10 vigtige ligheder og forskelle mellem kristendom og islam

Kristendom og islam deler historisk set en stor del af den samme religiøse tradition. I dag står de to religioner overfor hinanden i Europa - to religioner med hver deres særpræg og karakter. Hvad er lighederne, og hvad er de afgørende forskelle?

Ligheder:

1: Kun én Gud
Den grundlæggende lighed (som de to religioner også deler med jødedommen) er troen på den ene og eneste Gud, som har givet alt liv. ”Der er kun èn Gud og Muhammed er hans profet” - det er islams trosbekendelse, der svarer til det første af De 10 Bud: ”Du må ikke have andre guder end mig”.

Fælles er også troen på Gud som historiens Gud, Gud som skaberen af denne verden, og som er virksom i menneskets historie. Fælles er opfattelsen af Gud som den, mennesket står overfor i ansvar, tilbedelse og taknemmelighed, og som viser mennesket barmhjertighed.

2. Profeterne står i et tæt forhold til Gud
Ifølge islams trosbekendelse er Muhammed Guds profet. Ligesom det gælder Det Gamle Testamentes profeter, står Muhammed i et særligt tæt forhold til Gud. Også Muhammed forkyndte, hvad der er Guds vilje i opposition til det omgivende samfund, dets normer og dets ledere. Ligesom Israels profeter henviser Muhammed til Gud som den, der kræver social retfærdighed og varsler dom over udbytterne og lover frelse for de udbyttede og nødlidende.

3. Ét helligt skrift
Kristendommen har ligesom islam ét helligskrift. I kristendommen er det Bibelen, og i islam er det Koranen. Begge skrifter er grundlæggende for den religiøse tro. Begge bøger er ”Guds ord” hvilket vil sige, at skrifterne ses som Guds åbenbaring. I Bibelen åbenbarer Gud sig som skaberen, historiens Gud og den, der kommer til mennesket som frelseren. Bibelen fortæller om denne Gud gennem menneskers erfaringer og tolkninger af Guds væsen. Bibelen er blevet til gennem en lang historisk proces. Koranen forstås som ”Guds ord” og Guds endegyldige vilje, bogstaveligt, dikteret til profeten Muhammed.

4. Mennesket er blevet skabt og har fri vilje
Kristendom og islam opfatter begge mennesket som et skabt væsen med en fri vilje. Den frie vilje er menneskets store chance for at opfylde Guds fordring om et liv for andre i solidaritet og næstekærlighed. Både i kristendom og islam ses mennesket som en person, en helhed af det legemlige og det åndelige. Derfor taler begge religioner også om et efterliv, en nyskabelse, hvor mennesket som person møder sin skaber.

Forskelle:

5. Gudsbegrebet: Treenighed overfor suverænitet
Selvom kristendom og islam begge er monoteistiske religioner, er der en afgørende forskel i gudsbegrebet. Ifølge kristendommen er Gud treenig. Gud har givet sig til kende i skabelsen af denne verden og alt dens liv, i Jesus fra Nazareth, hans forkyndelse, og hans totale og ubetingede hengivelse for mennesker. Ved Helligånden forener Gud sig med mennesket og gør det til sit barn.

I islam er Gud Allah (det vil sige ”Guden”), den suveræne og ophøjede. Han kendes alene gennem Koranens forordninger, der regulerer det menneskelige liv både privat og samfundsmæssigt. Mennesket er skyldigt at være lydigt over Gud. Mennesket er den lydige tjener og Guds stedfortræder med ansvar overfor hans anvisninger.

6. Guds egenskaber
Guds egenskaber viser også forskellen mellem islam og kristendom. Ifølge islam har Gud 100 navne, hvoraf de 99 fremgår af Koranen. Det sidste navn er skjult for alle skabning. Gud kaldes den levende, den retfærdige, den suveræne, den nådige, den barmhjertige og mange flere navne.

Men til forskel fra kristendommen kaldes Gud ikke for faderen og derfor er mennesket heller ikke hans barn, men hans tjener. Islam betyder også ”underkastelse”. I den kristne opfattelse af Gud er begrebet kærlighed afgørende. Gud er kærlighed (Johannes’ Første Brev kap 4,8), og i en række lignelser tegner Jesus da også billedet af Gud som kærlighed, det vil sige den Gud, der ubetinget og grænseløst tilgiver.

7. Jesus som endnu en profet eller som Guds søn
Muhammed er ifølge islam den sidste profet, igennem hvem Gud har åbenbaret sin vilje, sådan som den kommer til udtryk i Koranen. Jesus er ifølge islam den sidste af profeterne før Muhammed. Og ligesom de øvrige profeter blev han misforstået og forfulgt. Det samme gjaldt Muhammed.

Jesu talte ifølge Bibelen om Gud, men Koranen lægger andre ord i Jesu mund end evangelierne. Jesu undere anerkendes af islam, men de er ifølge Koranen gjort med Guds tilladelse og ikke som Guds søn. Jesu selvhengivelse ved døden på korset og hans opstandelse har ikke en plads i Koranen, men Jesus optages direkte til himmels før sin død.

Altså: Kristendommen hævder, at Jesus Kristus er Guds endelige åbenbaring. Islam siger derimod, at profeten Muhammed er den sidste profet, der har videregivet Guds endelige åbenbaring, sådan som den fremgår af Koranen.

8. De hellige skrifters tilblivelse
Tilblivelsen af henholdsvis Bibelen og Koranen peger på den afgørende væsensforskel mellem de to helligskrifter. Bibelen er en samling af skrifter, som stammer fra meget forskellige tidsperioder. Bibelens første del, Det Gamle Testamente, som er identisk med den jødiske bibel og spænder over en tidsrum fra ca. 950 – 150 f. kr., fik først sin nuværende udformning omkring 100 e.Kr. Hvad der skulle gælde som kanon eller rettesnor for den kristne kirke, blev diskuteret fra 100-tallet og fremefter. Og først i 300-tallet fandt Det Nye Testamente sin endelige form. De bibelske skrifters forskellige karakter og stemmer har for længst lagt op til en videnskabelig forskning.

Koranen indeholder også forskellige genrer, men modsat Bibelen er Koranens indhold fastlagt i en autoritativ udgave mindre end et par årtier efter Muhammeds død i år 632. Koranen selv viser tilbage til Bibelen som Guds sande ord, åbenbaret for mennesker: ”Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den” (Sura 3,3). Derfor er en kritik af Koranen i videnskabelig forstand en umulighed. Den er til enhver tid gyldig.

9. Menneskets frelse
Hvordan mennesket frelses besvares forskelligt i islam og kristendommen. Det hænger grundlæggende sammen med de forskellige opfattelser af Gud. I kristendommen åbenbarer Gud sig gennem Jesus Kristus. I ham kommer Gud det menneske i møde, der godt nok er skabt i Guds billede, men som samtidig er indfanget af synden og dermed sin egenviljes magt. Den kristne er den, der ser sig bundet til Kristus, frelst ved hans stedfortrædende lidelse og død.

I islam har Gud ikke åbenbaret sig selv, men sin vilje med mennesket. Koranen åbenbarer Guds vilje, idet Koranen appellerer til menneskets vilje, fornuft og lydighed for at ændre dets karakter og livsførelse. Mennesket kan reelt ændre sig selv og sin verden gennem Koranens vejledning.

10. Forholdet til samfundet
Forholdet til samfundet opfattes forskelligt i islam og kristendom. I islam er er begrebet sharia (hvilket betyder vej eller sti) udtryk for Guds lov. Det er idéen om, at Gud gennem Koranen og Muhammeds eksempel har vist en vej eller en lov, som mennesket bør følge. Sharia angiver såvel regler for den enkeltes livsførelse som retspraksis og samfundets love. I nutidens islam er der både en moderne, liberal og en fundamentalistisk opfattelse af sharia. Grundlæggende er islam en samfundsideologi og ikke en privatsag.

Omvendt er det kristendommens opfattelse, at mennesket har ansvaret for at forme samfundet og formulere dets love på den måde, der bedst tjener den enkelte. Derfor er det ikke en tilfældighed, at demokratiet og religionsfrihed har banet sig vej i lande, der er præget af kristendommen.

Litt. : Viggo Mortensen: Hvad hjertet er fuldt af . En håndbog om mission s. 210ff. København 2012
Oddbjørn Leirvik: Islam og kristendom. Konflikt eller dialog? Oslo 2006