Indføring

I Johannesevangeliet er Ordet skabende

I oldtidens kirke regnede man med, at disciplen Johannes Zebedæussøn var forfatter til evangeliet. En anden tradition på, at forfatteren skulle være disciplen Johannes Presbyteren. Men Johannes betragtes ikke som den egentlige forfatter til Johannesevangeliet. Her er det evangelisten Johannes skildret af Botticelli i St. Marco-kirken i Firenze.

Johannesevangeliet adskiller sig fra de tre andre nytestamentlige evangelier ved at have sit eget særstof. Lignelser ser man ikke meget til, men her er Jesus mere guddommelig og sejrende end hos de andre evangelister

”Johannesevangeliet er jo et evangelium, der begynder bag stjernerne.” Sådan siger biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen om den poetiske start på Johannesevangeliet, som i første kapitel vers 1 lyder:

”I begyndelsen var ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.”

”Allerede i starten af dette evangelium ser man, at det er anderledes end Markus-, Lukas- og Matthæusevangeliet. Den herskende teori går på, at de tre evangelier deler fortællestof, mens det ikke ser ud til, at Johannes har haft nogle af de tre som kilde, og derfor har han mere særstof,” forklarer religionssociolog og lektor på Københavns Universitet Annika Hvithamar.

Særligt ved denne indledning til fortællingen om Jesus er, at Jesus, modsat de andre evangelier, ikke starter som menneske, men som Gud. Han er desuden præeksistent, fordi han findes, før han fødes, og det ser man ikke hos de andre evangelister.

”De fleste forskere regner med, at Johannesevangeliet er det seneste evangelium, fordi det er det teologisk mest avancerede,” siger Annika Hvithamar.

En guddommelig Jesus

”Her er Jesus langt fra det lidende menneske, som vi ser hos Markus. Her ser vi den mest guddommelige Jesus, og her formuleres det, der senere bliver til treenighedslæren om Faderen, Sønnen og Helligånden,” forklarer Annika Hvithamar.

Treenighedslæren handler om, at Gud er én men samtidig tre, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. I indledningen til Johannesevangeliet udtrykkes det, at Jesus er ét med Gud, fordi han findes før skabelsen af verden og siden tager bolig blandt mennesker. Der står desuden i kapitel 1 vers 10 om Jesus:

”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham.”

”Netop fordi Jesus i dette evangelium er mere guddommelig end menneskelig, er barndomsstof ikke interessant. Der er stadig tale om en Jesusbiografi, som handler om hans liv, men Johannes er ikke lige så interesseret i barndommen som de andre evangelister,” siger Annika Hvithamar.

Jesu guddommelighed ses også, da han hænger på korset:

”Her ser vi korsord som ’Det er fuldbragt’ modsat Markus med den lidende ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig’. På den måde ser vi hos Johannes en meget mere fattet, velovervejet og vidende messias-skikkelse, som godt ved, at han skal dø,” fortæller Annika Hvithamar.

Jesus bliver et lam

”Særligt hos Johannes er den symbolik, at Jesus tolkes ind i offerrollen som det lam, der bliver ofret til templet. Det gøres ved, at han i beskrivelsen af pesach-forberedelserne i Jerusalem forbindes med det lam, som jøderne ofrer til påske,” fortæller Annika Hvithamar.

Symbolikken går på, at Jesus bliver ofret som et lam, for at han kan frelse mennesker. Om Jesus som et offerlam siger Johannes Døberen i kapitel vers 29:

”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.”

Lazarus lugter

I Johannesevangeliet ses de mest spektakulære mirakler, og opvækkelsen af den døde Lazarus er et af dem, fortæller Annika Hvithamar:

”Det er ikke bare en spedalsk eller en, der lige akkurat er død, som bliver genoplivet. Tværtimod understreges det i evangeliet, at Jesus får at vide, at Lazarus er syg og døende, men Jesus venter så lang tid med at rejse dertil, at Lazarus’ lig er begyndt at lugte, før han laver miraklet at opvække en død, som oven i købet har ligget død i adskillige dage.”

På den måde tydeliggøres Jesu magt som mirakelmager: Ikke nok med, at han kan vække en død til live, han kan også vække en død, der har været død i flere dage.

Ordet er afgørende

Det er selve ordet i dette evangelium og ikke kun indholdet, som er kraftfuldt, mener Marianne Christiansen:

”Johannesevangeliet er poetisk, for poesi betyder skabelse, og det er netop det, som ordet gør i dette evangelium. Da jeg var ung, var det mit yndlingsevangelium, fordi det litterært er noget helt særligt. Ud over det poetiske sprog er der i evangeliet en meget stram komposition og mange referencer, så her kan man sige, at formen har lige så meget at sige som indholdet.”

Tiden ophæves

”I samtalen mellem Jesus og disciplene omkring bordet den sidste aften er det, som om tiden ophæves, så det står uklart, om tiden er ’dengang’ eller ’nu’ – der spændes en streng ud over tiden, som forbinder datidens og nutidens kristne. Det samme sker ved nadverbordet i gudstjenesten,” siger Marianne Christiansen.

Johannes skrev ikke Johannesevangeliet

I oldtidens kirke regnede man med, at disciplen Johannes Zebedæussøn var forfatter til evangeliet. En anden tradition på, at forfatteren skulle være disciplen Johannes Presbyteren. Men Johannes betragtes ikke som den egentlige forfatter til Johannesevangeliet:

”Der er ingen inden for den videnskabelige forskning, som regner med, at de personer, der sættes på som evangeliernes forfattere, er de egentlige forfattere. De regnes alle sammen for at være anonyme og tilføjet af traditionen efter, at evangelierne er blevet skrevet. I forhold til den antikke biografigenre er det heller ikke vigtigt, og det er ikke ensbetydende med, at evangeliet så er et falsum. Derfor siger Johannes som forfatter noget om evangeliets autoritet men ikke noget om forfatteren, ” forklarer Annika Hvithamar.