner. Og nogle beder blot for dagen og vejen.

I anledning af store bededag kommer her 10 nye og ældre bønner for enhver smag.

1. Oplys mit hjertes mørke

Højeste Gud, fuld af ære,
oplys mit hjertes mørke
og giv mig dyb tro,
fast håb og fuldkommen kærlighed,
indsigt og erkendelse, Herre,
så jeg kan fuldføre
de opgaver, du lægger på mig
- hellige og sande.

Bøn af Frans af Assisi

2. Du kender mig

Du kender mig i mit inderste og ved,
hvad jeg tænker og føler.
Du ved også, at det jeg har trang til
ikke altid er det, jeg trænger til.
Herre, vis mig den sande vej,
så jeg altid må leve i troen på dig
og på livet selv.

Helena Hauge, Roskilde Domkirke, Natkirkens "take away bøn"

3. Hjælp mig i min nød

Herre, Jeg ved, at jeg af mig selv hverken kan skaffe eller få bare et stykke af mit daglige brød, ligesom jeg ikke kan beskytte mig mod nød og alskens ulykke. Derfor beder jeg dig om dagligt brød, som du har sagt jeg må, og du har jo lovet mig det, du som kommer mine tanker i forkøbet og tager dig af min nød. Amen

Bøn af Luther, oversat af Hanne Sander

4. At komme hjem

Jeg lukker ofte døren
og vil gå hjemmefra
skuffet
som barnet der vil findes.
Jeg håber
at du også i dag
banker på mit barnesind.
Så vil jeg lukke op
og komme hjem.

Bøn af Kirsten Jørgensen, provst ved Frederiksberg Provsti

5. Tænk, at du elsker os

Forunderlige Gud.
Tænk, at du elsker os uanset alle vores dumheder og fejl.
Tak for al den kærlighed, du giver os.
Hjælp os med at give din kærlighed videre til andre og lad din godhed og overbærenhed sætte sit præg på os, så vi kommer ud over vores smålighed og misundelse og under hinanden alt godt.
Amen.

Bøn af Stine Munch, sognepræst i Vor Frue Kirke, København

6. To af alt - men ét hjerte

Du gav mig to øjne som ser og som tror.
Du gav mig to ører som hører dit ord.
Du gav mig to fødder som går på din vej.
To læber som synger og lovpriser dig.
To hænder som foldes i tanker til dig,
men bare ét hjerte som banker for dig.

Bøn af Johannes Møllehave

7. Nat og dag til Guds tilfredshed

Jeg sover ind i Herrens navn
og ved
at også min søvn er i orden for Gud.
Og når jeg så vågner
og går i gang med de daglige opgaver
på mit arbejde
med at skrive, læse, meditere,
iagttage og bede –
tvivler jeg ikke på,
at Gud også er tilfreds med det arbejde.
Hvis jeg vidste, at han ikke syntes om det,
ville jeg med det samme holde op.
Men jeg er sikker på,
at Gud er tilfreds med mit arbejde,
ikke på grund af mig,
som udfører det alt sammen,
men på grund af Guds vilje,
der forbarmer sig over mig
tilgiver mig synder, elsker mig, leder mig
og holder mig fast med sin Hellige ånd.

Bøn af Luther, oversat af Helle Sander

8. Hver regndråbe er et kys

Kære Gud i Himlen, hver eneste regndråbe er et kys, du føjer til verden. Fra dit skatkammer af guldbølger under Livets Træ rammes vi af din kærlighed. Hjælp os til at forstå, at vi altid er dine elskede børn, at du behøver vore sjæle i ærmerne. Et mægtigt diadem smeder Himlen og Jorden sammen. Bag skyerne ser vi det lyse i regnbuens farver. Verden er vort smykke, når vi træder ud ad døren. Grib vore omvendte kinder, vi ønsker at sejle som viberne. Amen.

Bøn af Simon Grotrian, dansk lyriker og forfatter

9. Herren er min hyrde

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.
Han lader mig ligge i den grønne eng.
Han fører mig til det stille vand.
Han giver mig mod og viser mig vej,
den rette vej.
Selv om jeg går i dødsskyggens dal
frygter jeg ingenting,
for du er med mig, du er min hyrde
du gør mig tryg.
Du dækker bord til mig
mens mine fjender ser på.
Du masserer mit hoved med olie
og fylder mit bæger til randen.
Godhed og troskab er med mig
så længe jeg lever,
jeg skal bo i Guds hus
alle mine dage.

Bøn fra Salmernes Bog Salme 23, på nudansk fra den nye oversættelse af Ida Jessen, ”TAK”

10. Nu lukker sig mit øje

Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag!

Bøn af Peter Foersom, dansk skuespiller og oversætter