3 film: Sådan skildres Himmeriget

I filmenes verden er der meget forskelligartede bud på, hvordan Himmeriget og livet efter døden ser ud. Denne artikel dykker ned i tre forskellige filmiske fremstillinger. Foto: Marla Prusik/Unsplash

Fører sjælevandringen altid til Himmeriget? Eller er der mere mellem perleport og Paradis? Disse spørgsmål har et stort antal af film forsøgt at besvare gennem årene, med vidt forskelligt udfald. Kristendom.dk har udvalgt tre af dem her

Om end man forestiller sig Himlen som et sted oppe i skyerne, en anden verden eller at “Heaven is a place on Earth”, har de fleste nok filosoferet over, hvordan livet på den anden side af døden kunne se ud.

De abrahamitiske religioner har gennem årtusinder skildret Himlen som et sted, hvor mennesket bliver genforenet med Gud, og sjælen bliver frigjort fra det jordiske legeme. I filmenes verden er der derimod meget forskelligartede fremstillinger af, hvad der venter efter døden.

Forbrugervenligt slaraffenland
Fra ”Tom & Jerry” til ”The Simpsons” er Himlen blevet skildret som et all inclusive luksusresort, hvor der er ubegrænset adgang til alle de ting, man var ekskluderet fra i sin jordiske eksistens. Her er Himlen ligesom jorden, bare bedre, yngre og slankere, hvor hvad man ønsker, skal man få.

I denne type film er individets sanselige nydelse i fokus, og den åndelige, hengivne glæde ved genforeningen med Gud er ofte sekundær i disse skildringer af Himlen. Historikeren Gary Scott Smith skrev i sin bog “Heaven in the American Imagination” fra 2011:

“Selvom de fleste amerikanere har hævdet at udlede deres forestillinger om Himlen udelukkende fra Bibelen, projekterer de også deres drømme, håb og idéer om det gode liv over på den forestilling.”

Eller som prædikanten Henry Ward Beecher formulerer det:

”Vi bygger Himlen af vores glæder. Vi tager de bedste og mest ædle ting og arrangerer dem, så de passer med forestillingen.”

De komplekse forestillinger, vi har om Himlen, er altså løst baseret på Bibelens lære kombineret med vores vestlige forbrugertankegang, hvor grænseløs stræben efter det luksuriøse liv går hånd i hånd med puritansk lovprisning.

Disse velkendte afbildninger af Himlen ser vi også i filmen ”What Dreams May Come”, der er et amerikansk fantasy-drama fra 1998. Her befinder den afdøde læge, Chris, sig i et eventyrligt legeland, hvor de idylliske omgivelser tager form efter hans dybeste ønsker og længsler.

Men på trods af al Himlens glans mangler Chris noget helt bestemt: sin hustru. Hun begik selvmord umiddelbart efter Chris’ død, og derfor må Chris rejse til Helvede for at redde hende. I en af de sidste scener spørger Chris’ hustru ham, hvorfor han ville forlade Himlen, og han svarer uden tøven:

“Himmeriget er ikke Himmeriget uden dig.”

Terapeutisk retræte
I ”What Dreams May Come” bliver det indikeret, at Himlen ikke er nær så himmelsk uden vores nærmeste omkring os. Denne pointe skildres også i det amerikanske drama ”The Tree of Life” fra 2011.

Fremfor at udpensle Himlens fysiske omgivelser og endeløse forlystelser, er fokusset her på det metafysiske møde mellem mennesker. Midt i dette impressionistiske ingenmandsland bliver filmens hovedperson, Jack, genforenet med sine forældre, den barske far og den blide mor. Endelig, langt om længe, er han i stand til at slutte fred med sin splittede barndom.

Nydelsen er i denne film skiftet ud med eftertænksomheden, og Himlen virker langt mere som et terapeutisk retræte for ar på sjælen fremfor et luksusresort med kabel-TV. Forestillingen om Himlen som stedet, hvor vi kan blive genforenet med savnede afdøde, er ikke nogen ny idé. De abrahamitiske religioner - islam, jødedom og kristendom - tror på genforeningen med afdøde i Paradis. I en undersøgelse foretaget af Roper Center of Public Opinion Research kunne man desuden drage konklusionen, at 77% amerikanere tror på at de ville gense venner og familie i efterlivet.

Bureaukratisk tålmodighedstest
For de fleste kædes efterlivet sammen med ultimativ fred og lykke, hvor livets komplikationer og traumer ikke længere kan nå os. Men i filminstruktøren Tim Burtons film ”Beetlejuice” fra 1988 minder efterlivet skræmmende meget om vores nuværende eksistens.

Her ankommer det nyligt afdøde ægtepar Barbara og Adam til et venteværelse, hvor de sammen med andre fortabte sjæle venter på at få tildelt en sagsbehandler, som skal hjælpe dem med at klare sig igennem efterlivet som spøgelser.

Efterlivet viser sig at være en bureaukratisk og søvndyssende affære, hvor de overbelastede sagsbehandlere drukner i papirarbejde, og de nyankomne spøgelser væbner sig med tålmodighed, mens de venter på, at deres nummer bliver råbt op.

Når Barbara og Adam endelig får tildelt en sagsbehandler og konkluderer: ”Vi er meget utilfredse”, svarer sagsbehandleren: ”Hvad havde I regnet med? I er døde!”

Undervejs i filmen lærer Barbara og Adam dog at tilpasse sig deres nye tilværelse som spøgelser og knytter tilmed et bånd til teenageren Lydia, hvis familie er flyttet ind i deres gamle hus. Langsomt formår de at give slip på deres desperate klamren til deres jordiske liv og indser: ”Vi er døde. Jeg tror ikke, at vi har så meget at bekymre os om længere.”

Himlen på det store lærred
Filmmediet kan hjælpe os til at forme et mere konkret billede af Himlen. Hvad end efterlivet skildres som et pensionsparadis eller som et inferno af uoverskuelige proportioner, tvinger det os til at stirre ned i afgrunden og driver os til at projektere vores håb og drømme op i skyerne.

Længslen efter udødelighed og ønsket om inderlig lykke har nok resulteret i, at filmskabere har forestillet sig en himmel, der er skulpteret efter tomrummet i vores hjerter, frem for opfyldelsen af dette tomrum ved mødet med det guddommelige.

For hvad end vi kan fantasere os frem til, kan vi formentlig aldrig komme tæt på at afspejle den sande legemliggørelse af livet på den anden side, før vi selv oplever det på egen krop og sjæl.