Peter Aalbæk: Jeg er en stor tilhænger af løgnen

Hvad er sandhed og hvad er løgn? Kan vi mennesker fortælle om vores liv, uden det kommer til at indeholde en mængde ”løgn”, fordi det altid er vores fortolkning af verden, som vi tager udgangspunkt i? Og må sandheden derfor altid forblive subjektiv? Samtalepartneren til den anden Gin&Tonic-natkirke var filmproducent Peter Aalbæk.

Arrangementets udgangspunkt var Moselovens andet bud: "Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn" - med Peter Aalbæk

Vi mennesker har altid fortalt historier. Hulemalerier fra 32.000 år siden i Frankrig vidner om, at vi mennesker altid har fortalt om vores liv og om, hvordan vi forstår verden. Vi vil gerne fortælle ”sandheden” om, hvordan historien forgik eller vores liv var.

Vi mennesker fortæller historie, men på samme tid så skaber vi også historie.

Det andet bud har rod i den historiske kontekst, at man moralsk svor på, at man ville gøre en bestemt gerning, eller at noget var sandt. Ikke som en juridisk forpligtelse, men som en moralsk forpligtelse.

Altså, at man lover at ville gøre noget, eller garanterer at noget er sandt. Ligesom man siger på ”spejderære” i dag. Man garanterer sandheden i det, som man siger. Men hvor går grænsen for, hvad man kan garantere som sandhed i det, man siger?

Peter Aalbæk erklærede, som noget af det første i løbet af aftenen, at han var stor tilhænger af løgnen. Han mener, at man altid skal blive meget mistænksom, når nogen påstår at have sandheden eller tale sandt. Han kan faktisk selv sige en løgn så mange gange, at den bliver til en sandhed for ham.

Peter Aalbæk fortalte også, hvordan han betragter film som en manipulation, hvorigennem filmskaberen gerne vil forføre tilskueren ind i sin ”sandhed”. Film lokker os ind i en særlig stemning eller tro på en særlig virkelighed. I hvert fald for den stund, som filmen varer - og for en rigtig effektfuld film også efterfølgende.

Historikeren er altid individuel
Spørgsmålet er, hvorvidt det ikke er det samme som sker, når vi mennesker fortæller om vores liv. Det gælder både i dagligdagen og vores liv i det store perspektiv. Vi vælger altid noget ud, pynter på nogle detaljer, og fortæller historien fra vores perspektiv.

Derfor handler det selvfølgeligt om, hvordan man ser på løgn og sandhed. Er noget kun en løgn, hvis man ved, at det er decideret forkert? Eller er det også en løgn at udlægge sin egen version af sandheden, som selve sandheden?

Historievidenskaben er igennem de sidste årtier gået fra at betragte sig selv som en objektiv beskrivelse af verden, til at erkende, at det altid er den individuelle historiker, der skriver historie. Derfor indeholder historieskrivningen meget fortolkning - og er derfor også subjektiv.

Man har konkret faktuel viden, f.eks. at amerikanerne landede på månen i 1969, men så snart at man begynder at forklare, hvorfor amerikanerne fløj til månen, og hvad det betød for verden, er man i gang med at fortolke - og det vil altid være en vis grad af løgn i vores fortolkning. Eller i hvert fald forskellige udlægninger af sandheden.

Sandheden er omkranset af fortolkning
Det grundlæggende spørgsmål er, om der så er noget galt med løgnen.

Nej, sagde Peter Aalbæk, så snart man selv er klar over, at man ikke altid siger sandheden om noget. Vi mennesker skal huske, at vi, når vi fortæller noget, fortæller det ud fra vores eget perspektiv. Vi kan ikke fortælle objektivt. Dette gælder også, når det handler om tro og religion.

Vi læser og fortolker Bibelen forskelligt, ligesom Bibelen er skrevet af mennesker med forskellige teologier og forskellige fortolkninger af hvem Gud er. Det betyder ikke, at der ikke er nogen sandhed i Bibelen og i verden, men det betyder, at sandheden altid vil være omkranset af vores egen fortolkning af den.