Spørg

Hvornår finder man ud af, om man bliver frelst?

Hvad sker der, når vi dør? Får vi så ikke svar på, om det er Helvede eller Paradis, spørger en læser. "De billeder, som vi bruger om døden og det evige liv, kan ikke indfange den virkelighed, der går ud over tid og rum; virkeligheden hos Gud", skriver Kaj Bollmann, der er sognepræst.

Det afgørende i al tale om dommedag, Himmel og Helvede, er at huske, at vi taler ud fra en menneskelig erkendelsesform, svarer sognepræst Kaj Bollmann

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har læst meget om dommedag, men der er noget, jeg undrer mig over. Det er som om, at først når dommedagen indtræder, får vi at vide, om vi bliver frelst; kommer i Paradis eller Helvede.


Men hvad sker der, når vi dør? Får vi så ikke svar på, om det er Helvede eller Paradis? Eller skal de døde også vente på, at dommedag indtræder på jorden? Jeg leder også efter eksempler fra Det Nye Testamente, hvis du kunne hjælpe.

Venlig hilsen
Clara

Svar:

Kære Clara

Det afgørende i al tale om dommedag, Himmel og Helvede, er at huske, at vi taler ud fra en menneskelig erkendelsesform. 

Som mennesker lever vi i afgrænsede dimensioner: tid og rum. Vi tænker i tid og rum, før og efter, her og der. Vi sanser og oplever i tid og rum, vi lever i et lineært forløb med begyndelse og ende. Og vores sprog kan kun udtrykke sig inden for disse dimensioner.

Det er menneskelivets begrænsning, men den begrænsning er Gud ikke underlagt; den gælder ikke hos Gud. Gud er ikke bundet til tid og rum. 

LÆS OGSÅ: Kan man kende hinanden i Paradis?

Det hører vi i en salme af David i Bibelen blandt andet udtrykt på den måde, at hos Gud er én dag som tusind år og tusind år som et øjeblik. Når vi mennesker formulerer os om dommedag, Himmel og Helvede og det evige liv, er vi nødt til at bruge det sprog, vi har. Det sprog taler i tid og rum, før og efter. 

De billeder, som vi bruger om døden og det evige liv, kan ikke indfange den virkelighed, der går ud over tid og rum; virkeligheden hos Gud.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der, når vi dør?

Derfor har vi på samme tid billeder, der taler om de dødes opstandelse som en realitet umiddelbart efter døden, og billeder, der taler om Dommens Dag ved verdens ende. Det skal vi imidlertid ikke lade os forvirre af. Det er det menneskelige sprogs fattigdom i forhold til Guds virkelighed. Hos Gud er der ikke noget ”før” og ikke noget ”efter”. Der er evigheden og nuet ét og det samme.

Selv de nytestamentlige forfattere udtrykker sig og kan kun udtrykke sig inden for tid og rum. Derfor er det svært at henvise til skriftsteder, der ikke indeholder dobbeltheden, men Paulus har i Første Korintherbrev kapitel 15 en lang og billedrig påvisning for menigheden, at man ikke kan spekulere sig frem til svar på spørgsmålene om de dødes opstandelse med menneskelige begreber, fordi ”det forgængelige arver ikke det uforgængelige”. 

Det, som vi kan, er at forlade os på Kristi opstandelse som grundvold.

Med venlig hilsen
Kaj Bollmann
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.