Spørg

Hvad står der i Bibelen om penge?

Både i Det Gamle og i Det Nye Testamente i Bibelen står der noget om penge og om forvaltningen af disse. Det, der fokuseres på, er, at penge ikke er det vigtigste i livet, men at vi skal tænke mere på vores næste, forklarer Jens Kvist, der er sognepræst.

"I Det Nye Testamente siger Jesus: Ingen kan tjene to herrer, I kan ikke tjene både Gud og mammon", svarer sognepræst Jens Kvist

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Siger Bibelen noget om, hvordan kristne skal forvalte deres penge, og siger den overhovedet noget om penge?

Venlig hilsen
Jacobine

Svar:

Kære Jacobine

Om Biblen taler om penge? Ja, det gør den da. I Det Gamle Testamente er rigdom og velstand et tegn på Guds ”yndest og gode vilje” jævnfør for eksempel Jobs Bog. 

I Det Nye Testamente siger Jesus: Ingen kan tjene to herrer, I kan ikke tjene både Gud og mammon. Hvorpå han fortæller lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus, der lå uden for den riges port med sine væskende sår, som hundene kom og slikkede (Lukasevangeliet 16,13-31). 

Den rige mands brøde var ikke, at han var rig, men at han ignorerede den fattige Lazarus. I lignelsen om den rige bonde begynder Jesus med at advare mod griskhed (Luk. 12,13-21) og fortæller derpå om bonden, der lever i den indbildning, at et menneskes liv afhænger af, hvad det ejer. 

LÆS OGSÅ: Hvad er tiende?

Med ordene ”Slå dig til ro” har han så at sige selv taget forskud på den død, der ligger og lurer lige om hjørnet. 

Da Jesus i Matthæusevangeliet 22,15 og frem bliver spurgt, om det er tilladt at betale skat til kejseren eller ej, beder han dem om at hive en mønt op ad lommen. De viser ham en denar. Hvis billede og indskrift er der på den? spørger han. Kejserens. Var der ikke også det, da I puttede den ned i lommen? Det havde I vist ingen skrupler med (det er min tolkning, sådan står det ikke direkte). Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor er katolske præster klædt så prangende?

Går vi til Paulus, mener han (Romerbrevet 13), at den eneste gæld, som virkelig betyder noget, er den gæld, vi står i til hinanden. 

Skylder man skat, skal man se at få den gæld ud af verden og det samme med told. Men at elske hinanden er en gæld, som man aldrig kommer ud af, tværtimod, den vokser støt og roligt. 

Det er sådan lige, hvad jeg kan komme i tanker om. Nå ja, så må vi da ikke glemme de 30 sølvpenge, der var Judas’ betaling for at forråde Jesus! Men dem smed han fra sig igen, da han opdagede, hvad han havde gjort.

Med venlig hilsen
Jens Kvist
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.