2. påskedag: Gensyn og nye begyndelser
2. påskedags beretning finder sted i tiden umiddelbart efter påskemorgen: To af Jesu disciple er på vej til Emmaus, da en fremmed person kommer og følges med dem. De drøfter, hvad der er sket i påsken, og hvad det betyder
De tre bestemmer sig for at spise aftensmad sammen, og der opdager de, at det er den opstandne Kristus, som de har været sammen med. De kan kende ham på den måde, hvorpå han bryder brødet, velsigner det og giver dem det. Og det går op for dem, at kvinderne havde ret, da de kom og fortalte disciplene, at Jesus ikke længere var i sin grav.
”If you’re going through hell, keep going”. Det skal efter sigende have været, hvad Winston Churchill svarede, da de engelske tropper under Anden Verdenskrig led alle tænkelige pinsler i Nordafrika og skrev hjem til London, at de gik gennem helvede, og var på nippet til at give op. Dét svar er både kynisk og sandt.
De to disciple er jo ikke bare ude og gå sig en frisk tur – de er vel på en form for flugt. De har i hvert fald fjernet sig fra Jerusalem, måske for at holde lav profil i et stykke tid oven på påskens dramatiske begivenheder. Måske for at lægge afstand til deres egen sorg og deres eget svigt. Så er det næsten ikke til at sætte det ene ben foran det andet, men de forsøger at holde sig gående.
Mens de går, taler de sammen om, hvad der er sket, og prøver på den måde at få deres erfaringer til at give mening – prøver igen at få fodfæste efter det kaos, der har ramt dem i de dage, der er gået forud.
Det har til alle tider været nødvendigt at kunne tale med nogen, når man har mistet nogen eller har været ude for noget andet voldsomt. Men det egentlige, meningsgivende perspektiv på begivenhederne og et ægte nyt håb får de to disciple først, da Kristus kommer og slutter sig til dem: For tit og ofte skal det nye eller anderledes perspektiv, vi har brug for, komme fra en anden person, der kender os.
Disciplene gik ikke i udgangspunktet og håbede på et gensyn med Jesus – det var simpelthen for meget at håbe på. Så det gensyn, de får, er større end deres egen forestillingsverden. Ligesom et uventet gensyn næsten altid er det.
Tænk på, hvor mange popsange der handler om at længes efter at ses igen - efter et gensyn med den anden person. Disciplene finder ud af, hvem den mærkelige fremmede er, men i gensynet finder de også ud af, hvem de selv virkelig er. Fordi vi bliver til i vores relationer til de andre og til den anden.