Pinse: Gud er kommet imellem os

Pinse er fortællingen om, at Gud har taget bolig i vores iturevne verden, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Pinse er fortællingen om, at Gud kommer imellem os og gør afstand til nærhed. Guds ånd fylder alle de rum, hvor vi er: mørkerum, mellemrum, tomrum, og også almindelig hverdagstrummerum.

Der findes ikke noget rum, hvor Gud ikke er. Guds ånd er ikke fjern og abstrakt himmelrumsfantasteri, men konkret nærvær. Vi erfarer ikke Gud gennem himmelske spekulationer, men gennem hinanden.

Der er noget florlet frit og ubesværet over duer. Duer, der får luft under vingerne og flyver mod himlen. Og måske er det derfor, duen er et billede på Helligånden. Ånden er som duer, der slår vingerne ud og i et nu, letter og bæres oppe af vinden: Verden bliver større. Perspektivet udvides. Der åbner sig nye muligheder.

Guds ånd i vores iturevne hjerter
Der kastes nyt liv og lys ind over vores liv. Som Gud, der på skabelsens morgen skabte lys ud af intet, sådan trænger Guds ånd og lys ind af alle sprækker, også i sindets mørkerum. Som lynglimt, der flænser og åbner himmelrummet, sådan kiler Gud ånd og lys sig også ind i vores iturevne hjerterum. Pinse er fortællingen om, at Gud har taget bolig i vores iturevne verden.

Han er flyttet ind i vores verden med alle dens fejl og mangler. Ikke en anden verden. Ikke en bedre verden. Ikke en idealudgave af verden. Men vores forfærdelige og fantastiske, forbandede og forunderlige verden med al dens flimmer. Det er den verden. Vores ualmindeligt almindelige verden, Gud elsker.

Pinse er fortællingen om, at det kan godt være, vores vinger er slidte og stækkede – men der er mere at sige end det. Gud er kommet imellem os. Og også i det rum, der føles helt urimelig tomt og meningsløst, er Gud. Også der ér der håb og åbne sprækker, hvor lyset kan trænge ind.

Selvom vi er støv, er vi også ånd. Vi søger mod det åndelige og bevæges af det åndelige. Ånden er fylde.

Vi elsker, fordi Gud elsker
Nogle gange kan den næsten være helt fysisk. Når vi er omgivet af mennesker, der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Gud er kommet imellem os. Når vi elsker, er det, fordi Gud elsker.

Det er Gud, der fylder tomrummet ud og fjerner det, der er kommet imellem os. Det er Gud, der fornyr vores fællesskaber. Ikke bare en gang, men igen og igen.

Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det gør, at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under, at jeg er til, og det under, at der er mennesker, der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Og det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte.

Pinseunderet er, at det ikke bare er fortid eller fremtid, men at det er nu. Lige nu og her, og i evighedens nu,

Pinsen er en familiefest
Gud kommer til udtryk imellem os og sætter aftryk i os. Når der kommer ånd ud af munden på os, så er det Gud, der taler i os og fylder idéforladte tomrum med ånd. Og puster nyt liv al vores hverdagstrummerum. Ikke altid som en voldsom storm eller ilter brand. Ofte som en næsten umærkelig brise eller stille flamme, der ansporer os til at gå nye veje i vores liv.

Det ægte liv leves der, hvor Gud er kommet imellem os. Det vil sige, at det ægte liv leves nu. Og derfor er pinsen en af livets store fester. En stor familiefest. En fejring og lovprisning af vores liv med hinanden.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus