10 tænkere der har haft betydning for kirken 

Ved reformationens 500-års jubilæum i 2017 blev slagordet ”kirken bør altid reformeres” gentaget gang på gang. Netop i Danmark har vi siden 1500-tallet haft en række teologiske tænkere, der har bidraget til udviklingen af kirken og den teologiske tænkning. Få en indføring i 10 af disse tænkere

1) Poul Helgesen (1480-1535) fik som lærer ved universitet stor indflydelse på første generation af reformatoriske forkyndere. Han var leder af karmeliternes munkeorden og katolsk bibelhumanist.

Poul Helgesen ville tilbage ”til kilderne”, dvs. sætte studiet af Biblen – og ikke mindst Det Nye Testamente – i centrum. Han ønskede, at den katolske kirke skulle reformeres, men det skulle ske uden et brud med kirken.

Hans program var en inderlig fromhed forbundet med studiet af Biblen på grundsprogene, samt læsning af de oldkirkelige fædre. Frelsen var for ham, som de lidt senere reformatorer fremhævede det, noget der skete ved tro. Men han ville samtidig understrege fromhedens betydning. Fromhed og et moralsk liv hørte med til frelsen.

Poul Helgesen gjorde med sin stærke vægtlægning på bibelstudier og kritik af den katolske kirke et stort indtryk på sine studerende. Derfor er det ikke for meget sagt, at han fik en afgørende indflydelse på reformationens gennemførelse i Danmark. Hans studenter gik videre end deres lærer og brugte hans tanker til et kirkebrud.

2) Martin Luther (1483-1546) er selvfølgelig umulig at komme udenom som en teologisk tænker, der fik altafgørende betydning for den danske evangelisk-lutherske kirke. Luther søgte frelsesvished, og prøvede gennem klosterlivet og streng askese at nå fuldkommenhed og erfaring af Guds nåde.

Martin Luther studererede Biblen og opdagede, at den katolske kirke ikke stod for ret kristendom. Han gjorde op med kirkens afladshandel, helgendyrkelsen og den fromhedspraksis, der skulle skaffe den enkelte adgang til Guds nåde.

Luthers reformatoriske opdagelse blev troens overbevisning om, at Gud er kærlighed og ikke en nøjeregnende dommer. Og netop troen er menneskets svar på evangeliet om Guds uforbeholdne tilgivelse af mennesket som synder.

En ny forståelse af kirken blev konsekvensen af Luthers opdagelse. Kirken skulle alene forkynde syndernes forladelse, mens statens rolle blev at beskytte kirken og give den frihed til at forkynde evangeliet. Luthers forståelse af troen som ubetinget tillid til Guds nåde og kirkens nye rolle i forhold til stat og samfundsliv blev afgørende for de reformatoriske kirker – og dermed den danske folkekirke.

3) Hans Tausen (1494-1561) blev førende i kampen for at indføre Luthers reformatoriske tanker i Danmark. I første omgang blev den unge Hans Tausen sendt til universitetet i Rostock, hvor han for første gang mødte Luthers tanker.

Efter studier i København, hvor han blev stærkt påvirket af Poul Helgesen, rejste han til Wittenberg. Her hørte han Luther og blev fuldt overbevist om troen som det, der alene er frelsende. Hans Tausen blev kaldt hjem som prædikant i Viborg, hvor hans klare, men også aggressive evangeliske prædiken samlede store tilhørerskarer, men også vakte modstand.

Ved indførelsen af reformationen i 1536 var han den førende i udarbejdelsen af den såkaldte kirkeordinans, altså den samling af bestemmelser, som nu skulle danne grundlag for en evangelisk kirke i Danmark.

Hans Tausen beklædte flere undervisningsstillinger dels i København ved det reformerede universitet og dels i Roskilde. I 1542 blev han biskop i Ribe, hvor han i sine sidste år oversatte Biblen fra henholdsvis hebraisk og græsk og skrev forklaringer til en række af de bibelske tekster, samt en prædikensamling.

4) Niels Hemmingsen (1513-1600) blev en af samtidens mest kendte teologer – også ude i Europa. Han var klart den ledende tænker ved Københavns universitet, indtil Frederik den 2. efter pres udefra blev nødt til at afsætte denne lærde teolog efter ca. 40 års virke.

Niels Hemmingsen forfattede op mod hundrede bøger og afhandlinger, som udkom i flere oplag. Hans værker blev skrevet på latin og oversat til en række af de førende europæiske sprog. Niels Hemmingsen beskæftigede sig med både bibelfortolkninger og sammenfatninger af den lutherske troslære (dogmatik).

Han skrev om etik, retsforhold, ægteskab og skolevæsen m.m. Hertil kom prædikensamlinger, som blev brugt af præster langt op i 1600-tallet. Men ikke mindst Niels Hemmingsens stærke vægtlægning på klassiske sprog fik betydning for præsteuddannelsen fremover.

Niels Hemmingsen var påvirket af Luthers nære medarbejder, Philip Melanchton, der kæmpede for at bevare enheden med de reformerte. Det blev årsagen til, at han blev afskediget fra sin professorstilling ved universitetet.

Som Melanchton ville han tilnærme sig den reformerte nadverlære, idet han fremhævede, at brødet og vinen ved nadveren skabte forbindelse mellem himmel og jord. Det blev udlagt som en afvisning af Luthers lære om, at Jesus var reelt tilstede i brødet og vinen (realpræsens). Det var filippisme – og noget nær kætteri i datidens opfattelse. Men en god del præster var i virkeligheden filippinister.

5) Søren Kierkegaard (1813-1855) er ved siden af Niels Hemmingsen den danske teologiske tænker, som er mest internationalt kendt.

I første del af sit forfatterskab (1843-1846) gennemanalyserer han den menneskelige eksistens og gennemspiller de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer, som for en senere tidsalder har gjort ham til en af eksistentialismens fædre.

Begreber som valget, friheden, angsten og tro bliver knivskarpt analyseret og forholdet til Gud ses som et personligt forhold, der beror på ”et spring ud på de 70 tusinde favne”.

Sideløbende med det filosofisk-psykologiske forfatterskab, der blev udgivet under pseudonym, skrev Kierkegaard opbyggelig litteratur. Det opbyggelige forfatterskab forsatte med temaer som forventning og tålmodighed, trods og tvivl, tab og trøst, anfægtelse, bekymringer og lidelse.

Kierkegaards forfatterskab blev mere og mere koncentreret om det at efterfølge Kristus. Kristus er forbilledet og efterfølgelsen er den sande form for kristendom. Men da forbilledet er den fornedrede, foragtede og forhånede Kristus, vil den kristne også komme til at lide for sin tro, fordi han skal bekende Kristus i verden. I Kierkegaards sidste år førte dette til en stærk kritik af den officielle kirke og dens præster.

Kierkegaards kristendomsforståelsebelv en stærk inspiration både for den indremissionske vækkelse som den eksistentialistisk prægede forkyndelse, der slog igennem i tiden efter Første Verdenskrig.

6) N.F.S. Grundtvig (1883-1872) er nok en af de mest mangfoldige tænkere i dansk kirkeliv. Gennem sin vældige salmeproduktion satte han et afgørende præg på den danske gudstjeneste og dens salmesang.

Med sin kirkeforståelse og forståelse for det folkelige blev han inspirationen til den kirkelige og folkelige vækkelsesbevægelse grundtvigianismen. Gennem sine pædagogiske tanker skabte han grundlaget for folkehøjskolen og friskolebevægelsen.

Grundtvigs kirkeopfattelse blev til i et opgør med tidens rationalistiske tankegang. For hvordan kunne man på én gang hævde, at Biblen var autoritet og samtidig genstand for kritisk, akademisk tolkning?

I 1825 formulerede Grundtvig sit kirkesyn i skriftet Kirkens genmæle. Sand kristendom, mente Grundtvig, bygger ikke på Biblens ”døde” bogstav, men på den levende menighed, der har eksisteret siden apostlenes dage.

Og hvad har netop holdt menigheden levende? Det har Jesu Kristi egen levende tilstedeværelse som den opstandne i menighedens midte. Han, Kristus, er tilstede ved dåben og nadveren. Han er det levende ord. Den apostolske bekendelse, Fadervor og sakramenternes indstiftelsesord har altid været i menigheden. Og i de ord er Kristus selv.

På dette kirkesyn skabte Grundtvig nu en strøm af salmer, som stadig hører til den danske folkekirkes kernesalmer. Hans kirkeopfattelse gik lige ind i de bevægelser, der i forvejen voksede frem med krav om kirkelig frihed og lægfolks indflydelse.

Afgørende for Grundtvigs folkelige og pædagogiske tanker blev menneskesynet: "Mennesket er ingen abekat, men et guddommeligt eksperiment, en mageløs sammenføjning af støv og ånd".

Det vil sige, at menensket er et åbent væsen; åbent for ånd og frihed. Derfor kan mennesket oplives ved fortællingen om historien og fra litteraturen. Sådan er det skolens opgave at oplive og oplyse.

7) K. E. Løgstrup (1905-1981) gjorde som teolog og filosof i første omgang op med den opfattelse, at vores erkendelse afhænger af vores evne til at erkende, dvs. et opgør med filosoffen Immanuel Kant. I dette opgør med den store filosof fra 1700-tallet brugte Løgstrup ikke mindst eksistentialismen og dens kredsen om det menneskelige valg.

Løgstrup var med sin teologi og filosofi tilknyttet Tidehvervsbevægelsen. Men da han udsendte sit første hovedværk Den etiske fordring (1956) førte det til et brud med Tidehverv og til et nyt opgør, nemlig med Kierkegaards kristendomsopfattelse.

Løgstrup søgte at formulere den etiske fordring i et ikke-teologisk sprog. Han mente, at indholdet i Jesu forkyndelse kan formidles som et humant budskab; at ”vi holder et andet menneskes liv i vor hånd". I øvrigt er bogen en analyse af den tillid, vi umiddelbart møder det andet menneske med.

Fra bogen om den etiske fordring var det næste skridt at formulere de ytringer, som er i vores liv med hinanden, som bærer vores liv – og som vel at mærke kommer af sig selv: Tillid, talens åbenhed, barmhjertighed og håb er det, Løgstrup kalder for de suveræne livsytringer. Vi kan ikke selv frembringe dem, kun ødelægge dem. De kommer bag på os og fuldbyrdes uden om vores eget valg. De er suveræne og spontane.

En række bøger fra hans hånd uddybede disse tanker og hans produktion afsluttedes med det ambitiøse værk Metafysik I-IV, hvori han gennemarbejder sprogfilosofiske, kunstteoretiske og etiske betragtninger. Løgstrups tænkning blev afgørende for en hel generation af unge teologer.

8) P. G. Lindhardt (1910 –1988). Nogle vil kalde P. G. Lindhardt for den mest berømte teolog i 1900-tallet. Han gjorde som professor i kirkehistorie ved Aarhus universitet en stor forskningsindsats for at afdække det 19. og 20. århundredes kirkehistorie.

Især blev hans forskning i vækkelsesbevægelsernes historie kendt og omdiskuteret, og ikke mindst kritiseret for de næsten for menneskelige motiver, som han tillagde vækkelsernes anførere. Samtidig blev han kendt som en skarp prædikant, der med sine prædikener gjorde op med det, han mente var vores egne forestillinger og ønsketænkning.

Berømt blev hans foredrag på Askov højskole i 1952 om det evige liv. Det foredrag vakte voldsom diskussion. Heri hævdede Lindhardt, at det evige liv ikke er fremtidsvendt. Det er ikke nyt liv eller et efterliv, men det evige liv er den guddommelige kærligheds liv her og nu.

P.G. Lindhardt opfattede sig selv som historiker og prædikant og ikke som teolog. Han var om nogen påvirket af Kierkegaard og i senere prædikener også af Grundtvig.

9) Johannes Sløk (1916-2001) beskæftigede sig både med idéhistorie, etik og religionsfilosofi som professor ved Aarhus universitet. Han var optaget af at undersøge forholdet mellem det enkelte individ og dets verden og samfund. Var mennesket andet og mere end et produkt af omstændighederne?

Sløk så mennesket som bestemt af skæbne. I sine idehistoriske studier var han derfor optaget af studier af filosoffen Platon, hvor forholdet mellem moral og skæbne er noget afgørende og dernæst renæssancen med dens opbrud fra middelalderens enhedstænkning.

Det videreførte Sløk så til en analyse af nutiden, hvor idéen om, at verden, Gud og mennesket udgør en harmonisk enhed endeligt er brudt sammen. Derfor kan der ikke argumenteres for, at der findes en religiøs sandhed.

Sløk deltog med stor veloplagthed i tidens debat. Han havde en eksistentialistisk grundposition og gik skarpt i rette med alt, hvad der var ideologi. For ideologier fratager mennesket dets frihed og ansvar.

Med sit store forfatterskab på godt 60 bøger var han regnet for en af sin generations største intellektuelle personlighed med stor betydning for efterfølgende teologer og kirkefolk.

10) Regin Prenter (1907-1990) var sammen med Løgstrup, Lindhardt og Sløk en af ”de fire store” ved Aarhus universitet, som fra midten af 1900-tallet har præget dansk filosofi og teologi.

Regin Prenter var i særdeleshed teologen, professor i dogmatik i tiden 1947-1973. Med sin store dogmatiske lærebog Skabelse og genløsning slog han sit navn fast som en af Nordens største teologiske tænkere. Hans lærebog blev brugt og slidt op af flere generationer af teologistuderende.

Prenters udgangspunkt var Luthers teologi, samt Karl Barth. Hertil kom en stærk påvirkning fra Grundtvigs opfattelse af, at der er sammenhæng mellem menneskets skabelse og så dets frelse. Prenters skrivestil var præget af gudstjeneste og liturgi. Og i hans dogmatikbog gik lærdom, systematik og det kirkelige da også i ét.