Spørg

Har Jesus virkelig al magt, som han sagde?

Forholdet mellem Gud og det onde er et uigennemskueligt spørgsmål for os mennesker. Det er et af de områder, hvor vores forståelse er et forsøg på at forene de modstridende erfaringer af Guds almægtige kærlighed og godhed og det ondes forfærdende virkelighed, svarer teolog Per Mollerup.

At Jesus har al magt i himlen og på jorden betyder, at når vi tror ham og tillidsfuldt søger fællesskab med ham, så kan den Onde ikke få magt over os, svarer teolog Per Mollerup

Spørgsmål: 

Hej

Så vidt som jeg har forstået den almindelige/officielle udlægning, så findes der ondt i verden, fordi det onde/Djævelen fik plads ved Syndefaldet.

Men i Matthæusevangeliet 28 siger Jesus blandt andet: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden."

Hvis Djævelen har magt til at gøre ondt, er det jo ikke sandt. Findes der mon en god forklaring på det?

Venlig hilsen
Martin

Svar: 

Hej Martin
 
Jesu ord som den opstandne: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” betyder, at Gud efter hans opstandelse har givet ham uindskrænket del i sin egen magt, at Jesus nu er Guds højre hånd. Det betyder også, at Jesus har magt til at fri alle, som tror ham og bliver døbt til fællesskab med ham, fra djævelens indflydelse.
 
Men hvordan er så forholdet mellem Guds magt og djævelens indflydelse på jorden? Det er et vanskelig spørgsmål, som har været diskuteret blandt jøder allerede før Jesu fødsel og i kirken, så længe den har eksisteret.

Meget tyder på, at på profeten Esajas' tid (mindst 500 år før Jesu fødsel) regnede mange ikke med, at der findes en djævel, men at Gud skabte både lys og mørke, lykke og ulykke (Es. 45,7). Det onde blev dengang set som Guds straf, noget, Jesus senere udtrykkeligt afviser!

Jobs Bog fra omtrent samme tid opfattes Satan (djævelens navn) som en af gudssønnerne (Job 1,6). Satan ses som fristeren, der har til opgave af afsløre, om menneskene virkelig er oprigtige over for Gud. Allerede i Jobs bog får man det indtryk, at Satan går over stregen og direkte prøver at modarbejde Gud ved at manipulere med Job. Og i den senere jødiske tradition bliver Satan ofte opfattet som en falden ærkeengel, der er blevet til en ond åndsmagt, der direkte modarbejder Gud, fordi han ikke var tilfreds med sin opgave hos Gud, men ønskede at blive Guds lige.

På Jesu tid og i Det Nye Testamente opfattes Satan både som frister og ophav til alt ondt. Det har en dobbelt årsag: 1. Mennesker var ud fra deres erfaringer med Gud nået frem til den overbevisning, at Gud er fuldkommen god (Mark. 10,17), at Gud er fuldkommen kærlighed (1. Joh. 1,5 +4,16). 2. Mennesker erfarede I deres kamp mod fristelser ofte, at de var oppe imod kræfter, som var stærkere end dem selv, og som de kun kunne modstå med Guds hjælp. Det onde kommer ikke alene fra os selv.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvordan kan Gud være almægtig og fuldkommen kærlighed, når han ikke har tilintetgjort Satan og tilsyneladende affinder sig med det ondes eksistens? Det hænger sammen med forestillingen om syndefaldet.

På den ene side har Gud skabt os som frie mennesker til at leve i kærlighed til ham og i indbyrdes kærlighed. Gud må nødvendigvis skabe os som frie og ikke som robotter, for kærlighed og tvang kan ikke forenes. Uden frihed er kærligheden ikke ægte. Men vi mennesker har alle misbrugt vores frihed til egoistisk at handle imod Guds vilje. Fortællingen om syndfloden indledes med, at da Gud så menneskers ondskab, fortrød han, at han havde skabt mennesket, og efter syndfloden begyndte Gud forfra med Noa og hans familie, men desværre uden et bedre resultat.

Det Nye Testamente handler om, at Gud i stedet valgte at sende Jesus som vores frelser. Jesus modstod Satans fristelser, og gennem sin selvhengivende kærlighed brød han Satans magt og vandt sig magt til at forløse enhver, som tror ham, fra Satans magt. At Jesus har al magt i himlen og på jorden betyder, at når vi tror ham og tillidsfuldt søger fællesskab med ham, så kan den Onde ikke få magt over os (1. Joh. 5,18).

Men betyder Satans magt alligevel ikke en indskrænkning af Guds almagt? Martin Luther (omkring 1500) brugte det billede, at djævelen er Guds lænkehund, Gud har sat grænser for hans indflydelse. Kirkefaderen Augustin (omkring 400) talte om ”det lykkelige syndefald”. Han opfattelse var, at syndefaldet ikke bare var uundgåeligt, men nærmest nødvendigt, for at Gud her på jorden gennem forløsningen i Jesus Kristus kan opdrage og udvikle os til mennesker, der senest i det evige liv frivilligt lever i fuldkommen kærlighed til Gud og hinanden, fordi vi her på jorden har erfaret de negative følger af at handle egoistisk og således er blevet ”vaccineret” imod det.

Forholdet mellem Gud og det onde er et uigennemskueligt spørgsmål for os mennesker. Men jeg håber, at de anførte bibelske overvejelser alligevel kan give dig et delvist svar på dit spørgsmål. Det er et af de områder, hvor vores forståelse er et forsøg på at forene de modstridende erfaringer af Guds almægtige kærlighed og godhed og det ondes forfærdende virkelighed.

De venligste hilsener
Per Mollerup, 
retræteleder og tidligere sognepræst 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.