Det tror katolikker om eksorcisme

Den katolske kirke anser det for vigtigt at skelne mellem sygdomstilfælde, der hører under lægevidenskaben, og dæmonisk besættelse

Når den katolske kirke i Jesu Kristi navn beder om, at et menneske må være beskyttet mod den ondes magt, taler man om eksorcisme (græsk for besværgelse). Det fremgår af Bibelen, at Jesus har praktiseret eksorcisme, og efter katolsk opfattelse er det netop fra Jesus, at kirken har fuldmagt til at uddrive onde ånder.

Sygdom eller dæmonisk besættelse?
Den katolske kirke anser det for uhyre vigtigt at skelne mellem sygdomstilfælde, især psykiske, som hører under lægevidenskaben, og dæmonisk besættelse. Og derfor skal præsten, før han udfører eksorcismen, forvisse sig om, at det drejer sig om den ondes tilstedeværelse og ikke om en sygdom.

Det sker for eksempel ved at tale med læge og psykiater, og det sker, at der er læger til stede ved en eksorcisme.

Forskellige former for dæmoniske angreb
Den katolske kirke taler om almindelige angreb, som alle mennesker udsættes for. Det vil sige, at mennesket føler sig tilskyndet til at gøre noget ondt eller uhensigtsmæssigt. Det kunne også kaldes fristelser, hvor bøn, skrifte og deltagelse i messen er midler, hvorved relationen til Gud genoprettes.

De mere alvorlige angreb er såkaldt dæmonisk besættelse, hvilket ifølge den katolske kirke vil sige, at djævelen tager menneskets krop i besiddelse (ikke sjælen) og taler og handler gennem mennesket. Dette sker ofte i anfald, og tilstanden regnes for den alvorligste. Franciskanerpateren Gabriele Amorth, der er Vatikanets chefeksorcist har i sin praksis således oplevet, at besatte personer begynder at svæve flere centimeter over stolen, mens andre taler på sprog, de aldrig har lært.

Der er også en tilstand, der hedder dæmonisk undertrykkelse, hvor mennesket er fuldt bevidst om alt, hvad det foretager sig, og der er her ikke tab af bevidsthed og ej heller ufrivillige handlinger eller ord. Bibelens Job er et eksempel på dette. Han var ikke besat, men han mistede sine børn, gods og helbred.

LÆS OGSÅ: Job - den uretfærdige lidelses grundfigur

Den alvorligste tilstand i katolsk forstand er dæmonisk underkastelse, hvilket vil sige, at mennesker frivilligt overgiver sig til Satan og underkaster sig ham.

Hvad sker der under en eksorcisme?
De bønner, der er blevet brugt gennem tiderne og ifølge den katolske kirke har vist sig effektive, er i dag samlet i Ritualbogen, der giver retningslinjer for, hvorledes eksorcisten skal forholde sig under en eksorcisme og hvilke bønner, han kan bede. Ritualbogen begynder med at advare eksorcisten mod for let at tro på tilstedeværelsen af en dæmon.

Offeret skal give tilladelse til eksorcismen, der begynder med ordene: ”Betragt Herrens kors! ”

En eksorcisme kan tage et par minutter eller flere år, og Gabriele Amorth peger på, at der er mange faktorer, der spiller ind: Eksorcistens tro, offerets bønner, familiens bønner og bønner fra nonner og munke, ligesom rosenkransen, bøn til jomfru Maria og pilgrimsrejser regnes for vigtige faktorer.

LÆS OGSÅ: Husk på, du sidder over for en eksorcist, der har talt med Djævelen i 27 år (interview med Gabriele Amorth) 

Eksorcismens historie
I Markusevangeliet 16.17 står: ”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner.”

Dette udsagn tjente som direktiv i kirkens første århundreder. Og efterhånden kom flere formularer og ritualer, som blev organiserede, hvorefter den kirkelige autoritet begyndte at regulere eksorcismen og uddelegere de vanskeligste tilfælde til særligt udvalgte personer. Fra det 17. århundrede blev de sværeste tilfælde udført af biskopper og præster, der var oplært dertil, og i dag udføres eksorcisme af en biskop eller en præst, som af biskoppen er udvalgt til dette hverv.

I nyere tid bruges eksorcismen mindre og mindre, og mange katolske biskopper og præster undgår dette, skønt flere paver i nyere tid har påpeget nødvendigheden af eksorcisme. Pave Johannes Paul II (1920-2005) deltog således ved flere lejligheder i eksorcisme, og pave Paul VI (1897-1978) holdt i 1971 en tale, hvori han sagde: ”Den, der nægter at anerkende eksistensen af dæmoner, benægter Bibelens og kirkens lære…. Dæmonerne og den indflydelse de kan udøve på det enkelte menneske, på fællesskaber, på hele samfund eller begivenheder er en meget vigtig katolsk læresætning.”

Gabriele Amorth, chefeksorcist
Franciskanerpateren Gabriele Amorth er Vatikanets chefeksorcist. Han er formand for International Association of Exorcists, og han er den person i den katolske kirke i dag, der ved mest om eksorcisme. Gabriele Amorth har udført over 70.000 eksorcismer, og hans viden stammer således ikke kun fra bøger men fra erfaringer, han har gjort, når han udførte eksorcismer: ”Man får aldrig Djævelen at se. Men jeg ser konsekvenserne af hans handlinger,” har han udtalt. 

Han peger også på, at eksorcister i dag ser flere og flere besættelser og psykologiske problemer, der har med det åndelige at gøre. Og efter Gabriele Amorths opfattelse skyldes dette, at der i dag er et generelt tab af tro. Han giver udtryk for, at når et menneske mangler troen på Gud, begynder det at smuldre, ligesom et samfund uden Gud også begynder at smuldre. Og efter Gabriele Amorths opfattelse vil dette skabe en åbning for ondskaben.

"Jeg forstår ikke dem, der frygter djævelen”
Efter katolsk opfattelse behøver mennesket ikke frygte djævelen, hvis det holder sig nær til Gud. Og i sin selvbiografi skriver Sankt Teresa af Avila (1515-1582) om dette: ”Jeg forstår ikke dem, der frygter Djævelen og fuld af angst siger: ’Djævelen! Djævelen! ’, når de kan sige: ’Gud! Gud! ’ og derved få Djævelen til at skælve! ”

Kilder:
Den katolske kirkes katekismus. Ansgarstiftelsens Forlag. 2006.
Gabriele Amorth: An exorcist tells his story. Ignatius. 1999.
Iben Thranholm: Husk på, du sidder over for en eksorcist, som har talt med Djævelen i over 27 år. Kristeligt Dagblad 30. maj 2013.
www.newadvent.org
www.denstoredanske.dk