De 10 vigtigste ting at vide om pinsen

Det er pinse 50 dage efter påske. I pinsen fejres det, at Guds Helligånd kom over disciplene, så de kunne begynde udbredelsen af evangeliet i hele verden.

Den kristne pinse er fejringen af Helligåndens komme til verden efter Jesu død, opstandelse og himmelfart. Ifølge kristendommen er Helligånden udtryk for Guds nærvær i verden, der til stadighed skaber og fornyr troen og kirken

Pinse er den tredje og sidste af kirkeårets store højtider. De to første, jul og påske, markerer Jesu fødsel, død og opstandelse. 

I pinsen fejres det, at Guds Helligånd efter Jesu død kom over disciplene, så de kunne begynde udbredelsen af evangeliet i hele verden.

1. Hvornår er det pinse?
Ordet ”pinse” kommer af det græske ord ”pentekosté”, der betyder halvtreds. Det er pinse halvtreds dage efter påske. 

Da påsken ikke falder på samme tidspunkt hvert år, gør pinsen det heller ikke. Men pinsedag er altid syv uger efter påskedag, og vil altid falde i enten maj eller juni.

2. Den jødiske pinsefest
Pinsen er oprindeligt en jødisk fest. Den kaldes ”ugefesten” og beskrives i blandt andet i 5. Mosebog, kapitel 16. 

Pinsen er en af de tre jødiske valfartsfester (de to andre er påsken og løvhyttefesten). Det betyder at jøder under pinsen valfartede til Jerusalem for at fejre festen ved Templet.

I Det Gamle Testamente markerer pinsen afslutningen på kornhøsten. Derfor bliver den jødiske pinse også kaldt kornhøstfesten. 

LÆS OGSÅ: Pinsen er også en jødisk fest 

I gammeltestamentlig sammenhæng er pinsen ikke forbundet med nogen bestemt begivenhed i jødernes historie, men i den senere jødiske tradition bliver den kædet sammen med Moses’ modtagelse af De Ti Bud og pagtslutningen på Sinajbjerget.

3. Helligånden kommer som uvejr og ild
Det er Apostlenes Gerninger kapitel 2, der fortæller om pinsen i Det Nye Testamente. 

Der er gået 50 dage siden påsken. Det er tid for den jødiske pinsefejring, og Jesu disciple, apostlene, sidder alene tilbage i Jerusalem efter Jesu død, opstandelse og himmelfart.

Med et bliver det hus, de befinder sig i, fyldt med ”en lyd som af et kraftigt vindstød”, og ”tunger som af ild” kommer til syne og sætter sig på disciplene. 

De bliver derefter fyldt af Helligånden, der gør dem i stand til at "tale på andre tungemål" og til at nå mennesker fra hele verden med det kristne budskab. 

4. Kirkens fødselsdag
Apostlenes Gerninger fortæller, at disciplen Peter umiddelbart efter modtagelsen af Helligånden holder den allerførste prædiken, og at flere tusinde mennesker ved denne lejlighed begynder at tro på Jesus som Guds søn. 

Alle disse mennesker bliver døbt og kommer til at udgøre den første kristne menighed. 

Med Helligåndens komme bliver der altså skabt et helt nyt fællesskab om evangeliet – et fællesskab, der vokser og vokser og med tiden udvikler sig til den kristne kirke.

Derfor kaldes pinsen også kirkens fødselsdag.

5. Helligånden 
I Kristendommen er Helligånden udtryk for Guds nærvær i verden og en del af treenigheden. 

Da Helligånden kommer over disciplene, gør den ordene om Jesus levende, nærværende og vedkommende for disciplene og deres tilhørere. 

Helligånden optræder dog ikke først ved pinseunderet. I hele Bibelen er den tilstede som formidler af Guds nærvær i verden:

Allerede i Skabelsesberetningen fortælles det, at ”Guds ånd svævede over vandende”, før noget andet var til (1. Mosebog, kapitel 1, vers 2).

Da Jesus bliver døbt og begynder sit offentlige virke på jorden, knyttes Helligånden til ham (Matthæusevangeliet kapitel 3, vers 13-17). Derefter er det tydeligt, at Jesus er bærer af Guds nærvær på jorden: 

” himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig”

LÆS OGSÅ: Helligånden

Ved himmelfarten lover Jesus disciplene, at han vil sende Helligånden til verden (Apostlenes Gerninger kapitel 1, vers 3-8). Og ved pinsen kommer den så over disciplene som den kraft, der gør, at budskabet om Jesus bliver forståeligt og nærværende og kan udbredes over hele jorden.

Ifølge kristendommen er Helligånden endnu tilstede i verden som Guds levende kraft blandt mennesker, og det er Helligåndens aktive handlen, der levendegør troen og til stadighed giver kirken nyt liv. 

6. Tungetale
Pinseberetningens tunger af ild kan forbindes med begrebet ”tungetale”, der kendes fra mange religioner, og blandt andet også findes i kristne frikirker som pinsekirken.

Tungetale er lyde, der frembringes i en tilstand af ekstase. Lydene minder om menneskesprog, men er det ikke. 

LÆS OGSÅ: Pinsekirken 

Inden for kristendommen opfattes tungetale som en kommunikation mellem den enkelte og Helligånden, og den må fortolkes eller udlægges for at give mening for andre mennesker.

Netop på det punkt afskiller pinseunderet i Apostlenes Gerninger sig afgørende: Her er disciplenes tale i tunger jo netop umiddelbart forståelig for de mennesker, der hører på dem – uanset hvilket sprog de selv taler. 

7. Pinsens farve er rød
Til alle kirkeårets helligdage er der knyttet en farve, den såkaldt liturgiske farve. 

Pinsens farve er rød. Rød er ilden, kærligheden og blodets farve.

Kun én anden dag i kirkeåret har den dramatiske røde farve. Det drejer sig om 2. juledag, Sankt Stefans dag, folkekirkens eneste martyrdag. 

Sankt Stefan – eller Stefanus – er kendt fra Apostlenes Gerninger som den første, der blev slået ihjel på grund af sin Kristustro.

LÆS OGSÅ: Julens konflikter: Martyren Stefanus og barnemordet i Betlehem 

Der går da også en lige linje fra pinsens ild til martyrernes blod. Helligånden sætter jo menneskenes tunger i brand og giver dem kraft og frimodighed til at forkynde Guds ord – også under forfølgelser og hvis det kommer til at koste dem livet.

Stefanus er den første kristne, der lider døden på grund af sin tro. Men efter ham følger mange andre, deriblandt to af kristendommens mest centrale personer, apostlene Peter og Paulus.

8. Pinseunderet og Babelstårnet
Beretningen om pinsens sprogunder genkalder erindringen om sprogforvirringen i Det Gamle Testamentes beretning om Babelstårnet (1. Mosebog kapitel 11).

Her fortælles det, at, at alle mennesker i begyndelsen talte det samme sprog. De besluttede sig for at bygge et højt tårn, der kunne nå op i himlen, så de kunne bliver som Gud. Men Gud ødelagde tårnet, og ved at give menneskene forskellige sprog forhindrede ham dem i tale sammen og dermed samarbejde om et lignende projekt igen.

I Apostlenes Gerningers pinseberetning ophæves forvirringen fra Babel, og med Helligåndens komme kan mennesker igen tale sammen og forstå hinanden.

Pinseunderet understreger altså, at i Kristus er mennesker ét – på trods af det, der skiller dem.

9. En ny pagtslutning
I jødisk tradition er pinsen kædet sammen med ”pagtslutningen” mellem Gud og Israel på Sinajbjerget. 

Den voldsomme beskrivelse af Helligåndens komme i Apostlenes Gerninger som uvejr og ild giver klare mindelser om beskrivelsen af Guds åbenbaring på Sinaj, hvor Gud kommer til syne i ild, lyn og torden (2. Mosebog, kapitel 19).

Det er derfor oplagt at se pinseunderet som en besegling af den nye pagt mellem Gud og mennesker. 

10. ”I al sin glans nu stråler solen”
Grundtvigs store salme ”I al sin glans nu stråler solen” fra 1843 er i Danmark blevet en fuldstændig fast del af pinsefejringen.

Salmen, der af den berømte norske digter Bjørnstjerne Bjørnson er blevet kaldt ”nordens vældigste digt”, bruger billeder fra pinsetidens sommer i Danmark til at beskrive, hvordan Guds Helligånd fylder alt med nærvær og betydning og skaber en evig paradissommer, hvor livslyset – Kristus – stråler over alt. 

Kilder: 
Gads Bibel Leksikon, Gads Forlag 1998
Ole Brinth m.fl.: Året og dagen - liturgisk håndbog II, ANIS 2007
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog, Det Kgl Vajsenhus' Forlag 2003
Erik Norman Svendsen: Syng for livet, Kristeligt Dagblads Forlag 2008

Andre læser lige nu