Analyse

10 værdier i samspil mellem kristendom og sekularisering

Demokrati, fornuft, frihed og lighed er ikke bare sekulære værdier. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Idealer om ansvarlighed, frihed og retfærdighed har rødder i Bibelen og det antikke Grækenland. Denne artikel kaster lys over forbindelserne mellem kristendommen og det, mange i dag kategoriserer som almene, gode værdier

Hvad er danske værdier? Ja, hvad er en værdi overhovedet?

Politikerne i Folketinget kan bruge ordet ”værdikamp”, når det gælder om at finde tilbage til de værdier, som man mener, samfundet skal bygge på. Her peger nogle på, at det netop er de kristne værdier. Værdier er de forestillinger, der bestemmer og motiverer vores holdninger, handlinger og vurderinger. Som oftest har vore værdier baggrund både i den antikke græske kultur og i kristendommen, men er nu integreret i det moderne demokrati og den almene etiske holdning. Det betyder, at værdierne er blevet sekulariseret.

1. Ansvarlighed
I Det Gamle Testamentes love for folkets adfærd er ansvarligheden det bærende. Man står til ansvar for sin næste, den svage, den fremmede, den fattige, enken og så videre. Begrundelsen er, at ligesom Gud har udvalgt sit folk og beskytter det, sådan skal folket også handle både som enkeltpersoner og som kollektiv. Man står til ansvar overfor sin Gud og skaber. I Det Nye Testamente knytter Jesus i sin forkyndelse til denne holdning, hvad lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet kapitel 10) eksemplet på. Paulus indskærper ”de stærke” i menigheden til at tage vare på de svage (Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 8).

I den moderne velfærdsstat ses ansvarligheden som en afgørende værdi. Staten skal tage vare på den enkelte borger, der har ret til social tryghed og hjælp ved sygdom og ulykke. Ansvarlighed i forhold til naturen bygger på den tilsvarende tanke: naturen skal beskyttes – også for menneskets egen skyld.

2. Demokrati
Ordet betyder folkestyre og stammer fra det antikke Grækenland. Her var det først og fremmest Athen, der i 400-tallet f.Kr. etablerede et folkestyre. I den første kristne menighed blev demokratiet virkeliggjort. Inspirationen var fra det gamle Israel som et folk, udvalgt og ledet af Gud. I den tidlige kristendom forstod man kirken som et fællesskab, hvor broderlighed, fred, kærlighed og tjeneste var i centrum. Menighedens liv skulle være en afspejling af det fremtidige nye Jerusalem, som håbet rettede sig imod. Med Reformationen i 1500-tallet genoptog man især i den calvinske retning igen tanken om den selvstyrende menighed.

Det kristne håb om en idealtilstand, hvor alle er lige og tjener hinanden, samt reformationstidens opgør med kirkelige autoriter, ligger bag oplysningstidens frihedsideal. Mennesket er født frit og har ret til frihed, sagde de politiske filosoffer i slutningen af 1700-tallet. Demokratibegrebet frigjorde sig fra kristendommen. Men menneskerettighedserklæringerne og for eksempel den amerikanske uafhængighedserklæring er uforståelig uden det kristne menneskesyn.

3. Fornuft
I det antikke Grækenland talte man om en ”verdensfornuft”, det vil sige den ordnende lov, som var i naturen og i menneskenes verden. Og man talte om fornuften som menneskets evne til erkendelse af sandheden, altså som en kilde til erkendelse. Den bibelske skabelsesberetning blev også i teologien set som udtryk for, at Gud havde skabt verden efter et fornuftsprincip som et kosmos. I middelalderens forstod man tro og fornuft som sammenhørende: troen giver en indsigt, som fornuften fortolker. Men efter Reformationen blev fornuften udskilt fra troen. Den frembrydende videnskabelighed havde alene fornuften som sin forudsætning.

4. Frihed
I græsk og romersk filosofi (stoicismen) er frihed den indre frihed, uafhængigheden af ydre forhold. Begrebet frihed finder vi i Det Nye Testamente først og fremmest i Paulus` breve. Her er friheden tilsvarende forstået som uafhængighed af ”denne verdens” normer, idet den kristne kun er bundet til Kristus. Paulus drager så den slutning, at den kristne med sin indre frihed ikke behøver at gøre op med de sociale normer og den politiske magt. For Luther (1483-1546) var friheden også noget dobbelt: Den indre frihed, som er frigørelse fra bundetheden til synden ved troen på Guds tilgivelse – og så friheden til at gøre godt i det sociale rum. Først med 1700-tallets filosofi, det vil sige Immanuel Kants (1724 – 1804) tænkning, bliver frihed til autonomi, altså at mennesket nu ses som sin egen lovgiver. Mennesket har fornuft og en fri vilje: ”Du kan, for du skal”, sagde Kant.

Det moderne menneskes frihedsopfattelse har altså en dobbelt baggrund:

1) Mennesket som frigjort i troen på Kristus.

2) Oplysningstidens understregning af menensket egne iboende muligheder for at forme sit eget liv.

5. Lighed
Lighed var forudsætningen for Athens demokrati. Den græske filosofskole stoikerne mente, at der eksisterede en naturlig lighed mellem menneskene, eftersom vi er fornuftsvæsener med lige stor evne til at udøve dyd.

I Det Gamle Testamentes skabelsesberetning hedder det, at Gud skabte mennesket i sit billede, altså i lighed med sig selv (Første Mosebog kapitel 1 vers 27). Også hos profeterne og i den fremvoksende kristendom blev alle menneskers ligestilling over for Gud understreget. Og Paulus understregede, at uanset etnisk eller religiøs baggrund er der lighed i Kristus.

Med Reformationen opstod der på ”venstrefløjen” en række menigheder, hvor idealet for en social lighed blev praktiseret. Dog mente Luther, at friheden og ligheden var en ”indre”, der ikke kunne bruges politisk. Alligevel slog lighedstanken igennem som lighed for loven og lige rettigheder som det blev formuleret i den amerikanske uafhængighedserklæring og i den kommunistiske lighedsidé.

6. Næstekærlighed
En ”næste” betyder ordret ”den nærmeste”. I Det Gamle Testamente er en næste identisk med en folkefælle, altså en anden israelit, som man så er forpligtet på at hjælpe. Næstekærligheden belyses i Jesu forkyndelse ifølge Det Nye Testamente både i bud og lignelser. Jesus fremsætter det dobbelte kærlighedsbud, nemlig at kærlighed til Gud og næsten er identiske, og næstebegrebet udvides til at omfatte ethvert menneske.

Fordringen om næstekærlighed kan imidlertid også ses på rent humant grundlag, som en som en fordring den enkelte spontant må svare på med den barmhjertige handling. Næstekærlighed som værdi ligger bag såvel kirkelige som ikke-religiøse hjælpeorganisationer som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. Hertil kommer, at næstekærligheden omsættes i en statslovgivning, der sikrer solidaritet og omsorg.

7. Retfærdighed
I det antikke Grækenland opfattede man retfærdighed som det, at alle var lige overfor loven. Filosoffen Aristoteles kaldte dette for den almene retfærdighed. Den specielle retfærdighed vedrører så fordeling af ydre goder.

I Bibelen betyder retfærdighed dels at handle efter den af Gud skabte orden og lov – dels det mere dynamiske at Gud selv dømmer eller skaffer et menneske ret. Det er især i det Gamle Testamente, at vi finder denne betydning af ordet. I Det Nye Testamente bruger Paulus begrebet retfærdiggørelse. Her menes, at det syndige menneske frikendes eller retfærdiggøres ved at tro på Kristus som sin frelser.

På baggrund af både den antikke græske forståelse og den bibelske ses retfærdighed som en grundværdi i den statslige lovgivning, i retssystemet og i moral.

8. Sandhed
I den græske kultur var sandhed noget, man kunne indse, noget man skuer – altså et intellektuelt begreb. I Det Gamle Testamente er sandhed det, som er urokkeligt og troværdigt. Derfor hører Gud og sandhed sammen. Guds handlinger, ordninger og ord er sandhed. Og man gør sandheden ved at følge Guds bud. Sandhed er dermed en moralsk kategori. I Det Nye Testamente siger Jesus, at han er sandheden (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6). Sandheden er altså her en person, og at gøre sandheden er så at handle ud fra den virkelighed, som Jesus har vist.

Både den antikke græske filosofis opfattelse af sandhed og ordets brug i Bibelen danner baggrund for sandhed som en værdibetegnelse. Sandhed bliver en værdi, når det betyder det ideelle, det fuldkomne. Man taler derfor om sand kunst, et sandt menneske, altså et menneske der lever op til et ideal, en norm. Man taler sandt, når det, man siger, er i overensstemmelse med virkeligheden og det konstatérbare.

9. Tillid
Den kristne tro er ifølge Det Nye Testamente identisk med tro på Gud som den skabende og frelsende magt. Tilliden er ifølge Luther lig med tro på, at Gud er den tilgivende.

Men tilliden kan også forstås på et rent humant grundlag som en ”stum” fordring, der spontant opstår mellem mennesker. Tilliden opstår af den kendsgerning, at vi er henvist til den anden (K.E. Løgstrup).

Tillid er den holdning og indstilling, hvormed man handler. Man handler i tillid til, at den anden taler sandt, at samfundet er retfærdigt og dets love gode. Dermed er tilliden også forbundet med det usikre og risiko. At andre er til at stole på, at samfundet med sine love sikrer alles bedste, er altså en værdi, som er knyttet til det moderne, demokratiske velfærdssamfund.

10. Tolerance
Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 4 i Det Nye Testamente blev apostlenes leder, Peter, afhørt af det jødiske præsteskab. Og her bekender han, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus. Samtidig er Jesus Kristus den, der har åbenbaret den Gud, der er den universelle Gud. Og ifølge den bibelske gudsforståelse er Gud den, der er ubegrænset og hvis handlinger er skjult for det menneskelige øje. Det er den spænding, der ligger i tolerancebegrebet. Tolerance er at indrømme andre plads til deres tro eller religion - uden nødvendigvis at dele deres overbevisninger.

Da den franske konge Henrik IV (som var katolik) i 1598 fastslog ved lov, at protestanterne havde rettigheder som andre borger, var vejen banet for tolerance og frihed til at følge sin samvittighed – og dermed for sekulariseringen. I dag er tolerance en grundlæggende værdi i den frie, demokariske stat.

Litt: Gads danske Bibelleksikon og lex.dk