Stress og tro

”Min bedstemors mannakorn blev et vendepunkt i kampen med stress”

”Selv om jeg var præst, havde jeg glemt at lade mig bære af det, jeg forkyndte. Jeg havde glemt at hvile i, at Gud bærer med på mit liv. Det var en lettelse uden lige at mærke, jeg ikke skal være god nok, og at jeg ikke skal være Gud. Jeg skal bare være mig,” skriver sygehuspræst og forfatter Lotte Lyngby.

Jeg havde rent glemt, at jeg havde den æske. Men den her formiddag fik jeg rystet støvet af den og fundet min Bibel frem. Jeg gjorde, som Bedste i en fjern fortid havde vist mig, fortæller sygehuspræst Lotte Lyngby

Det var formiddag, det var sensommer, jeg sad i min sofa og forsøgte at være mindful. Helt siden det var vinter, havde jeg været delvist sygemeldt med stress. Lange, hårde måneder med megen kamp for at komme oven vande lå bag. Hverken mit sind eller min krop havde fået det godt endnu. Uroen løb stadig af med mig, hver gang jeg skulle ud i verden og præstere.

LÆS OGSÅJeg bruger Jesus som stress-coach 

Arbejdsmedicinsk klinik havde sat mig i gang med at lave meditationsøvelser. Jeg forsøgte at tøjle uroen ved dagligt at lytte til min mindfulness-instruktørs vejledning på CD. Den her formiddag orkede jeg næsten ikke mere. Det føltes så tomt at sidde her og være stille omkring ingenting.

Bibelen satte mig på plads
Da faldt mit blik på en gammel æske på min reol. Støvet og hengemt var den. Jeg havde arvet den efter min bedstemor, og den var fyldt af slidte "mannakorn". Små bitte lapper papir, som hver har en henvisning til nogle linjer i Bibelen stående på sig. Min bedstemor brugte ”kornene” flittigt. Hver morgen og hver aften trak hun ét op af æsken og lod det vise hende vej til ord i Bibelen, som hun så levede den dag på.

Jeg havde rent glemt, at jeg havde den æske. Men den her formiddag fik jeg rystet støvet af den og fundet min Bibel frem. Jeg gjorde, som Bedste i en fjern fortid havde vist mig. Jeg tog et mannakorn og slog op i Bibelen og læste de ord og den sætning, som stod der. Jeg husker ikke de konkrete ord, jeg læste den dag.

Men jeg husker det, de gjorde ved mig: Jeg blev sat på plads, og det var en stor lettelse. Det kunne have været ord som dem, der står i Esajas’ bog kapitel 28 vers 16: ”Den, der tror, skal ikke være urolig.” Ordene fra Bibelen mindede mig om, at det ikke er mig, der skal bære verden, men at jeg må lade Gud bære mig.

LÆS OGSÅ: Jeg tager en runde med Kristuskransen i den stressende morgentrafik

Man bliver aldrig god nok
Jeg opdagede, at der var stor hjælp at hente i hver dag at sætte mig ned og tygge drøv på en sætning fra Bibelen. Der var hjælp at hente i at bede til Gud, og derved minde mig selv om, at jeg må nøjes med at være at være menneske med fejl og mangler og overlade det til Gud at være perfekt og kunne klare alting.

Hver gang vi vil gøre os større, end vi er, bliver vi overanstrengt. Når jeg knokler løs for at være god nok, slider jeg mig træt. At ville være god nok er et projekt, der aldrig lykkes. Man kan altid blive endnu dygtigere, endnu sødere, endnu mere effektiv, endnu mere fit, endnu mere perfekt. Vi lægger barren højt, når vi stiller krav til os selv.

Da jeg gav mig til at tygge drøv på ord fra Bibelen, var det som om, at jeg blev sat på plads. Jeg blev mindet om, at Gud har det store ansvar. Jeg må have lov at nøjes med det lille ansvar, som er mit. Og når jeg igen og igen ikke formår at leve op til selv mit lille ansvar, ja, så er alt håb ikke ude. For Gud vil ikke have, at jeg skal være god nok. Gud vil have, at jeg skal være mig.

Jesus valgte ikke de perfekte, da han gik omkring på jorden. Han valgte alle dem med fejl og mangler. Kristendom er et vildt budskab om, at jeg aldrig kan blive god nok og at jeg er elsket af Gud. Jeg kommer til kort, og jeg må være med alligevel.

Jeg bliver aldrig færdig med at tage det budskab til mig. Jeg falder igen og igen i det hul, der handler om at ville præstere og være god. Men jeg oplever i glimt den store befrielse det er, at lade Gud om at være guddommelig og selv nøjes med at være mig med fejl og mangler.

Jeg tror, at hvis det kunne forundes os virkelig at tage dette til hjerte, så ville det være stressforebyggende, så det basker.

LÆS OGSÅDen bibelske Martha taler til alle urolige sjæle
 
For mig blev min bedstemors manakorn et vendepunkt i kampen med stressen. Selv om jeg var præst, havde jeg glemt at lade mig bære af det, jeg forkyndte. Jeg havde glemt at hvile i, at Gud bærer med på mit liv. Det var en lettelse uden lige at mærke, jeg ikke skal være god nok, og at jeg ikke skal være Gud. Jeg skal bare være mig.

Lotte Lyngby er sygehuspræst i Aalborg og forfatter til ”Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress” (2013)