Kristi himmelfart er en pil, der peger opad

Jeg tænker på Det Nye Testamente som en helhed, hvor evangeliet om frelse, nåde og kærlighed bliver forkyndt på jorden. Når Kristus forlader jorden og vender tilbage til Gud, hvor han kommer fra, så er cirklen sluttet, siger forfatter Simon Grotrian. Foto: Simon Grotrian

Når forfatteren Simon Grotrian forestiller sig evigheden, er den lige så spraglet som en regnbue. For ham er fejringen af Kristi himmelfart en fest for en længsel efter paradis, der minder os om, at vi skal huske at leve livet her og nu

På torsdag fejrer den kristne kirke verden over, at Jesus stiger op til himlen for at blive forenet med Gud. Kristi Himmelfart er blevet fortolket i litteraturen ogbilledkunsten, men ifølge digteren Simon Grotrian må vi forstå beretningen ganskebogstaveligt. Kristus forlader mennesket og efterlader det med sit ord og løftet om en stedfortræder. Men ventetiden er sødmefuld, når den er båret af længsel, mener han.

”I forbindelse med Kristi himmelfart kommer jeg umiddelbart til at tænke på et maleri af maleren Rafael, hvor Jesus stiger til himmels. Det er storslået, og viser, hvad det egentlig går ud på, når Kristus letter fra jorden med et forklaret blik. Der er en forløsning i begivenheden og en stor glæde. Disciplene var kede af det, da Jesus døde, men han forklarede dem, at han ville vende tilbage og at talsmanden ville komme. Det er ikke en følelse af at blive forladt, i stedet skaber det en forbindelse mellem mennesket og himlen, som en pil, der peger opad,” siger Simon Grotrian.

At tale om forløsning kan hurtigt blive fortærsket, mener Simon Grotrian.

”Det kan være et postulat om noget, men det er det ikke her. Jeg tænker på Det Nye Testamente som en helhed, hvor evangeliet om frelse, nåde og kærlighed bliver forkyndt på jorden. Når Kristus forlader jorden og vender tilbage til Gud, hvor han kommer fra, så er cirklen sluttet, og dér sker forløsningen.”

I beretningen om Kristi himmelfart forlader Jesus sine disciplene, men forladthed, der bringer længsel med sig, er ikke noget dårligt, mener Simon Grotrian.

"Disciplene er ikke kede af det, og der er ikke sorg forbundet med, at Jesus stiger til himmels. Begivenhederne har sat sig i hjertet som noget godt. Der er masser af længsel i den fortælling, en længsel efter paradis som i Mozarts musik og en skønhed, der kalder på Gud. Kristi himmelfart er en festdag for kirken, hvor vi fester for Kristi sejr over det onde og for det opstandelseshåb, som knytter sig til det. Det er et håb, for vi ved ikke, hvordan der er i paradis. Jeg forestiller mig paradis som noget, der er lige så spraglet som en regnbue, lige så frodigt og smukt."

Hvad tænker du om begrebet ventetid?

"Jeg forbinder ventetid med forventningsglæde. Ventetid er noget konstruktivt. Som et barns glæde op til jul. Enhver, der har et barnligt sind, hvad jeg selv har, ved, at ventetid er en dejlig følelse. Forventningsglæden er ofte større end opfyldelsen. Dog ikke i dette tilfælde. De første troende troede jo, at enden var nær. Paulus skriver om de sidste dage, og den forestilling omapokalyptikhar gjort siggældende siden. Det ser ikke ud som om, der er en overhængende fare for at endetiden er lige rundt om hjørnet. Det trøster mig, at vi skal stå her og trippe. Der er et liv, der skal leves her og nu. Det er også en del af pakken, når vi fejrer Kristi himmelfart; der er tid og der er ventetid. Og det er godt."

For Simon Grotrian er kærlighed, nåde og frelse de vigtigste ord i beretningen om Kristi himmelfart.

”Kristus var forkyndende kærlighed, og vi mennesker må forsøge at komme så tæt på det som muligt. Kristus er et forbillede for os, hvor barren er sat enormt højt, men vi er mennesker og må forsøge at holde os til kærlighedsbuddet. Ordene flyver ikke væk med ham. Han har givet os ordet, som vi kan forholde os til og beholde hos os. Det må vi forstå meget konkret. Det trøster mig, fordi jeg er blevet opflasket med undergangen som en mulig konsekvens af menneskers handlinger.”

Hvad kan det moderne menneske bruge fortællingen om Kristi Himmelfart til?

"Jeg ved ikke, hvor moderne vi er. Der er noget stenalder i os allesammen, som gerne må være der, en oprindelighed, der skal træde til. Vi skal tage fortællingen bogstaveligt, vi behøver ikke proppe mere metafysik ind i den, end der er i forvejen. Det er at skamride begivenheden. Jeg tager det fra den enkle side, hvor jeg selv kan have med det at gøre."