Stender: Mine konfirmander er levende bønner om kærlighed

Det er fint, at der er folk, der beder flere gange om dagen. Men kan disse bedende folk, for hvem hver dag er en stor bededag, ikke se, når de møder konfirmanderne, at de er en levende bøn, giver jeg ikke meget for al deres beden, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Hvad er bøn? I mine øjne er mine konfirmander svaret på nogle bønner, som deres forældre har bedt til Gud uden at vide, at de tiggede om at få nogle børn præcis som dem.

Konfirmandernes forældre havde aldrig nogensinde haft fantasi, poesi, vildskab, mod, forestillingsevne nok til at bede Kristus om at få skænket netop de fantastiske eksemplarer, variationer, melodier af menneskeslægten, som konfirmanderne er. Og så får de alligevel eksemplarer som Jesper, Mikkel, Emil, Johan og så videre. Utroligt at Gud, uden at konfirmand-forældrene får det formuleret, skænker dem det, de har længtes efter hele deres liv.

Jeg ser på konfirmanderne og jeg tænker: De er bønhørelse. De er et levende bevis på, at Gud hører vore dybeste længsler og drømme – også selv om vi ikke kan sætte ord på disse længsler og drømme.

LÆS OGSÅ: Det meste af tiden er bøn hårdt åndeligt arbejde

Slår man op bag i salmebogen er der formuleret mange forskellige bønner. Der er Fadervor, der er bønner når man er i krig, bønner ved dødslejet, bønner om fred. Der mangler godt nok en ordentlig bøn for teenagere. ”Kære Jesus. Min stemme er i overgang. Jeg har fået en bums. Mine forældre er åndssvage. Min krop og hjerne er under ombygning. Hjælp”!

Det er fint, at vi bag i salmebogen har disse bønner til forskellige situationer, fordi folk i dag har svært ved at bede om andet end lønforhøjelse og sovsen. Men jeg vil gerne udvide mine konfirmanders begreb om bønner. For jeg kan ikke se andet, end at hvert menneske i sig selv er en bøn om kærlighed, accept, tilgivelse, forståelse.

Jeg ser for eksempel på Leonora. Hun beder uden at sige et ord både Gud og os andre om accept. Og det samme med Babette og Villads og Jonas. Og hvem skal bønhøre konfirmanderne? Hvem skal være svaret på deres tavse bøn om kærlighed? Det skal Gud. Når de bliver konfirmeret får de at vide, ligesom da de blev døbt, at Herren elsker dem, selv om de bander og sender sms’er uafbrudt og skændes med deres forældre og er begyndt at interesse sig for sex og vodka med lakridssmag. Og hvem skal ellers være svaret på deres tavse bøn om kærlighed? Det skal hvert eneste menneske, som konfirmanderne kommer i kontakt med, hvor end i verden de befinder sig.

LÆS OGSÅ: Skal man konfirmeres, når man er døbt? 

Det er fint, at der er folk, der beder flere gange om dagen. Men kan disse bedende folk, for hvem hver dag er en stor bededag, ikke se, når de møder konfirmanderne, at de er en levende bøn, giver jeg ikke meget for al deres beden. Guds mening med os må være, at vi skal være svaret på hinandens tavse bønner.

Jeg har lært konfirmanderne Fadervor og de har lært, hvordan man indleder og afslutter en bøn. Men jeg har ikke lært dem det mindste om at bede, hvis de ikke fatter, at folk der er anderledes end dem, er en levende bøn om accept, forståelse, ligesom dem selv. Men ud over at konfirmanderne er levende bønner om kærlighed, og at det gælder om, at vi skal være svaret på hinandens bønner, er der de bønner, man beder til Kristus.

LÆS OGSÅ: Kristendom.dk's tema om Store Bededag? 

Hvorfor skal konfirmanderne bede til Gud? Fordi de simpelt hen ikke kan lægge deres problemer med kærester og forældre og fremtiden og de voksnes mange krav et bedre sted end i Guds hænder! Der er intet som bøn, der giver frihed og tid til at danse, lege, leve, spise, være til.

Poul Joachim Stender er sognepræst og panelist ved kristendom.dk