Spørg

Hvorfor steg Jesus ikke ned fra korset?

Som Guds søn havde Jesus alle muligheder for at undgå korset. Men derfor bliver det også bemærkelsesværdigt for eftertiden og kirken, at han blev i lidelsen og lod dom og henrettelse gå sin gang, skriver Vibeke Tuxen, der er sognepræst.

Når Jesus valgte at gå korsets vej til ende, var det for at sone alles synd. Det var for at åbne vejen til Gud for os alle sammen, svarer sognepræst Vibeke Tuxen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvorfor stopper Jesus ikke den tortur, der er imod ham? 

Og hvorfor ”befrier” han ikke sig selv fra korset?

Venlig hilsen
Julie

Svar:

Kære Julie

Det er et evigt aktuelt spørgsmål: Hvorfor stiger Jesus ikke ned fra sit kors og befrier sig selv?

Som Guds søn havde Jesus alle muligheder for at undgå korset. Men derfor bliver det også bemærkelsesværdigt for eftertiden og kirken, at han blev i lidelsen og lod dom og henrettelse gå sin gang. Han kunne om nogen have smidt både kors, nagler og bødler fra sig.

Vi kan derfor vende spørgsmålet om og fulde af undring spørge os selv og andre, hvorfor Jesus gik korsets vej til ende og udholdt den smerte, han led både fysisk og psykisk og åndeligt? Hvordan var det muligt for ham, og hvorfor gjorde han det? 

LÆS OGSÅ: Døde Jesus overhoved på korset?

Som Marias søn led han, som enhver af os ville have gjort, men han led også som Guds søn, fordi han i døden tog alle menneskers skyld og skam på sig. 

Både som menneske og som Gud led han. Angsten gjorde, at hans sved blev til blod. Han prøvede faktisk at slippe, da han bad sin far om at blive fri fra det bæger, han nu skulle drikke. 

Hans bedste venner faldt i søvn, selvom han bad dem våge. Korset smertede ud over alle grænser, men også synden, uretfærdigheden, rygtedannelsen, skammen, uværdigheden og sorgen. Hemmeligheden er, at Jesus led som værende skyldig. Han døde i stedet for os.

Vi ved, at vi er skyldige overfor Gud og mennesker. Vi kan ikke leve det perfekte og gode liv. Vi får skrammer i lakken, både når vi bliver liggende i sofaen og ikke laver noget, og når vi begiver os ud i livet og kommer til kort for at sige det mildt.

LÆS OGSÅ: Hvad er betydningen af Jesu lidelse og død?

Når Jesus valgte at gå korsets vej til ende, var det for at sone alles synd. Det var for at åbne vejen til Gud for os alle sammen. Lågen, der ellers blev bevogtet af keruber, blev igen åbnet ind til Paradisets have. Fællesskab med Gud og Guds ånd i vores hjerte og liv er nu en del af vores liv ligesom det daglige brød, vi ikke kan undvære for at leve.

Tilgivelse, kærlighed, fællesskab og evigt liv; alt det her stod på spil, da Jesus lydigt gik i døden. Han vidste, han måtte gå sin livsvej til ende. Og Gud styrkede ham. 

Intet sted viste Jesus os sin kærlighed på en stærkere måde end hans sidste timer på korset. Der betalte han virkelig kærlighedens pris, for at vi skal leve.

Derfor: Jesu liv hænger nøje sammen med hans død. Krybbe og kors kan ikke adskilles, men er uløseligt forbundet.

Med venlig hilsen
Vibeke Tuxen,
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.