Hvilken pave er størst?

"Netop søndag den 27. april 2014 var der fire paver i fokus, og flere har allerede døbt dagen 'De fire pavers dag'. Opmærksomheden var på de to, der blev helgenkåret, Hellige Johannes XXIII og Hellige Johannes Paul II. Men de er ikke 'større' paver end hverken pave emeritus Benedikt XVI var det under sit pontifikat, altså den tid, han sad som pave, eller end pave Frans i hans nuværende," skriver katolik Kasper Baadsgaard-Jensen. Her ses pave emeritus Benedikt XVI ved ankomsten til Peterspladsen den 27. april 2014. Foto: Scanpix

Det er klart, at nogle paver efterlader et større indtryk og aftryk på Kirken, svarer præstestuderende og katolik Kasper Baadsgaard-Jensen

Spørgsmål:

For nylig udnævnte den nuværende pave to foregående paver til helgener. Spørgsmål: Hvem er størst, den pave som kanoniserer, eller de paver som kanoniseres?

Med venlig hilsen Benedikt

Svar:
 

Kære Benedikt,

Pave emeritus Benedikt XVI viste hele verden, hvem der er paven under indsættelsen af de nye kardinaler i februar. Da han hilste på pave Frans, tog han sin zuccheto (den hvide kalot, han bærer) af, inden han hilste. Den lille gestus fortæller utrolig meget, og vigtigst af alt understregede det, at pave Frans er paven.

LÆS OGSÅ: Hvad laver en pave? 

Der er altid kun en pave, også selvom der i løbet af historien på tidspunkter har været op mod tre paver. Der er kun én pave, fordi Jesus kun udnævnte én pave, nemlig Peter (Matthæusevangeliet 16, 13-20), og den der er pave, er Peters efterfølger. Et af de billeder, der bliver brugt, er Peters stol, altså den, der sidder i Peters stol er pave, og ham, der leder de andre apostle, det vil sige biskopperne.

Men i øjeblikket er der to paver, men kun én som sidder på Peters stol. Altså der er kun en, som har embedet som pave, og det er pave Frans. Så 'pavemagten' er forbundet til embedet og ikke til personen, som besidder embedet efter at være blevet valgt til pave. Derfor ser vi også i dag, at pave emeritus Benedikt XVI har trukket sig tilbage og ikke udtaler sig om ting, netop for ikke at skabe forvirring og understrege, at der altså kun er én, som besidder paveembedet. Dog beholder han titlen som pave, med tilføjelsen emeritus.

LÆS OGSÅGuide: Helgenkåring fra a-å 

Men netop søndag den 27. april 2014 var der fire paver i fokus, og flere har allerede døbt dagen 'De fire pavers dag'. Opmærksomheden var på de to, der blev helgenkåret, Hellige Johannes XXIII og Hellige Johannes Paul II.

Men de er ikke 'større' paver end hverken pave emeritus Benedikt XVI var det under sit pontifikat, altså den tid, han sad som pave, eller end pave Frans i hans nuværende. Der, hvor de to helgener adskiller sig er netop det, at de blev helgenkåret, altså den katolske kirke har erkendt, at de to er i paradiset, og vi, der er på jorden, kan nu bede dem om deres forbøn.

De er nu officielt anerkendt som eksempler for os andre og personer i hvis liv, man kan se Guds kærlighed og kraft skinne. I og med at de nu er helgenkårede, så er de to noget særligt, men de er det på grund af den hellighed, de udviste og efterlevede, ligesom det er med andre helgener.

Hvis man skal se på paver som 'større' end andre paver, så tror jeg det bliver en subjektiv vurdering. Men det er klart, at nogle paver efterlader et større indtryk og aftryk på Kirken, for eksempel som Hellige Johannes XXIII der indkaldte til det store kirkemøde, Andet Vatikankoncil.

Venlig hilsen
Kasper Baadsgaard-Jensen
Katolik og præstestuderende i Rom

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.