Bag om Bibelen: Markusevangeliet kom først
I Det Nye Testamente er der fire evangelier, og selv om Matthæusevangeliet står som det første, regner man med, at Markusevangeliet er det ældste af de fire. Særligt hos Markus er Jesus en hemmelig messias, og det er her, at han fremstilles som et lidende menneske
Markusevangeliet er det første
Markusevangeliet regnes for at være det første af de fire kanoniske evangelier – de er kanoniske, fordi de er blevet medtaget i Bibelen som gældende for kristendommen. I bibelforskningen er man kommet frem til, at Markusevangeliet blev skrevet omkring år 70, og at det har været det tekstlige udgangspunkt for både Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet, fordi de deler meget grundstof helt ned til sætningsformuleringer. I Markusevangeliet berettes der om Jesu liv, korsfæstelse, død og opstandelse, og evangeliet foregår dels i Galilæa, hvor Jesus forkynder og helbreder, og dels i Jerusalem, hvor han i sidste ende bliver korsfæstet.
Markusevangeliet er det korteste
”Markusevangeliet er det korteste af de fire, og det er på en måde også det mest nøgterne, for der gøres ikke mange overvejelser over Jesu gerninger og ord på samme måde som i de senere evangelier, men det er et handlingens evangelium, som beretter om ’slagets gang’. Desuden starter det ikke med Jesu fødsel men med, at den voksne Jesus kommer ud i ørkenen, hvor han bliver døbt af Johannes, og det slutter ikke med et langt efterspil men med, at Jesus dør og opstår, og at hans disciple drager ud for at prædike hans ord,” siger biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen.
I Markusevangeliet lyder de to sidste vers:
“Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”
Jesus er en hemmelig messias
I Markusevangeliet er messiashemmeligheden, Jesu hemmelige identitet som frelser, central, og Annika Hvithamar, religionssociolog og lektor på Københavns Universitet, forklarer:
”I halvdelen af evangeliet er der ikke nogen, der ved, hvem Jesus er, og det er en pointe, at dem, der kunne få en anelse om det, ikke må sige det. Disciplene fatter ikke, hvem han er, og han har problemer med at forklare det, og de eneste, der gennem hele evangeliet ser, hvem han er, er Gud under dåben og de dæmoner, han uddriver.”
I forbindelse med Jesu dåb står der i Markusevangeliet kapitel 1, vers 10 og 11:
”Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: ’Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’”
I kapitel 1, vers 34 ser man, at Jesus holder sin messias-identitet hellig:
”Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var.”
I Markusevangeliet er Jesus også mest lidende, forklarer Annika Hvithamar. ”Det er for eksempel her, vi ser korsordene: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’”
Markusevangeliet anses som rummende et universalistisk budskab, som kan forstås af alle: ”Til sidst i evangeliet kan en romersk centurion se, hvem Jesus er, og det kan tolkes som, at budskabet ikke kun er til jøderne men til hele verden, ” siger Annika Hvithamar.
Markus skrev ikke Markusevangeliet
Markus bliver nævnt i Apostlenes Gerninger, hvor han er med på Paulus’ første missionsrejse. Han bliver i Peters Første Brev beskrevet som disciplen Peters tolk, og han har derfor været øjenvidne til Jesu liv og død. Men det er formentlig ikke Markus, det har skrevet Markusevangeliet:
”Der er ingen inden for den videnskabelige forskning, som regner med, at de personer, der sættes på som evangeliernes forfattere, er de egentlige forfattere. De regnes alle sammen for at være anonyme og tilføjet af traditionen efter, at evangelierne er blevet skrevet. I forhold til den antikke biografigenre er det heller ikke vigtigt, og det er ikke ensbetydende med, at evangeliet så er et falsum. Derfor siger Markus som forfatter noget om evangeliets autoritet men ikke noget om forfatteren, ” forklarer Annika Hvithamar.
Kilder: Bibelen, Geert Hallbäck: Det Nye Testamente – en lærebog, Den Store Danske, Wikipedia